Kære Kristoffer
I dag er det fars dag, og selvom jeg som udgangspunkt er en smule forbeholden overfor den slags dage, hvor alle mulige vil have os til at købe ting og sager, som er pakket ind i cellofan, kan jeg godt lide idéen om fars dag. Og mors dag for den sags skyld. Konceptet er nok bare for godt til at hade: I dag handler om at hædre sin far.
Min søn er ikke gammel nok til at hædre mig eller nogen som helst andre. Han er et år. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad jeg ville ønske, at han kunne hædre mig for som far engang, når han er stor nok. Så selvoptaget er jeg åbenbart. Man kunne selvfølgelig også sige, at jeg går op i min egen faderrolle.
Måske fordi jeg er en del af en generation af drenge og mænd, som har en del daddy issues. I min omgangskreds er der ting, mine drengevenner ikke har fået talt med deres fædre om. En del ting faktisk – som vi nok aldrig får talt med dem om. Vi er jo mænd.
Men jeg vil gerne undgå at begå de samme fejl i forhold til min egen søn, som jeg kan se mange fædre før mig har begået. Det er vist meget normalt. Dybest set vil jeg gerne være tilstede i min søns liv, jeg vil være fortrolig med ham og have hans ryg, når han er ked af det og ude at skide med venner, kærester og skole. Alle den slags følelser.
Med andre ord vil jeg gerne være en far med en masse moderlige egenskaber. Det er nemlig som om at være en god forælder ofte falder sammen med at være moderlig – fordi det handler om at vise omsorg og skabe tryghed i en uregerlig verden.
LÆS OGSÅ:
Umiddelbart synes det ret besværligt at sætte fingeren på, hvad det overhovedet vil sige at være faderlig. I hvert fald med positivt fortegn. Det bliver hurtigt sådan noget patriarkalsk pis med at være familiens skaffedyr og ham, der peger med piben, altid kører bilen og lægger et budget. Og følger man den sti, så bliver man hurtigt en randeksistens i sit eget liv. Det vil jeg ikke være.
Men at være faderlig er – modsat det at være moderlig – lidt som en hul skal, som fædrene i min generation er i gang med at fylde med nye, gode forælder-egenskaber. En ny far og hans rolle er i gang med at blive defineret, og den proces sker ikke lige så meget i opposition til mor-rollen, som den finder sted i opposition til den traditionelle far-rolle.
Alle mine venner, som nu er begyndt at trisse rundt med barnevogne i deres Birkenstock-sandaler, gamle kasketter og økologiske madpakker i muleposen ved godt, at det at være en patriark er dybt godnat. Derfor er vi milde fædre, vi er bløde som sødmælksboller, og i forhold til vores egne fædre, tror jeg, at vi gør os en god slat mere umage.
Men inden glorien over mit hoved får gnubbet så meget selvfedt ind i sig, at genskinnet skræmmer folk væk fra den her tekst, er det også helt på sin plads at medgive, at jeg ikke aner, hvad fanden jeg laver.
I løbet af det års tid, jeg har været far, er det gået op for mig, hvor meget min egen faderrolle er ude af mine hænder. Følelsesmæssigt er jeg konstant styret af mine reflekser. Jeg har aldrig de 30 sekunder, der skal til at overveje, om jeg skal grine eller græde. Jeg har ikke engang 10. Og lad mig bare sige: Jeg har grædt mere det seneste år, end jeg har gjort som melankolsk teenager i nullerne. Det startede allerede ved fødslen, og siden da har sluserne stået på vid gab.
Og dét må min søn gerne hædre mig for engang. At se sin far græde tror jeg er enormt befordrende for et sundt forhold til egne følelser – især som dreng.
Derudover må han gerne hædre mig for, at jeg har vist ham verden. Det er min ambition, at han skal lære fuglene at kende, lære at sove i telt og cykle, og at han kan adskille krydderiernes smage og dufte fra hinanden, at han har hørt Jimi Hendrix’ guitarsolo i ’Little Wing’ og læst Margaret Atwood. Yahya Hassan. Smagt på alt.
Og selvom mor og far langt fra er forældreskabets yin og yang i 2020, men snarere består af et mere synkront parløb, er det alligevel nogle af de ting, der definerer en god far-rolle for mig. Sjovt nok er det også det bedste, jeg har lært af min egen far. Og hov, lyt lige engang! Det var vist en mursejler, der strøg forbi.
Kære Thomas
Jeg bliver rørt, når jeg læser din klumme, for jeg har altid beundret din evne til at sætte ord på følelser. Måske skyldes det, at du er barn af en psykolog, eller måske at du er ti år yngre end mig og måske tilhører en mere ikke-ironisk og oprigtig generation af mænd, jeg ved det ikke, men tag det som en kompliment.
Dengang jeg for snart 13 år siden selv blev far til en lille pige, skrev jeg også mange klummer om det i Berlingske, hvor jeg dengang arbejdede, men mine betragtninger og refleksioner handlede altid mere om, hvor hårdt det var at have fået et kolikbarn og gå endeløse ture i pisregnen.
Men misforstå mig ikke. Det at blive far forekom mig meget let og intuitivt. Jeg var 29 år og klar til udfordringen og har aldrig betvivlet, om det var for tidligt eller det rigtige.
Men refleksionen over mine egne følelser og tanker om det at være far, er først kommet senere, og måske først rigtig for alvor det seneste år.
De første mange år af livet med børn handler mest om at sørge for andres behov. Det er det, man gør. Man bliver kastet ned over ukendt territorium og kæmper sig gradvist tilbage til noget genkendeligt. Og undervejs i forsøget er der stor sandsynlighed for, at man har mistet både sig selv og i særdeleshed det menneske, man fik barnet med, af syne.
Først senere, når børnene vokser op og bliver til selvstændige, følelsesmæssige individer, begynder opgaven for alvor, fordi bleer, putning, legeaftaler og pusten på såret og tørren tårer væk er så konkret og ligger indlejret i en, hvis man da ellers er nogenlunde rigtigt skruet sammen.
Men en dag ligger man et barn i seng, og næste morgen står en næsten-teenager op med fuldt tryk på hormoner, følelser, temperament og en krop på vej i alle retninger. Og at være forældre til sådan en, kræver en daglig krisehåndtering og et udsving i ens eget følelsesregister, som er voldsomt. At være far til nu en dreng på snart seks og en pige på næsten 13 har også tvunget mig til at reflektere over det at være far og mand, fordi det tvinger mig til at komme med følelser i mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde – eller ikke har, fordi jeg selvsagt ikke er en 13-årig pige.
Som du så rigtigt skriver, Thomas, var mandens rolle i gamle dage at være patriarken, der satte grænserne, mens moren bidrog med den følelsesmæssige marinade. Altså at barnet konstant balancerede på en akse mellem følelsesmæssig forståelse og moralske grænser. Vi kender alle billedet: Mor trøster, men når far kommer hjem, så vanker der.
I dag flakser de fleste mødre og fædre alt for ofte mellem de to poler. Vi tør ikke sige nej og er bløde og eftergivende – indtil vi ikke gider mere, og så råber vi højt. For nu vil far (eller mor) have RO.
Selv er jeg den bedste far for mine børn – og mine børn er gladest og mest harmoniske – når jeg formår at forene det at rumme deres følelsesliv med det at kunne sætte grænser. Så når du skriver om at være en far med moderlige egenskaber, vil jeg snarere sige, at jeg i mit faderskab (det lyder prætentiøst) stræber efter at tage nogle af patriarkens dyder – at sætte grænser, udstikke rammer og tage ansvar – med den moderne mands evne til at kunne tage de svære, følelsesmæssige samtaler.
Jeg vil have lov til at sige nej, og jeg gør det (spørg bare mine børn) gerne 100 gange på en dag. Nej til endnu en is, nej til at blive længere oppe, nej til fredagsslik om mandagen, nej til at køre uden cykelhjelm, og nej nu er det emne uddebatteret. Men hvad jeg aldrig kommer til at sige nej til er at lytte til mine børn og forsøge at løse deres problemer sammen med dem og sætte nogle klare rammer for deres liv, hvor de ved, hvor de har mig. Og det er en udfordring, som kommer til at vare resten af mit liv.
Kh Kristoffer
PS: En dag skal du for øvrigt vise mig, hvordan jeg spotter en mursejler. Det har jeg aldrig selv lært.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak
