Ligesom alle andre så savner jeg rigtig meget i øjeblikket. En kold fadøl langet hen over bardisken. At danse fjollet og tæt med alle mulige mennesker. At se ’Gift ved første blik’.
Ja, du læste rigtigt – jeg savner helt enormt det kontroversielle, danskopfundne tv-program, som har gået sin sejrsgang over hele kloden, hvor eksperter sætter par sammen baseret på spørgeskemaer og personlighedstest. For uindviede lyder det sikkert latterligt, at man kan savne et lettere underlødigt reality-program, som verden udmærket kan undvære, når vi nu er afskåret fra langt mere essentielle behov. Men det er så bare, fordi du ikke har set det.
’Gift ved første blik’ minder os nemlig om, at kærligheden klarer alt – selv i tv-programmets petriskål under laboratoriets skarpe lys. Det er et program, som prøver at sætte det uhåndgribelige begreb ”kærlighed” på formel. Og ligesom med alle andre eksperimenter, så er det langt fra alle, som lykkedes – men når det sker, så bliver håbet lysegrønt. Det er derfor, jeg savner programmet – det handler dybest set om håb. Og vi lever i en håbløs tid.
Forleden faldt jeg over programmet på svensk tv; ’Gift vid första ögonkastet’ kalder SVT kærlighedseksperimentet, som kører ufortrødent videre på 7. sæson. De har jo valgt at gribe coronakrisen mindre restriktivt an på den anden side af sundet – og derfor har de også kunne producere en ny sæson, mens alt blev aflyst i Danmark.
Den svenske version er overraskende anderledes end den danske. For det første har de en vært på programmet, Elizabeth Feurst, som selv var deltager i 2017 (hun forblev dog ikke gift med sin udkårne, Mats). Elizabeth Feurst er en meget autoritær kvinde, som interviewer eksperterne med en vis skepsis – de har for eksempel sat en sygeplejerske og en læge sammen – “er det ikke lidt af en kliché,” vil hun gerne vide. I modsætning til det værtsløse, danske program er eksperterne ikke de her alvidende og ufejlbarlige typer – i Sverige bliver de simpelthen stillet til ansvar hos en tidligere deltager. Autoritet med autoritet på – det kan svenskerne godt lide.
Derudover så er alle deltagerne forbløffende ens. I den danske version prøver man tydeligvis at skabe så mangfoldigt et cast som muligt. Her kan man møde alle fra den gæve pædagog Luna på 52 år fra Gladsaxe til 27-årige sælger-Michael fra Roskilde. På den måde er programmet også et fint Danmarksportræt. Man savner dog de homoseksuelle eller multietniske par – jeg ved, at det har været en ambition ved hver eneste nye sæson – forklaringen skulle være, at der simpelthen ikke er nok, som melder sig. Men på trods af den mangel er der dog ret stor variation både i alder, udseende og værdisæt i de danske sæsoner.
I den svenske version er samtlige kvinder mellem 25 og 31. De har alle langt, blondt hår og imponerende tandsmil. De er lige så søde og lattermilde, som de er veluddannede og imødekommende. Mændene ligger indenfor præcis samme aldersgruppe, kortklippede og renskurede – der er et enkelt fuldskæg, men så bliver det heller ikke vildere. Faktisk så er samtlige deltagere indenfor normen både mentalt og fysisk. Og gud, hvor er det dog kedeligt.
LÆS OGSÅ:
På den måde er de to skandinaviske versioner af programmet også et fint billede på forskellen mellem landene. Den danske version virker meget tam og socialdemokratisk ved siden af den amerikanske, som selvfølgelig er langt mere ekstrem. Til gengæld er vi i sammenligning med Sverige de rene temperamentsfulde livsnydere – Nordens Italienere – der flipper ud med skøre frisurer, hjemmebrygget øl og heftige farver på væggene. Sverige lever i den grad op til sit ry som den pæne pige i klassen, der reder sin seng og aldrig drikker sig fuld. Typen, der møder med verden med et uudgrundeligt smil og en facade så blank, at man kan spejle sig i den.
Men indtil de craaazy danskere kommer på banen igen, må jeg jo nøjes med pæne og velopdragne Sofia, Elinor, Susanna, Anton, Lars og Johan. Og hvem ved – det kan jo være der lurer lidt galskab indenunder den pæne facade?
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
