Da jeg var barn, var min fætter mærkeligt besat af rollespil. Husker lugten af noprede latexsvær, svedige parykker og hjemmesyede kostumer i dunkelt grønt og brunt. Besat af ‘Harry Potter’. Han havde blandt andet en hjemmelavet udgave af det gyldne lyn hængende over sin seng. Og det er der som sådan ikke noget mærkeligt i. Fantasyverdenen er blevet popkultur. Alle forbruger det og står ved det.
I denne uge kører ’Game of Thrones’-toget igen, denne gang med prequel-serien ’House of the Dragon’. Og alene titlen trætter mig på forhånd. Jeg er nemlig ikke – som alle andre millennials – vild med fantasy. Faktisk er jeg selverklæret fantasyhader, der i mange år har følt mig presset af min generations usunde kærlighedsforhold til eksempelvis Harry Potter – manden, jeg elsker at hade.
Jeg får ofte at vide, at det er klart, jeg ikke kan lide den lille lynmærkede troldmand, når jeg ikke har fået læst bøgerne højt som barn; ifølge Danmarks Statistik er fantasy og science fiction den foretrukne genre blandt 30 procent af de 16-24-årige og 21 procent af de 25-34-årige. Men har du (ja, bare indrøm, kære læser, at du også er med i sekten) overvejet, at du måske er blevet groomet som barn til at elske denne lukrative industri? For fantasy er en milliardindustri regnet i dollar. Forestil dig blot, hvor mange penge der skovles ind på populære franchises som ’Lord of the Rings’, ’Game of Thrones’, ’Magic’, ’World of Warcraft’, ’Dungeons and Dragons’ for blot at nævne nogle få.
LÆS OGSÅ
Men det er ikke for at være antikapitalistisk, at jeg vender ryggen til fantasy. For at aftabuisere og skabe forståelse for min skrøbelige position, som har skaffet mig mange fjender til filmmaraton den 1. januar, vil jeg her opliste nogle af de største grunde (og, lad os være ærlige, fordomme).
1. Det er urealistisk
Jeg ved det godt, at det ligesom er præmissen med drager og troldmænd og magi. Det, der er mit problem, er, at i fantasy kan alting ske.
Forfatterne bag et fantasyværk kan kvit og frit bestemme, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan, og de behøver ikke engang forklare deres valg eller logikken bag universets dynamikker, som man oftest gør i sci-fi. Ej heller kan man som læser/seer bruge sin viden om verdenen, men skal bygge alting op fra bunden – intet er givet.
Det gør, at forfatterne kan skrive inkonsekvente og usammenhængende ting. Kan helten flyve? Nej, men han kan finde på en besværgelse, der får hans kost til det. Der kan opfindes trylleformularer for alt. Der er ingen fornuft at hente. Alt det synes jeg er lige så trættende som at skulle læse en bog på 400 sider (Tolkien, læser du med?).
Desuden: Det er virkelig en orker, når en eller anden lille heltemand i kjortel kæmper mod en ork, en nisse eller gud ved hvad med sin træpind. Hvad fanden har det med mig at gøre? Kan bedre relatere til folk, der har problemer med deres chef, svigermor eller realkreditlån.
2. Det er altid så fucking dramatisk
Hvorfor, oh, hvorfor, skal det altid være liv og død, kæmpe udladninger, højstemt sprogbrug (gerne oldengelsk) og flade, endimensionelle karakteropbygninger, som var det et Grimm-eventyr? Er det afkoblende underholdning for folk bare at skulle navigere i poler som god/ond, klog/dum, grim/smuk?
Ifølge litteraturprofessor Marianne Børch er fantasy en filosofisk genre, hvor filosofi udfoldes konkret og lavpraktisk i mødet med heltens valg – ofrer han sin ven eller sig selv? Til det må jeg sige, at den slags valg kan man finde i mange andre genrer udspillet på mere subtile måder.
Mange fantasyfilm og -serier har genremæssigt også ofte præg af action. Det vil jeg personligt også gerne have mig frabedt. Det er, som om det er indskrevet i fantasys genrekontrakt, at dramaet, der udspiller sig, i mindre grad kan være et indre, emotionelt et, og i højere grad skal være et fysisk et med kampe mod drager, orker og andre fantasifostre.
3. Kvinder spiller sjældent hovedrollen
Det kan være svært som kvinde at identificere sig med fortællinger, der næsten altid har mandlige helte-/hovedroller. Kvinder spiller sjældent hovedrollen, måske fordi historierne altid skal foregå i deprimerende middelalderlige rammer. Lidt øv, hvis man tænker over det, ikk’?
Det er der til gengæld ved at blive gjort op med i ’House of the Dragon’ og ’Lord of the Rings’-spinoff-serien ’The Rings of Power’, der har flere kvinder i ledende roller. Om det er nok til at rykke ved min generelle opfattelse af genren som værende en med meget lille repræsentation af kvinder og minoriteter, er jeg dog ikke sikker på.
4. Æstetikken er altid den samme
… og jeg hader den. Det er mørkt, beskidt, flosset, altid overskyet og gråt colorgradet, hvis vi taler tv. Altid en heksegryde fyldt med nostalgisk, pseudohistorisk fortid tilsat et skvæt mytologi og/eller folkesagn om drager og magiske hændelser. Ad.
Vi skal ind i sindet
Det er med skælvende hånd, at jeg har fremført ovenstående argumenter. For det føles ofte lige så kontroversielt at sige, at man hader Hogwarts-homeboy Harry P., som at man ikke kan lide smagen af sukker. Under tilblivelsen af denne klumme er der imidlertid også dukket en helt anden refleksion op.
Handler min afstandtagen til fantasy i virkeligheden om, at jeg ikke kan slippe den folkeskolemobberagtige tanke om, at der er de populære børn, og så er der nørderne? Nørderne er helt klart dem, der spiller Magic og jager hinanden med ’tryllestave’ i frikvartererne, og mit mindreværd har fortalt mig, hvilken klub jeg gerne vil være en del af.
Jeg har da bestemt mine quirks, jeg har følt mig uden for det populære fællesskab, følt mig nørdet, for eksempel da jeg pludselig dedikerede alle mine frie timer til at fangirle landevejscykling i 8. klasse. Har det, der for mange ’anderledes’ børn har været et frirum (herunder for min fætter), hvor de kunne forsvinde til Hogwarts og Midgård, for mig været en verden fyldt med faren for at blive den upopulære pige i klassen?
Måske. I så fald har du her ved endt læsning måske fået en lille smule mere sympati for fantasyhaderen™. Og måske skal jeg prøve at give ’Game of Thrones’ en chance. Men for nu holder jeg mig bare til ’Matador’.
