Advarsel: Spoilers kan forekomme
Ventetiden er slut for fans af den ikoniske fantasy-serie ’Game of Thrones’, som over otte sæsoner chokerede, pirrede og underholdt med vold, sex, drageild, incest, druk, død, gys og levende døde. Der var generelt bred enighed om, at sidste sæson, og især finalen, var helt hen i vejret, jeg mener: En lykkelig slutning – seriøst? På serien, der ellers gladeligt slagter sine elskede hovedpersoner, og lader alt drukne i mørke og terror, det var altså virkeligt fesent.
Derfor er det en god beslutning at fortsætte ’Game of Thrones’-universet med en prequel i stedet for at bygge videre på noget, som blev trukket en sæson eller to for længe og endte helt off for det stærke brand ’GoT’. Nu er serien her så, ’House Of The Dragon’, som jo så må blive kaldt ’HOTD’ mellem venner, serien er heldigvis igen baseret på et litterært forlæg – bogen ’Fire & Blood’ af George R. R. Martin fra 2018.
Jeg har fået lov at se de første seks afsnit mod trusler om retssag and my head on a spike, hvis der kom så meget som et ord ud før i dag, ja, HBO Max passer på deres dyrebare satsning! Og her kommer så balancegangen, for hvordan skriver man en anmeldelse uden at spoile for meget? Jeg vil gøre forsøget, men er man helt hys med det med spoilers, så se da serien først og læs senere.
Jeg kan sige, at vi befinder os 172 år før Kong Aerys Targaryen (”the mad king”) dør og hans datter Daenerys Targaryen (Dragemoder, Khaleesi etc.) fødes, og vi følger den familie, House of Targaryen, som der er mest kød på. Familien Stark var sådan nogle pæne mennesker med gode værdier, de jernfødte var grå og usympatiske, mens The Lannisters altid bare betalte sig fra problemerne og drak vin. Men gennem hele ’GoT’-seriens 72 afsnit fornemmede man, at der engang var en storhedstid for Targaryen-familien, som havde lagt grunden til, at søskendeparret Daenerys og Viserys følte sig så berettigede til Jerntronen.
Så det er her, vi starter i ’HOTD’, i den kridhvidhårede Targaryen-families storhedstid med 10 fuldfede voksne drager i stalden, som familiens unge gerne flyver rundt på til husbehov og generel intimidering af undersåtterne. Det er fedt, at vi ikke skal alle de syv kongeriger rundt og skifte mellem karaktererne hele tiden, men følger en enkelt klan grundigt. Det var altid lidt en svaghed ved ’GoT’, at vi for eksempel skulle have to lange sæsoner med den ligegyldige sadist Ramsay Bolton eller følge Arya Stark lære at være usynlig ninja, når man gerne ville videre med de store linjer.
I første afsnit møder vi de tre hovedpersoner, Kong Viserys, hans datter Prinsesse Rhaenyra og Prins Daemon, som er kongens bror. Prinsesse Rhaenyra er en frisk teenagepige, der hellere vil ride på sin drage og lære at slås end tænke i potentielle matches med ægteskab for øje, som det ellers hører sig til for adlens kvinder. Hendes mor dør i barselssengen, og der mangler en søn til at arve tronen. Egentlig kan plottet i ’HOTD’ sammenfattes så kort som: Koks i arvefølgen. Naturligvis tilsat en masse klassisk ’GoT’-kendinge – de er stadig vilde med valyrian steel, man giver stadig milk of the poppy til de syge og fejrer de kongeliges name day. Vi er også kun fem minutter inde i serien, før nogen får skåret hænder og pikke af, og der er frisk sex på byens bordel.
LÆS OGSÅ:
Underliggende er der en spændende historie om store civilisationers storhed og fald og ikke mindst magtbegær. Man fornemmer hurtigt, at The Targaryens ikke bliver på toppen, vi ved jo, at dragerne uddør, og deres berygtede galskab lurer også i kulissen. Når en Targaryen bliver født, slår guderne krone om personens mentale tilstand, lyder mytologien.
Den aldrende Kong Viserys er kærlig og retfærdig, men også svag og skærer sig, meget symbolsk, på den drabelige Jerntrone, og såret vil ikke hele. Prins Daemon higer efter magten, er krigerisk og virker som en loose cannon – og selve navnet Daemon ligger jo meget tæt på dæmon… Og Prinsesse Rhaenyra vil så gerne være familiens første dronning, at hun de første episoder går rundt som et kronisk mopset teenagebarn, der kræver en pony (læs: drage) og det hele kongerige nu og her. Her er lidt af tidens feministiske tone smittet af, når Rhaenyra, ligesom Daenerys, skal bevise sit værd som kvinde, leder og arving.
Sådan er spillet om Jerntronen 0.2 tegnet op. Et drengebarn bliver født, kongens rådgiver, the hand, er måske lidt for ambitiøs, der forekommer igen noget interfamiliær bizarro-sex og lurende trusler fra andre klaner, og det er både spændende, men også lidt kedeligt, fordi det lugter meget af noget, vi har set før. Over otte sæsoner tilmed. Er man sådan en ’GoT’-fan, hvor more is more, så bliver man nok glad for ’House Of The Dragon’. Er man derimod en fan som jeg, der synes, at fortællingen om is og ild måske blev trukket liiidt langt, så føles den nye prequel ikke helt magisk eller ny nok. I det mindste er der ingen, der siger, at winter is coming. Endnu.
Og så er der det mere overordnede: I en tid hvor der bliver sprøjtet luksus-underholdning ud på alle streamingflader, og en ny ’Ringenes herre’-spin off-serie også er lige om hjørnet, så kunne man spørge, har vi brug for mere fra ’Game of Thrones’-universet? Eller er det her mest HBO, der malker løs på den mest sete tv-serie nogensinde?
Jeg håber i hvert fald ikke, at ’GoT’ ender som ’Star Wars’, der er i gang med at dø en smertefuld død under vægten af alt det, der bliver skudt ud i brandets langstrakte eftermæle.
’House Of The Dragon’ får premiere 21. august på HBO Max
