Der er ikke nok god, sort satire i dansk comedy. I hvert fald ikke, hvis man spørger skuespillerne Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas fra satirekollektivet FLÆS.
Og hvis man har det sådan, så må man jo skrive noget selv.
Det har de gjort. Resultatet hedder ‘De Kongelige Statuer’ og er en spritny webserie i otte afsnit, som har premiere på Facebook og YouTube i dag.
“Vi synes i den grad, der har manglet noget craziness og et absurd univers i dansk comedy, hvor man tør at gøre noget andet end at lave realisme med realisme på,” siger Mette Søndergaard Nielsen, der sammen med sin kollega også producerer radiosatire og teater.
Nu har FLÆS fremtegnet et fiktivt univers, hvor man følger to ganske vist realistiske skuespillere, Lena og Birgitte, der til daglig arbejder som stand-ins for statuer, mens de restaureres. En mildt sagt stenet, men også sjov beskæftigelse – set udefra.
“For to år siden fik vi lyst til at improvisere en lille sketch, fordi vi var malet som marmor til et fotoshoot, og så slog det os, hvor sjovt det kunne være, hvis der fandtes nogen, der arbejdede som kongelige statuer. Vi har sådan et udtryk: “Det kilder i røven”, når noget er virkelig sjovt, og sådan havde vi det med den her idé,” siger Sofie Jo Kaufmanas.
Pis på branchen
‘De Kongelige Statuer’ udkommer på én gang med alle otte afsnit, der hver især varer mellem 10 og 20 minutter. Foruden FLÆS’ to bagkvinder tæller rollelisten blandt andet Rasmus Botoft fra ‘Rytteriet’, Rosalinde Mynster, Paw Henriksen, Tine Gylling og Brian Lykke.
Et pænt udsnit af skuespilbranchen altså, som serien med vilje – og kærlighed – tager tykt pis på.
“Det er virkelig sjovt at gøre grin med hele skuespilbranchen og den kreative klasse, fordi den hurtigt kan blive lidt prætentiøs. For os blev serien også en mulighed for at pege fingre ad os selv og grine af, hvor absurd den kreative verden egentlig er, når man ser den udefra,” siger Sofie Jo Kaufmanas og tilføjer, at det også er sjovt, fordi det er sandt.
For eksempel siger den ene hovedrolle Lena i et afsnit, at det jo “ikke er os, der har valgt kunsten, men kunsten, der har valgt os,” mens hun er til et penibelt dagpenge-møde sammen med sin kompagnon i Jobcentret.
“Det er jo vildt prætentiøst at sige, men sådan er der mange, der har det i vores branche. Sådan har vi det også til dels selv nogen gange. Det bliver tit bare virkelig komisk, når man siger det højt, og når folk udefra hører det, lyder det jo virkelig artsy fartsy,” siger Mette Søndergaard Nielsen og konkluderer:
“Dybest set er deres arbejde som stand-ins jo også lidt idiotisk.”
