Knæk cancer TV2

Så er det Knæk Cancer-uge igen: Mens vi hygger med cancer

Kære TV2. Kunne man ikke forestille sig, at I kunne skrue bare en anelse ned for charmen?

Så blev det tid til årets Knæk Cancer-uge. Ugen, hvor TV2 i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse samler ind til et indiskutabelt godt formål. I år ser jeg det hele med nye øjne.

Det siger næsten sig selv, at der ER brug for penge. For cancer er den sygdom, der dræber aller flest af os danskere. For et halvt år siden dræbte den også min far.

Min far var en stor, stærk, klog, morsom og livsglad mand, som gik på arbejde, dyrkede motion, spiste sundt og holdt sig fra tobak. Han havde det godt – lige indtil han fik ondt i maven. Det var i februar. I april var han død. En aggressiv cancer i bugspytkirtlen havde spredt sig til bughulen, og på seks uger så vi ham forsvinde. Han blev 66 år og efterlod sig blandt andet en dreng på tretten.

Den slags tragedier rammer desværre familier hver eneste dag. Cancer er ikke en spøg. Den vælter mennesker omkuld, smadrer familier og liv og slæber et spor af angst og rædsel efter sig. Jeg selv kan uden tøven sige, at min fars sygdom er det grimmeste og mest ubarmhjertige, jeg nogensinde har oplevet. Og sådan er der mange pårørende, der har det. Man kommer sig nok aldrig rigtigt over det.

Set i det lys, virker Knæk Cancer umiddelbart som en fortræffelig idé. En slags win-win hele vejen rundt. Virksomheder af alle slags får ubetalelig omtale, når der sælges rundstykker fra Lagkagehuset på torvet i Haderslev, udloddes drømmerejser til Maldiverne eller en spritny Honda Jazz. Alle kan være med. Opfindsomheden vil ingen ende tage, og vi underholdes og underholder i en lang køre.

Under hashtagget #cancerblomst kan man for eksempel se billeder af den sort/røde blomst kreeret i havregryn, menneskeformationer, med neglelak eller kridt. Frisører laver en gimmick ud af at indfarve og barbere deres hår, så det ligner det velkendte logo, bagere landet over sælger cancer-hindbærsnitter og ikke en eneste vært, kok eller gæst på ‘Go’ Morgen’ eller ‘Go’ Aften’ optræder uden at have blomsterbrochen monteret på blusen. Jo, der er i sandhed cancerblomster overalt.

Det er højt gearede værter, som TV2 har kørt i stilling. Med flot styling, lækkert tøj og ansigtet i de rette folder fører de danskerne gennem indslag efter indslag. Vi møder dem alle sammen. De professionelle, de frivillige, de pårørende og ikke mindst ofrene, som får at vide, at det er ”godt kæmpet” og ”sejt gået”. Og mens værter dyster i ringridning på Puk Maxi, hotdogspisning eller andet pudseløjerligt gøgl det ene minut og interviewer ofre det næste, ja så hygger vi os med det. Vi føler os underholdt, og vi er sammen. Det fornemmer man klart.

Og endelig er der kendisserne. På stribe stiller de op i den gode sags tjeneste for at synge en sang, donere en kjole eller tage en telefon ved det store show lørdag aften. De poserer på den røde løber og bliver rørt af de mange danskere, der ringer ind med donationer. Ikke mindst den lille pige, der har slagtet sin sparegris for at give alle pengene til Knæk Cancer. Det er rigtige mennesker og ægte følelser, der er på spil. Og det hele er lækkert produceret.

Og selvom pengene vælter ind, ja, så sidder jeg som efterladt til en kræftpatient, der ikke klarede den, tilbage med en underlig følelse af faktisk at blive en smule krænket. For det hele har mest af alt karakter af et stort tivoli. Et usmageligt miks af skaldede hoveder, reklame og overgearet underholdning sovset ind i en ejendommelig retorik, hvor cancer er en kamp, der kan vindes eller tabes.

Det er det bare ikke. Der findes hverken vindere eller tabere, når det drejer sig om livstruende sygdomme. Der er dem, der dør og dem, der overlever. Og min far var alt andet end en taber.

Så kære TV2. Kunne man ikke forestille sig, at I kunne skrue bare en anelse ned for charmen? I respekt for de syge, de døde og deres efterladte i sorg. Det er faktisk ikke for sjov.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics