Foto: The Hollywood Archive/Ritzau Scanpix

Ugens kontroversielle synspunkt: Jeg elsker min bil

Den fylder, forurener og er hundedyr, men derfor kan man alligevel godt elske sin bil. Morgenbeats har sat sig fast i trafikken og kigger samtidig på velsmagende chese steaks og vlogger-sæt.

Den sidste køretur

Ugens kommentar er skrevet af Emil Norsker

Den er dyr, forurenende og et flertal af Borgerrepræsentationen vil helst sparke den langt ud af København – min bil. Og jeg ved godt, at den er en del af problemet. Der går ikke mange år, så vil det at sætte sig ind i en bil, svare til at tænde en stor cigar blandt legende vuggestuebørn.

Men jeg elsker min bil, som kun pistolbærende og barbecue-ædende amerikanere gør det. Og netop USA er en stor årsag til forelskelsen. Hollywood har solgt mig drømmen om den åbne vej, hvor man med yacht rock i højtalerne drøner tværs over landet for at lægge fortidens spøgelser bag sig. Selv en lille trilletur til Køge kan få et ’Thelma & Louise’-skær over sig i min bil. 

Det er dog ikke kun fantasier om fremdrift, oprør og en ny begyndelse, der holder bilen kørende. I min dagligdag gør den livet mere komfortabelt og nemt, og jeg elsker alt materielt, der har den evne (derfor har jeg også en upassende og alt for tæt tilknytning til min opvaskemaskine). 

Mine børn spiller begge fodbold, og det er tusind gange nemmere at køre i bil til Ballerup søndag morgen klokken otte, når vi skal til udekamp end at tage bus og tog. Med det offentlige ville det tage dobbelt så lang tid. 

Jeg er ikke blind for alle de problemer, som biler medfører. Klimaet hoster og hakker. Luftforureningen slår folk ihjel. Parkeringspladserne forsvinder. Og alt for ofte sidder vi bilister bandende i en kø med bankende puls, mens vi bliver mindet om den gamle sandhed: You are not stuck in trafic. You are trafic.

Vi bliver alle nødt til at ofre noget i den grønne omstilling, men jeg er klar på at spise selleribøffer resten af mine dage, hvis blot jeg får lov til at beholde min elskede lille blikdåse. 

En god ven sagde for nyligt, at han godt kunne lide at køre bil, for det er det sidste sted, hvor han har styr på det. Hvis alt andet i livet sejler, kan det være beroligende at sætte sig bag rattet og selv sætte farten. Derfor vil jeg nyde de sidste køreture i bilen, for det, de netop er, de sidste. Vi ses ude i køen.


Bobs ostebøf

Bob Dylan er notorisk fåmælt, når han giver koncert. For det meste siger han ingenting. Men det gjorde han så ifølge The Philadelphia Inquirer alligevel for nylig under en koncert på hans Never Ending Tour. Og hvad sagde manden så efter al den tavshed? At han elsker cheese steaks fra Philadelphia: “Can’t forget those.”

Bob Dylan Rockhistorier
Foto: Ken Regan / Sony Music

Klimavenlig gaveindpakning

Hvert år ryger 700 tons nyt tøj fra danske butikker og virksomheder direkte på forbrændingen. Samtidig smider vi over 800 tons gavepapir ud ved juletid. Det har danske ANEW ANEW sat sig for at gøre noget ved. Virksomheden, der har to unge kvinder i spidsen, laver genbrugelig gaveindpakning af affald fra tekstilindustrien med den intention at skulle re-cirkulere, reparere og bevare indpakningen år efter år.

Det er aldrig for tidligt at blive ‘vlogger’

Årets julegave-ide fra BabySam, fundet af Jan Elhøj. De kan ligeså godt lære fra helt smål, hvordan man høster likes, kommentarer og følgere.

Det bedste fra Heartbeats

”Jeg blev chokeret over systematikken i det, det var meget skræmmende.”

Ordene kommer fra Poul Madsen. I et interview med vores journalist Ditte Giese reflekterer han over den grænseoverskridende kultur på TV2, der bliver udstillet i dokumentaren, ’MeToo: Sexsime bag skærmen’.

Du kan læse hele interviewet her.

Thomas Balslev er træt. Ikke bare sådan lidt almindelig uoplagt, men snarere udmattet ind til benet. I sin faste klumme ’En fars bekendelser’ fortæller han om den velsignede søvn, der nat efter nat fremstår som et fjernere og fjernere fatamorgana.

Hvad stiller man op, når man kommer hjem fra krig, hvor man måske både savner fællesskabet og samtidigt har skræmmende oplevelser, der gnaver i psyken? En gruppe veteraner har fundet svaret på isen. De har dannet en ishockeyklub, og journalist Sofie Valentin, og fotograf Rita Kuhlmann tog med til en træning en onsdag aften i Ørestaden.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics