Man burde slet ikke komme på tv med så dårlige jokes: DR kunne lære af UEFA

Mens den aktuelle sæson af af ‘Nak og æd’ mest af alt er blevet modtaget i en form for royalistisk ekstase over, at kronprinsen pludselig medvirkede i et afsnit, hvor han viste, at han kunne skære bugen op på en død hjort, så blodet flød, og alle tænkte, at han var da rigtignok en rigtig mand, sad jeg derhjemme og blev helt pikeret. Ganske vist over noget andet, nemlig det første afsnit, hvor Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe tager til Randers Fjord for at nakke ænder, og her får de hjælp af en gammel gevær-røver, Kaj, som har pløkket flyvende fugle i en menneskealder, og nu sad han så der og opførte sig så upassende, at han ikke burde komme på tv. Det første, han foretager sig i afsnittet, er at give Nikolaj Kirk et ordentligt rap over nallerne – som en slags joke selvfølgelig. Hvilket de griner sådan lidt anstrengt af. Det så ud til at gøre pænt nas jo. Så kommer han med en underlig chauvinistisk spøg om sin kones fodlænke og spørger, hvad fanden de skal med “reservedele”, da Kirk præsenterer mad med kråse. Hele afsnittet var en lang parade af uhøflige onkel-jokes, der var så dårlige som rådden mælk. Som en loyal fan af programmet må jeg tørt konstatere, at Kajs opførsel var en katastrofe. Og den burde ikke dominere afsnittet. En ting er, at der findes uforbederlige klaphatte i midtjylland, men næste gang, man møder dem som tv-hold, kunne man med fordel overveje ikke at filme dem. Præcis som UEFA-bestemmelserne tilsiger i fodbold, når nogen løber ind på banen, bør man kigge den anden vej. Easy as that.

En engelsk fodboldfan med et tændt romerlys i røven er blevet billedet på en vanvittig engelsk fankultur, der formåede at ødelægge alt det bedste ved EM – festen, fejringen, sammenholdet – da flere tusinde fans smadrede byer, overfaldt tilfældige forbipasserende og udsatte tre spillere for racistiske angreb online. Og så skulle man måske tro, at manden med krudt i røven ville vågne op med en gedigen omgang (moralske) tømmermænd, men niks. Manden, der var fuld i 15 timer, sniffede kokain og stormede Wembley, fortryder intet. Tværtimod havde han den bedste dag i sit liv. “Der var ingen regler den dag. Alt, jeg ved, er, at jeg elskede det hele. Jeg var helt væk”, fortæller 25-årige Charlie Perry stolt i et interview med den britiske tabloidavis The Sun, der har fået overskriften ‘JACKASS: Yob put flare up bum, rank 20 ciders, snorted coke, then stormed Wembley… but says “I’m not sorry’”. Charlie Perry, der har “Benidorm Bunters” – en reference til en polterabend – tatoveret på røven, fortæller i interviewet, at han langtfra er nybegynder udi at snige sig ind på stadions uden en billet – og at han gjorde det samme, da England mødte Danmark i semifinalen. Til EM-finalen kostede det ham “kun” 250 pund at bestikke vagterne i stedet for at betale cirka det samme for en billet. Sejt, manner. Tabloide medier er normalt dem, de andre medier ikke vil lege med. Og især de britiske får ofte kritik for at gå for langt, lave useriøs clickbait og bruge ufine metoder for at få historier hjem. Men åh, hvor har det været befriende at følge The Suns dækning af urolighederne på Wembley, kaosset før og efter kampen og de racistiske angreb på flere spillere, som ifølge avisen er begået af “såkaldte fans”, “idioter” og “tabere” som i Charlie Perrys tilfælde. 

I lørdags fik jeg min første vaccinedosis mod Corona. Det er en lettelse, for nu er jeg et stik tættere på immunitet og et stik tættere på et samfund, der ikke har kronisk Corona-angst. Men stikket har faktisk også været forbundet med en smule nervøsitet. Jeg er opvokset i et totalt anti-vaccine-hjem, så det at lægge arm til Moderna var en grænseoverskridende affære. Sådan er jeg nok ikke den eneste, der har haft det. Men hvorfor er mange af os egentlig så bange for vaccinen? Måske kan vi finde svaret i en bog. I ‘Immunitet – et essay om vaccination’, undersøger den amerikanske forfatter Eula Biss, hvilke diskurser der dominerer vores sprog for sygdom, menneskekroppen, immunitet, medicin og – ikke mindst – vaccinen. Den udkom allerede i 2014, men er yderst aktuel i dag, hvor de fleste af os, ikke blot skal forholde os til vaccinen, men også skyde den ind i overarmen. Gennem en fin blanding af naturvidenskabelige overvejelser, historiske og mytologiske perspektiver og personlige inputs prøver hun at forstå anti-vaccinebevægelsen og peger på, at den primæret er opbygget af frygt. Frygt for det fremmede, frygt for det moderne, frygt for kontroltab, frygt for døden. Men selvom frygten er fælles, er den ikke fællesskabende. Det er vaccinen derimod. Det er flokimmunitet. Det er samfundssind. I hvert fald, hvis vi spørger Biss – og Søren og Mette. Bogen kan tilbyde vaccineskeptikeren et anderledes blik på de ellers udskældte kanyler og får derfor min varmeste anbefaling. Nu venter jeg bare på anden dosis.