En Oscar-statuette i overstørrelse pakket ind i plastik lige før showet, der løb af staben natten til mandag. Foto: Ruth Fremson/New York Times/Ritzau Scanpix

Morgenbeats: Oscar-uddelingen er ved at være ligegyldig

De senere års Oscar-uddelinger er blevet forbundet med identitetspolitik, shitstorms og mangel på værter. Det får seerne til at sive.

Hvad skal vi egentlig bruge Oscar-prisuddelingen til i 2022? Det er værd at overveje i en tid, hvor Hollywood lider under en årelang kreativ krise, og i den grad er blevet overhalet indenom af streamingtjenesterne og de allestedsnærværende tv-serier. Engang var den årlige gallafest for filmens verden forbundet med glamour, overraskelser og forventning, og som seer fik man viden og anbefalinger til de film, der senere kom i biograferne herhjemme. Nu er udbuddet af film og serier gigantisk, hver dag bliver der lagt nyt kvalitetsindhold på streamingstjenesterne, og det er tydeligt, at det, der især sælger i biograferne, er superheltefilm og remakes af gamle koncepter.

Samtidig er de senere års Oscar-uddelinger forbundet med identitetspolitik, shitstorms og en tung hammer, der falder på de sociale medier. Shitstorm-kulturen har ramt The Oscars, og det eneste, der bliver talt om i år, er meget symptomatisk den verdensberømte lussing fra Will Smith til Chris Rock.

Det bliver også sværere og sværere at finde værter med ren nok “straffeattest”. Tre år i træk har showet været uden vært, men i år var hele tre kvinder værter sammen om opgaven, nemlig Regina Hall, Amy Schumer og Wanda Sykes, og det er da en meget sympatisk idé med tre sjove kvinder på scenen, men det er også en meget tydelig, løftet pegefinger. Det er måske meget godt at være super tydelig efter de senere års kontrovers med #OscarsSoWhite, #TimesUp og #MeToo?

Men seerne siver. Tidligere var det normalt med mellem 30 og 40 millioner seere til showet, men i 2020 så ‘kun’ 26,5 millioner med, og sidste år så under 10 millioner med, altså en halvering. Krisen er tydelig og skal nok forklares i samspillet mellem streaming, tv-seriens guldalder, identitetspolitik og at Hollywood og Oscar-akademiet alt for længe har sovet i timen med at omstille sig til en tid, hvor køn, etnicitet og alder er vigtigt. Folk over hele verden søger nye perspektiver, fortællemåder og point of views, men the academy har alt for længe kørt videre i den sædvanlige gænge. Og nu er prisuddelingen ved at være ligegyldig. Ændringen kommer simpelthen for sent. Og mon ikke det vil afspejle sig i nattens seertal? Fra årets show vil det formentlig kun være optrinnet mellem Will Smith og Chris Rock, der vil stå tilbage – og ikke hvem der løb med priserne.

Af Ditte Giese

Mænd, der elsker hinanden

Denne uge havde Podimo premiere på en ny podcast med to af den danske mediebranches mest elskede tv- og radioværter, nemlig Mads Steffensen og Flemming Møldrup. De skal tale sammen i Steffensens køkken, og tanken er at bygge videre på Møldrup og Steffensens bromance og samarbejde fra årene med ‘Kender du typen?’, som kendere af programmet vil vide skiftede mellem macho-kanøfleri og ren kærlighed. Podcasten går i hælene på de mange venskabs-podcast med kvindelige værter, det åbenlyse forbillede er en af landets mest populære podcasts, ‘Sitter’ med Signe Lindkvist og Iben Hjejle, men også ‘Fries Before Guys’, ‘Mens vi strikker’ og ‘Om søndagen græder vi’. Premiereprogrammet af ‘Mads & Møldrup mellem venner’ handler en del om kaffekopper, hvad podcasten skal handle, om dengang Steffensen tyrede en bold lige i skridtet på Møldrup på tv, og at Mads Steffensen selv spiller en jingle på sin guitar. Det er ret analogt, og vanen tro er Steffensen ret dominerende overfor Møldrup, der blandt andet får at vide, at han skal “tage rummet” mere. Heartbeats elsker Flemming Møldrup og er lidt bekymrede for, om Mads Steffensen nu husker også at behandle Flemming ordentligt. Vi lytter med.

Møldrup & Steffensen

Sidste omgang fra Phife

Seks år efter sin alt for tidlige død kommer nu posthum et helt album fra Phife Dawg, der var rapper i en af de vigtigste hiphopgrupper gennem tiden, A Tribe Called Quest. Det er altid ambivalent med disse albums, der udkommer efter en kunstners død. På den ene side vil man gerne have mere fra kunstneren, og på den anden side er det ofte blot sange, der burde være blevet i skuffen, men som kun offentliggøres, fordi pladeselskabet vil klemme det sidste ud af succesen. Albummet fra Phife har dog en berettigelse, hvis man skal tro anmeldelser fra blandt andet Pitchfork og Rolling Stone Magazine.  

Sober fortælling

Den kendte krimiforfatter Jesper Stein udgav den glimrende erindringsbog ’Rampen’ for to år siden. Nu følger han op med historien om, hvordan han overvandt sin alkoholisme i bogen med den sigende titel ’Ædru’.
I et interview i forbindelse med udgivelsen sagde han:
”For mig kan det koges ned til, at man i dag anskuer alkoholisme en sygdom og til sætningen “Det er ikke din skyld, det er dit ansvar”. 

Det bedste fra Heartbeats

Udvalgt af Emil Norsker

”Det værste sted i filmen fik mig til decideret at græde af skræk.”

Annelise Hartmann Eskesen er ikke fan af gyserfilm. Alligevel har hun været stærkt draget af Christian Tafdrups nye film ’Speak No Evil’. Derfor trodsede hun alle advarsler og gik ind i så den. For hvad var det værste, der kunne ske?

Den danske drukdebat er boblet op til overfladen igen, efter at regeringen har foreslået, at det skal forbydes unge under 18 år at købe alkohol. Det har fået kritikerne til tasterne og beskyldt dem for at være formynderiske. Men måske er det tid til, at vi gør op med vores helt særlige (og lidt sørgelige) drukkultur herhjemme. Her fortæller Ditte Giese om sin egen ungdom, hvor mange, selv på det pæne Frederiksberg og Østerbro, gled, faldt og aldrig kom op igen.

Coronaen lagde det meste ned, hvilket også gik ud over Københavns dokumentarfilmfestival. Nu er den heldigvis tilbage og med et helt igennem forrygende program. Ditte Lynge har fundet 10 anbefalinger, du bør overveje.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics