– Jeg er vist gået forkert, siger en mand og peger grinende på sit outfit.
Som den eneste i lokalet er han iført fløjl fra top til tå. Alle andre er i denim.
Vi befinder os i herretøjsbutikken Brund på Østerbro. Det er en sen novembereftermiddag, og mørket er faldet på, men butikken holder i dagens anledning længe åbent. Der er disket op med dåsebajere, pizza og rockmusik i højtalerne.
Centralt i butikken står et tøjstativ fyldt med slidte jeans med et lille skilt, der unægteligt ligner et prisskilt. Folk bladrer frem og tilbage mellem de mange jeans, de nikker anerkendende og købevilligt. Men ingen af bukserne er til salg og på det lille skilt, står navnet på deres ejermand. Bukserne er nemlig emner i en konkurrence, der så vidt vides aldrig før er afholdt på dansk grund.
En såkaldt Fade Off.
Når man hører ordet fade, falder manges tanker nok på en korthåret frisure. Men for det jeanskyndige folk er der tale om noget helt andet. Der er tale om den patina, der kommer på jeans efter længere tids brug. Det kan måske lyde som en mindre detalje i påklædningsmoden, men det er det ikke. Det er noget nær en videnskab, og Heartbeats er faldet over et dansk denim-community, hvor slidte bukser ikke bare er et stykke tøj, men en hobby.
Foruden manden i fløjl er de cirka 20 mænd, der er mødt op i Brund denne eftermiddag, næsten som duplikater af Chili Klaus.
Kasket, fuldskæg, skjorte, charmeklud og jeans er standarduniformen for dem, der er samlet for at konkurrere i slidte jeans.
Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvad laver de her? Hvad får granvoksne mænd til at gå i det samme par bukser dag ud og dag ind, slide dem op for så at lappe dem og tage dem ned i en butik på Østerbro?
Jeans eller cowboybukser?
– Denim transformerer sig, og det er fedt. Det er en udbredt forståelse, at jeans er pæne, når de er slidte, de får et personligt og unikt udtryk. Det blev jeg i sin tid meget nysgerrig på, fortæller Thomas Stege Bojer, der er manden bag The Fade Off.
Han har om nogen fingeren på pulsen, hvad angår jeans. I 15 år har han drevet hjemmesiden Denimhunters, der er et form for jeansleksikon. På Instagram har siden mere end 44.000 følgere, og publikummet er internationalt.
Thomas Stege Bojer har arbejdet professionelt med jeans, siden han i 2008 begyndte at arbejde hos den hedengangne aarhusianske tøjbutik Ei’kon. Han har også netop startet sit eget jeansmærke, Weirloom, og så arbejder han en gang imellem i Brund.
I butikken skal det vise sig, at dagens konkurrence bliver tæt, men det vender vi tilbage til. Inden da skal vi nemlig have afklaret en ting eller to om cowboybukserne.
Hedder det for eksempel jeans eller cowboybukser?
– Man kan godt sige cowboybukser, men jeg vil aldrig gøre det, fortæller Thomas Stege Bojer og uddyber, at jeans er den brede internationale term, og cowboybukser er den term, vi har uforklarlige årsager har valgt i Danmark.
Hvad er fade?
Den anden ting, vi skal have styr på, er selve faden. Den helt ægte form for fade opstår i den jeanstype, man kalder raw denim, forklarer Thomas Stege Bojer.
– Det er den her helt gammeldags slags jeans, som kommer uden slid fra fabrikken. De kommer helt mørkeblå, og så skal man selv gå dem til, så de bliver flotte.
Omkring 1970’erne blev det moderne at være iført bukser, der så slidte ud, og derfor begyndte alle de store mærker som Levi’s at lave deres jeans på en måde, så de så slidte ud i forvejen.
Slid på jeans handler i høj grad om, hvordan farven udvikler sig over tid i de populære benklæder.
– Whiskers er striber, der løber horisontalt oppe omkring skridtet, hvor der ofte er folder, forklarer Thomas Stege Bojer og tilføjer, at honeycombs er i knæhaserne, hvor man ser samme type slid, fordi stoffet folder.
I dag laves de fleste jeans prewashed. De er altså produceret med det slidte look, som Thomas Stege Bojer og andre denim-entusiaster bruger år på at fremprovokere på deres jeans.
Ifølge Thomas Stege Bojer er der to overordnede former for fadede jeans.
– Den ene er dem, der har ekstremt høj kontrast mellem de slidte dele og de ikke-slidte dele, altså der hvor vi ser honeycombs og whiskers, siger han og fortsætter:
– Den anden type er det, man vil kalde vintage fades, hvor bukserne måske er blevet vasket 100 gange og kontrasterne ikke er lige så høje. Det er som regel nogen, der har brugt dem lidt mere uden at tænke over det.
– En god tommelfingerregel er, at man skal gå med dem 100 gange, før man vasker dem, fortæller Thomas Stege Bojer, der hælder til man skal vaske dem, hvis de bliver beskidte.
Stinkebukser
En af dem, der er med til konkurrencen i dag, er Asger.
Han har ligesom mange af de konkurrerende mænd i butikken taget Thomas Stege Bojers råd til sig – og endda taget den et skridt videre.
– Jeg har gået med dem her næsten hver dag i to år, og de har været vasket fire gange, fortæller han om de jeans, han har taget med til konkurrencen.
En anden deltager, Alexander, forsøger at undgå at vaske sine jeans, og når de endelig bliver vasket, foregår det uden sæbe. Casper går altid med sine jeans i 1,5 år, før de bliver vasket, og Niels sætter streger på indersiden af lommerne for at tælle, hvor mange dage han har gået uden at vaske dem.
Forestil dig at gå i den samme T-shirt 100 gange uden vask. Det ville unægtelig komme til at lugte. Så hvordan slipper man af sted med at bære de samme jeans 100 gange, uden at lugt bliver et problem?
– Det gælder om lige at køre dem igennem vand, inden de begynder at lugte, og hvornår de gør det, det er en gut feeling, fortæller deltageren Alexander og tilføjer, at de er svære at redde, hvis de først er begyndt at lugte.
– Da jeg fik mine allerførste unwashed jeans for mange, mange år siden, der vaskede jeg dem ikke, for det var anbefalingen dengang, fortæller Brunds bestyrer Peter Garenfeld-Rerskov og fortsætter:
– Min daværende kæreste sagde: “Det går ikke, du. Du lugter.” Jeg gik jo i bad hver dag, men mine jeans stank virkelig.
Peter Garenfeld-Rerskov skal være dommer sammen med Thomas Stege Bojer. Han har arbejdet med jeans i over 25 år, og har med tiden fået et mere afslappet forhold til fade. Ligesom han selv vasker sine jeans regelmæssigt, så opfordrer han sine kunder til det samme. På den måde bliver stoffet blødere og så holder de længere.
Japansk denim er det nye mørkeblå
Peter Garenfeld-Rerskov mærker, hvordan raw denim er begyndt at tiltrække et nyt og yngre publikum. Han fremhæver Jeremy Allen Whites simple look med hvid T-shirt og jeans i tv-serien ‘The Bear’ som en af de popkulturelle faktorer, der har drevet nye kunder ind i biksen.
Er vi virkelig ikke kommet videre? Det er 2026, og jeans er stadig the shit?
– Næsten alle mandlige stilikoner gennemtiden har på et eller andet tidspunkt poseret i et par fede Wrangler jeans eller et par fede 501’ere (en Levi’s model red.), fortæller modejournalist og vært på podcasten popsmart Chris Pedersen.
‘Yellowstone’ er eksemplet på en anden serie, der har fået yngre kunder til at strømme til Brund, og lige for tiden er det jeans fra et bestemt land, der trækker.
– Jeg oplever en stor efterspørgsel på japansk denim. Det har aldrig været mere populært, end det er lige i øjeblikket, siger Peter Garenfeld-Rerskov og tilføjer:
– Der er nogle japanske mærker, der har nogle vanvittigt flotte vaske, som ligner det, man selv kan lave, men det er bare ikke noget, vi kan sælge. Vores kunder kan godt lide at arbejde sig selv ind i det.
Ifølge Chris Pedersen så har japansk denim længe været anførende. De har nemlig taget den amerikanske denimtradition og gjort den endnu bedre.
– Hele den japanske denimindustri er bygget op omkring at forfine denim, det er i modsætning til alle andre denimtyper, der er på markedet lige nu, som enten er fyldt med stretch eller alt muligt andet materiale.
De japanske denim-mærker har også gjort sit indtog blandt deltagerne i dag. På tøjstativet i midten af Brund er der nemlig en klar overvægt af mærkerne Edwin og Iron Heart.
En hobby uden samlermani
Jeansentusiaster er, vil jeg vove at påstå, lidt specielle. Hobbyer, der involverer genstande, er som regel tilsat en større eller mindre grad samlermani. Se bare på folk, der samler på frimærker, mønter eller sneakers. Men sådan forholder det sig ikke med de passionerede jeansentusiaster.
De fleste af deltagerne ejer meget få par jeans, og det er der flere grunde til. For det første er der gået sport i at få dem til at holde så længe som muligt. Et af de par jeans, der er med i konkurrencen er et par Levi’s fra 70’erne. For det andet behøver de deltagende ikke særlig mange par bukser, fordi de går i det samme par meget lang tid ad gangen for at give dem det rigtige fadede look.
– Når jeg køber nye jeans, tænker jeg over, at det er noget, der skal være af så høj kvalitet, at det også kan repareres. Billige jeans fyldt med plastiktråd er enormt svære at reparere, fortæller Asger, der benytter sig af den japanske reparationsteknik, man kalder sashiko.
De bukser, han har taget med i konkurrencen ligner et form for patchworkkunstværk. De er repareret over 25 steder med shashiko-metoden. Foruden patchworkkunstværket ejer han kun det par jeans, han er iført.
Deltageren Lars fortæller, at han sværger til raw denim, fordi det er spændende at følge udviklingen over tid. Han har lige købt et japansk par af modellen Big John, som han er enormt spændt på at følge.
– Jeg kommer til at holde mere af mit tøj. Det kan noget at forbinde sig fysisk til sine ting. Det er enormt behageligt i en tid, hvor alting bliver digitalt, og AI gør sit indtog. Så kan man sidde om aftenen og reparere sit tøj. Det er enormt meningsfuldt og enormt meditativt, fortæller Asger.
Der er en jovial stemning i butikken, og deltagerne kender hinanden på kryds og tværs. Flere af dem påpeger, at det er et Instagram-fællesskab, og de er kommet herned for at klappe hinanden på ryggen.
– For de mænd, der går op i tøj, så gælder det, at deres tøjforbrug ofte er forbundet med nørderi. Der er så mange ting, man kan dykke ned i ved denim, fortæller modejournalist Chris Pedersen.
Afgørelsens time
I butikken er vi nået til afgørelsens time.
– Det vigtigste er, at det emmer af at vedkommende har brugt dem. Det må ikke være noget der er forceret. Det går ikke, hvis folk har siddet derhjemme med sandpapir, for at få det til at se slidt ud, forklarer Peter Garenfeld-Rerskov.
Thomas Stege Bojer indskyder, at det vigtigste er at huske på, det er for sjov. Han minder alle om, at de er samlet for at dyrke en hobby.
– Der er fire, som lige kildede lidt mere på de to tosser her, siger Peter Peter Garenfeld-Rerskov med et smil og peger på sig selv og Thomas Stege Bojer.
De fire vindere bliver Asger, Niels, Alexander og René. Konkurrencen var tæt, og de slog blandt andet et par Edwin hotpants og et par jeans med en fade, der havde form efter ejermandens overskægsvoks. Dommerne understreger, de har valgt fire, der på hver sin måde er et lille stykke kunst.
Asger og Niels’ bukser er repareret flere steder med sashiko-metoden, og de to dommere lægger vægt på det “vanvittige” håndværk. Renés bukser har flotte kontraster med whiskers og honeycombs.
– Den her kunne nok godt trænge til en vask, men den har virkelig levet et liv, siger indehaveren af Denimhunters om Alexanders bukser, der er den fjerde vinder.
Aftenen har været en succes og hverken Thomas Stege Bojer eller Peter Garenfeld-Rerskov kan afvise, at det bliver den sidste fade off.
Chris Pedersen vurderer dog, at fade offs og japanske reparationsmetoder vil forblive en subkultur.
– Selvom jeg ville ønske det var omvendt. Håndarbejdet og den synlige hånd er begyndt at blive en luksusvare. Jeg tror desværre, at der i fremtiden kommer til at være et langt større skel mellem dem, der går op i deres ting og køber ordentlig kvalitet, og dem, der ikke har råd til det.
