Kommentar
Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det og oprigtigt er flov over at sige det nu, så kommer det her: Jeg er kræsen. Det var okay som barn ikke at kunne lide det, der blev serveret, men nu er jeg 26 år og med slik er jeg stadig i en helt anden liga af kræsenhed. Fredagsslik, som min mor troligt og mor-agtigt arrangerede i små skåle til Disney Sjov hver uge, sagde mig ingenting. Selv som voksen siger fredagsslik mig ikke noget, heller ikke nogle andre dage i ugen. Særligt i december har jeg svært ved at vedkende mig mit medlemsskab i De Kræsnes Klub, fordi alting marcipanificeres og bliver pyntet med lakridskonfekt, og det er jo meningen, at man bare skal elske det. Og når man vinder en æske livets fyldte chokolader i pakkeleg og aldrig ved hvad man får, men man bare ved, at der i samtlige chokolader er enten saltkaramel, lakridspulver, mintmasse eller orangeessens. Lad nu bare chokolade smage af chokolade! Mandelgaven er også altid en af de der marcipangrisebasser, og bare tanken om at sætte tænderne i den helt melede halvknasende gullige sukkermarcipanmasse. Det er ren rå smag af skuffelse, det er kvalmefremkaldende og grynet så selv spytkirtlerne kommer på arbejde. Hvis det endelig skal være, så bag marcipansmagen væk i en kransekage for eksempel, så os kræsne og smagsforskrækkede voksne kan bevare værdigheden i god behold. Ellers foreslår jeg, at vi danner en folkebevægelse mod mandelgaver i marcipan. Gerne til fordel for noget, der er formet i ren Marabou.
Firdobbelt albumdrop fra Arca
Sidste år udgav den elektroniske musiker Arca alias 32-årige Alejandro Ghersi fra Venezuela det Grammy-nominerede album ’Kick i’. Nu har hun smidt ’Kick ii’, ’Kick iii’, ’Kick iiii’ og ’Kick iiiii’ på gaden. Alle fire album på en gang! Og de er lige så fascinerende som etteren. Har du endnu ikke hørt om det non-binære transkønnede, posthumane musikfænomen, der har lavet musik med Björk og Kanye West, så er der altså nok at gå i gang med.
Vild Hverdag
Simon Jul drager på vildmarkstur, fristes man næsten til at sige, når han besøger verdens koldeste by og lander hos en russisk familie midt i middagsmaden med “gulvskåret frossen fisk og grøn salat i en by med permanent permafrost”. Man får et helt unikt indblik i en hverdag langt fra den vi kender i Danmark. Serien hedder ’En Vild Hverdag’ og kan ses på TV2 Play. Det er en klar anbefaling herfra.
Medicinsk illustration gik viralt
I sidste uge gik det her billede viralt. Og for manges vedkommende var det første gang nogensinde, de så en sort kvindes livmoder afbilledet. Det gav anledning til refleksioner om behovet for større diversitet i medicinske illustrationer, der historisk set udelukkende har portrætteret – ja, hvide kroppe. Som en sort studievært formulerede det i et indslag på CBS: “Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde brug for dette, før jeg så det.”
Bye bye Bronuts
Det var en overraskende dille, da reality-personligheden Türker Alici i 2019 åbnede den spraglede donutbutik, Bronuts, der fik teens, tweens og andre Instagram-begejstrede typer til at stå i kø for at købe donuts oversået med slik og glasur. Og poste billeder af det til vennerne. Snart var der butikker over hele landet, men nu er det slut. Alle butikker er lukket, og der er indgået konkursbegæring, oplyser ejerne i en pressemeddelelse. Landets mange bubble tea-butikker må ryste i bukserne.
Det bedste fra Heartbeats
Vi har tidligere beskrevet, hvordan der bliver solgt stoffer, tæskehold og andre uhyrligheder i hemmelige grupper på Facebook. Men de kriminelle har nu fundet et nyt lukrativt forretningsområde i falske coronapas. For priser op til 7.000 kroner kan med sådan et i hånden tage ud at spise eller rejse, selvom man ikke er vaccineret.
Læs hele historien her.
Hvordan kommer man sig over kærestesorg? En af måderne er kunne være at bygge et hus. Det fortæller Louisa Hayman, som har bygget sit eget tiny house. Lige overfor sin ex-kæreste.
Læs, hvordan det gik Louisas projekt her.
”And Just Like That” er Carrie og veninderne i ‘Sex and The City’ tilbage. Men strømmen i samfundet er mellemtiden gledet hurtigt forbi power shopping og smutture til Dubai, så har serien overhovedet en berettigelse nu? Ja, måske skriver Ditte Giese.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️