Operate veteran hockey
Foto: Rita Kuhlmann

På isen med en hockeyklub for krigsveteraner: ”Vi ville have svært ved at fungere på et normalt oldboyshold”

I en skøjtehal i Ørestaden mødes en flok veteraner hver onsdag for at spille ishockey i Operators Hockey Club. Her er det fællesskabet og den hårde træning, som får veteranerne til at glemme tankerne og vende tilbage igen og igen.

Der er ikke et øje i Ørestaden denne onsdag aften, hvor klokken nærmer sig 21. Royal Arena ligger stille hen, Fields har lukket for dagen, og den vindblæste bydels beboere har for længst trukket inden døre.

På en parkeringsplads, der ligger klos op ad Royal Arena, høres som det eneste lyden af rullende hjul mod asfalt, der stammer fra den store taske, Ronnie Santiago kommer trækkende med.

”Så er vi klar til noget ishockey,” siger han, mens han åbner døren til Ørestadens Skøjtehal og ruller den store taske med udstyr indenfor.

Ronnie Santiago, der var udsendt til Balkan i 1995 som oversergent og sektionsfører for en forsyningsdeling, er første mand i hallen i aften, og han var også en af de første i Operators Hockey Club i København. Han så et opslag på Facebook om en afdeling af klubben i Jylland og fandt ud af, at der et lignende tilbud under opsejling på Sjælland, så han startede op i København med to andre veteraner, træner Henrik Baun Grubak og holdleder Klaus Smærup. Det er to og et halvt år siden, og i dag har Operators i København 30 medlemmer.

Ishockeyklubben er et mødested for krigsveteraner, der kan komme en gang om ugen for at slå en puck rundt i et par timer. Alle er velkomne, uanset færdigheder på isen. Det er forskelligt, hvor mange fremmødte der er, nogle gange er der otte, andre gange møder næsten alle 30 mand op.  

Ronnie, der er anfører og spillende hjælpetræner, venter på resten af holdet, og svarer beredvilligt på mine spørgsmål om Operators Hockey Club, mens vi ser på et andet hold, der træner.

I er gået fra 3 til 30 spillere på to år – hvordan er I lykkedes med at få så mange medlemmer?

Jeg tror, at det handler om to ting. For det første er det fysisk anstrengende, og man får brugt sin krop. Og for det andet, så tror jeg, at det er en kæmpe fordel for os, at alle omkring holdet selv er veteraner. Det gør en stor forskel, at det ikke er en civil træner, der ikke kan sætte sig ind i den militære verden. Folk siger i hvert fald, at det er en af årsagerne til, at det er sjovt og godt at være her,” siger Ronnie

Hvorfor er det vigtigt, at I som veteraner har et sted, hvor I kan mødes?

Man skal tænke på, at når vi er udsendt, så er vi mere eller mindre sammen 24-7 i rigtig mange måneder. Når man kommer hjem, savner rigtig mange fællesskabet og følelsen af, at man er en del af noget. Det oplevede jeg også selv, da jeg stoppede i Forsvaret. Den følelse kan man finde igen, når man er sammen med andre veteraner – og man behøver ikke have været udsendt på den samme mission eller til det samme område. At man har en fællesnævner, der hedder Forsvaret, gør bare noget for vores forståelse af hinanden og den måde, vi respekterer og behandler hinanden på,” svarer Ronnie og nikker til Henrik Baun Grubak, der netop er trådt ind i hallen.

‘No one gets left behind’

”Henrik er spillende træner for Operators,” informerer Ronnie mig om.

Henrik siger goddag og fortæller, at han kommer direkte fra Viborg, hvor han har været på job.

Imens han fortæller om køreturen, triller der lige så stille flere store tasker ind i Ørestadens Skøjtehal.

Mændene trækker alle mod omklædningsrummet, der summer af snak om den forgangne uge, mens de store tasker bliver frigjort for grej.

”Hvad sker der herinde?” lyder det muntert fra Ronnie, mens han går ind til sine holdkammerater.

Der sidder otte mænd i omklædningsrummet i dag, der er ved at gøre sig klar til at gå på isen. Lydniveauet er højt, og snakken går om alt fra arbejdsdag til nyt hockeygear.  

”Hvem er i rød, og hvem er i hvid trøje i dag?” bliver den spillende træner Henrik Baun Grubak spurgt om, da alle mand har fået udstyret på.

Henrik opdeler to hold ved at skiftevis pege på hver mand, mens han siger:

”Rød’, hvid, rød, hvid.”

Mændene finder de røde eller hvide trøjer, der alle har den gule ’støt vore soldater’-sløjfe på brystet. På midten af trøjen er en soldat afbilledet med skøjter og en hockeystav og teksten ’no one gets left behind’.

Trøjerne bliver trukket over hovedet, og alle mand stavrer med skøjter på fødderne mod isen.

”Vi ville have svært ved at fungere på et normalt oldboyshold,” fortæller Ronnie om klubben og fortsætter:

”Det er jo ikke fordi, vi alle sammen har en diagnose, enten fysisk eller psykisk, men vi er alle sammen på en eller anden måde mærkede af den tid, vi har haft i Forsvaret. Det gør, at vi fungerer rigtig godt sammen. Vi er nok lidt specielle…”

Ronnie griner.

Mændene løber ud på isen og begynder opvarmningen. Der er stille, udover det skarpe smæld, når en puck møder banden, eller den dumpe lyd af en puck, der rammer målmanden i stedet for målet.

Da opvarmningen slutter, samles alle mand ved den ene side af banden for at få instrukser fra Henrik om, hvad træningen byder på i dag.

”Jeg står heroppe,” siger Henrik og peger på en tavle, mens han tegner og fortæller:

”Så laver jeg en pasning. I tager pucken. Det er to mod nul.”

Ikke vekslet mange ord

Mens alle får vejret og rækker ud efter en drikkedunk, inden øvelsen begynder, spørger jeg, om der er nogen, der har lyst til at snakke med mig om, hvordan det er at være en del af Operators Hockey Club.

”Kan det være bagefter? Så kan vi holde fokus på træningen nu,” svarer Anders Boserup Lauritsen mig venligt, mens et par af de andre nikker.

Jeg tager opstilling ved den ene langside, lige ved siden af den tavle, som Henrik bruger til at forklare aftenens øvelser på.

Under den time lange træning bliver der ikke vekslet mange ord mellem veteranerne. Der bliver lyttet opmærksomt, når Henrik forklarer den næste øvelse, og en gang i mellem giver en af de mere øvede hockeyspillere et godt råd videre til dem, der ikke står helt så sikkert på skøjterne endnu.

Under en kort vandpause får jeg øjenkontakt med Anders, der spørger mig, om jeg kan holde varmen i den kolde hal. Han damper nærmest af varme, mens han forpustet tager en tår af en drikkedunk. Jeg selv står og stamper en smule varme i mine fødder, mens jeg svarer, at det går nok.

Træningen bliver afsluttet med en kamp mellem de røde og de hvide trøjer, og så skøjter mændene mod omklædningsrummet.

Anders Boserup Lauritsen og Jesper Peter Bömers skøjter i den modsatte retning mod mig, så vi som lovet kan tale om hockeyklubben.

Anders har været udsendt til Irak som næstkommanderende for en spejderenhed, Jesper har været udsendt som ambulancemand til først Kosovo og senere Afghanistan. De har begge været medlemmer af Operators Hockey Club i 15 måneder.

Genialt fællesskab med andre veteraner

Hvorfor vil I gerne være med i Operators?

”Jeg spillede ishockey, da jeg var lille. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, og det har været rigtig hårdt under corona… Jeg fik også nogle tilbagefald fra min tid som soldat, som skulle bearbejdes. Det fik jeg faktisk gjort rigtig godt, men jeg fandt ud af, at jeg gerne ville finde et fællesskab med veteraner, hvor jeg kunne være med. Jeg googlede ’ishockey + veteraner’, og så kom jeg frem til klubben her. Jeg skrev til dem og kom ind og trænede. Jeg blev fuldstændig bidt af det, både fordi jeg elsker sporten, men også fordi det er fuldstændig genialt at være i et fællesskab med andre veteraner,” svarer Anders.

Hvad er særligt ved at være med i et fællesskab for veteraner?

”Alle fællesskaber kan jo noget, men et veteranfællesskab er unikt, fordi veteraner forstår hinanden på et helt andet niveau, end andre gør. Jeg kan sige til Jesper: ’Jeg har en dårlig dag i dag, jeg er helt off’, og så ved han udmærket, hvad jeg mener. Vi behøver ikke engang at kommunikere, for man ved det allerede selv,” siger Anders.

Jesper nikker samtykkende.

”Vi har hinandens ryg, som vi også havde, da vi var i krig. Vi støtter op om hinanden og har den grundlæggende tankegang, at vi står skulder mod skulder – også når vi spiller på isen. Det er bare et helt enormt tæt fællesskab, som man forstår, hvis man har været udsendt, og hvis man er veteran. Det er noget helt særligt,” afslutter Anders.

Anders, hvordan har du det, når du har en dag, hvor du er helt off, og hvordan hjælper det dig så at komme her?

”For mit vedkommende handler det om, at mit hoved godt kan stikke af, og jeg kan have 47.000 tanker på én gang. Men hvis jeg kommer her og har 47.000 tanker, så ender det med, at jeg får 100 kilo mand i hovedet, og så lærer man ret hurtigt, at man skal holde op med at tænke og slå hovedet fra, når man spiller. Det er ren afkobling, og det er virkelig godt for mig.”

Jesper, du har ikke sagt så meget. Hvad tænker du om at være med i Operators?

Jeg er nok så privilegeret, at jeg ikke har haft de store problemer, efter jeg har været udsendt. Men jeg har alligevel tænkt, at det kunne være rart at have et fællesskab med nogle veteraner, fordi der er en forståelse, som er svær at finde andre steder. Jeg talte med Sune, der også spiller her, som sagde, at jeg skulle prøve at komme med herud. At komme her har bekræftet mig i, at det er særligt fællesskab. Vi passer på hinanden, der er god stemning. Det er kærligt fællesskab, som man kan gå direkte ind i, fordi vi har den samme baggrund. I et andet fællesskab skal man måske mere lige se folk an. Her er det ’velkommen til, fedt du er her’, og så er man bare en del af hulen med det samme,” siger Jesper.

Man hjælper hinanden

Anders har lyttet opmærksomt og nikket flere gange, mens Jesper har talt.

Han byder ind:

”Det, som især kendetegner veteraner, er, at man kan møde en veteran hvilket som helst sted i verden, og så har man en forbindelse og en gensidig respekt, fordi man har været gennem det samme. Det samme sker også her, selvom der er nogen, der lige er startet på skøjter, og nogen, der har spillet ishockey, siden de var tre år – der er bare den der forbindelse, hvor man hjælper hinanden.”

Hvordan hjælper I på hinanden?

”Jeg ved, at nogen af de ældre på holdet lige sender en sms, hvis der er nogen, der ikke har været til træning et par gange. Bare lige for at høre, om alt er fint” siger Jesper.


Anders fortsætter:

”Jeg har også en på holdet, som ikke er her i dag, som jeg holder lidt øje med… Eller holder øje med er måske så meget sagt. Men jeg tjekker i hvert fald lige op på, om han er okay.”

Der bliver stille. Anders rømmer sig og siger så:

For mig handler det om, at vi møder hinanden i øjenhøjde. Tag fx alt det her med Afghanistan, der næsten lige er sket. Det har ramt mange af os veteraner, og jeg blev også selv hårdt ramt, fordi jeg har mistet en del af mine kammerater der. Da man kom herud til træning, kunne man godt mærke det på stemningen, og så kunne jeg sige: ’Jeg kan ikke helt håndtere, hvad der sker i Afghanistan, jeg har det af helvedes til’, og så kunne de andre sige: ’Det er noget lort, nu går vi på isen, og så tager vi det bare stille og roligt i dag,’ og det hjalp mig virkelig.”

Intenst og hårdt

Jesper smiler en anelse og siger:

”Man skal heller ikke underkende, at man ikke har overskud til at tænke på andet hockey, når man er på isen, fordi man er så forpustet. Det er en af de særlige ting, som hockey kan, fordi det er så intenst og så hårdt. Man er bare på.”

Hvordan har I det ovenpå en træning som i aften?

Sport er noget af det mest afstressende, man kan give sig til. Jeg har bare en ’aaahh’-følelse i hele kroppen,” siger Anders som svar på aftenens sidste spørgsmål.

Han rejser sig fra bænken og går ud på isen igen. Jesper følger efter.

Skulder mod skulder skøjter de mod omklædningsrummet.

Operators Hockey Club

Klubben har eksisteret siden 2018 og har afdelinger i Aalborg, Aarhus og København. OPHC har ugentlige træninger og tager til motionsturneringer i hele landet. Derudover arrangerer klubben også sociale arrangementer for sine medlemmer. 

Alle veteraner er velkomne til træninger i klubben – også selvom man aldrig har spillet ishockey før. Hvis man har lyst til at deltage, kan man finde mere information om træningssteder og tider på ophc.dk.

Boks

Ronnie Santiago. 54 år. Arbejder som dataspecialist i Kastrup Lufthavn i et cateringfirma. Bor i Hørsholm.

Anders Boserup Lauritsen. 37 år. Er selvstændig erhvervsdrivende. Bor på Amager.

Jesper Peter Bömers. 32 år. Arbejder som læge. Bor på Amager.

Find mere om
Footer graphics