Det siges, at den kun vokser ved foden af et træ, hvor lynet er slået ned. Det siges også at være den dyreste ingrediens i verden, selvom den lugter lidt af armsved. Og så siges det, at man ikke kan opdyrke den selv.
Den hvide Albatrøffel.
En underjordisk svamp, som er så delikat og sjælden, at intet kan måle sig med den. Man kan ikke andet end at betragte den som en uovertruffen kulinarisk gave fra naturen.
Visse mennesker vier deres liv til den svamp. Og det er der nu kommet en fantastisk dokumentarfilm ud af. ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’, som er udtaget til Sundance og Cannes Film Festival, er ikke nogen normal journalistisk dokumentar. Det er en æstetisk, charmerende og dybt underfundig film om Aurelio, Carlo, Sergio og Angelo – fire gamle italienske mænd, der har dedikeret deres eget og deres hundes liv til et håndværk og en hemmelighed, som nu er i fare for at dø ud og forsvinde.
Klimaforandringerne, rivaliseringer og skovrydning truer nemlig alt sammen Albatrøflens fremtid, og i takt med en stigende efterspørgsel falder udbuddet. Det gør filmens skabere Michael Dweck og Gregory Kershaw nu ikke noget stort nummer ud af.
Snarere insisterer de på at male et pittoresk portræt af trøffeljægerne og deres traditionsbårne kultur, mere gennem billeder end ord. Ikke så underligt, at nogen omtaler den som en cinematisk coffee table-bog, for det er drønlækkert at se på, når man følger jægerne i deres daglige rutiner. Når de spiser mad, går i bad med hunden, sorterer tomater og er på jagt i de mest fortryllende tableauer af skov og natur.
Hellere dø!
Flere morsomme scener sidder fast fra filmen: For eksempel den, hvor den 84-årige Aurelio sidder og spiser med en trøffelsælger, som ihærdigt forsøger at lokke hans gemmesteder ud af ham, og han så bare griner ad ham. Så hellere dø!
Eller den, hvor den langhårede poet Angelo, som har lagt trøffeljagten på hylden på grund af den grådighed, branchen præges af, sætter sig som en anden Nick Cave og skriver et brev på sin skrivemaskine om netop det. Mens han ryger og bander så smukt på italiensk.
Og så er der den, hvor den forsigtige Carlo får skældud af sin kone, fordi hun mener, han er blevet for gammel til at gå på jagt om natten, hvorefter han i ly af mørket sniger sig ud af vinduet med sin stok og en lommelygte.
Alle sammen er de stædige mænd, der viser os, at passion er det mest livgivende middel overhovedet. Omvendt fornemmer man også, at der er en vis ludomani, en slags svampomani måske, over at finde trøfler. Det er hele tiden jagten på den store gevinst, men altså netop jagten, og ikke gevinsten, det handler om.
Omkring dem svæver der så det her fremmede kommercielle system af sælgere, fine restauranter og lyssky krejlere, der handler med trøfler om natten og i mørke gyder, som om det var narko.
Piemonte-porno
Undervejs forstår man faktisk ikke rigtig, at Italien er så smukt. Som film er vi ovre i noget delikat Piemonte-porno, der er smurt ind i efterårsagtig ‘Nak og Æd’-core, og det giver dig ganske sikkert akut trang til at købe en billet til det næste fly og tage sydpå for at gå i skoven.
I sig selv fungerer ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’, der stort set kun er filmet i rolige single frame-scener uden kamerabevægelse, imidlertid som fornem eskapisme. Det er en wellness-film, der tager bolig i dig og bliver hængende i dagevis – og hvis man kunne bo i en film, ville jeg ikke tøve med at rykke ind her for at drikke vino della casa og spise spaghetti.
Der er – så vidt jeg husker – ikke en eneste skærm med, hvilket helt sikkert er et bevidst (og godt) valg af producerne. Virkningen er nemlig, at man hensættes til en paradisisk og autentisk Italiensk drømmeverden, hvor der skrives på skrivemaskine, kløves brænde med håndkraft og drikkes vand af udendørs haner med rindende bjergvand, som var vi i år 1930. Det er en illusion, men den virker.
Her i algoritmernes tidsalder går mange af os rundt med en drøm om et enklere liv, hvor man er mere i kontakt med naturen, og hvor arbejde er noget man udfører med sin krop. Unge mennesker i dag vil være snedkere og dyrke deres egne grøntsager. At spise et lokalt produceret knoldselleri er trendy, ingen tvivl om det. Og det er nok, fordi det fungerer som et anker i en tilværelse, der på mange måder allerede befinder sig i et uhåndgribeligt meta-verse af flydende relationer og gøremål.
At se nogen grave en svamp op af den fugtige jord taler på den måde til et meget centralt ønske i tidsånden lige nu. Det er på en ukompliceret måde en meget livsbekræftende film. Og så peger den på, at meningsfuldhed uden problemer kan findes i helt banale gerninger.
Ultimativt er ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’ er et anti-inflammatorisk middel mod generel tristhed i sindet. På mange måder er det den ideelle modgift til en gryende vinterdepression. Er man på nippet til en af delene, bør man gøre sig selv den tjeneste at se den. Faktisk skal man nok bare se den uanset hvad.
‘Trøffeljægerne fra Piemonte’ har premiere 4. november og kan ses i udvalgte biografer i hele landet.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
