Foto: DR/Story Productions

TV-klummen: ‘Vild kærlighed’ sæson 3 er lige så tåkrummende, som det plejer, og det er helt perfekt

‘Vild kærlighed’ leverer for tredje gang dating-tv, der får en til at gemme ansigtet i hænderne i ren akavet forlegenhed, men det er også fint, sårbart og virkelig underholdende.

Jeg har stadigvæk svært ved at rette mine tæer ud, efter jeg har slugt alle afsnit af ‘Vild kærlighed’ på DR TV. Det er nemlig cringe-binge fra øverste hylde, og det er virkelig godt. Også selvom det kan være decideret pinefuldt at se på.  

Setuppet er, at deltagerne bliver inddelt i matches. Hvert par skal så bygge en tømmerflåde, som de skal sejle ned ad en flod på. De leder alle sammen efter kærligheden og håber, at det er deres udkårne, de skal nyde den uforstyrrede svenske natur med. 

Med jævne mellemrum mødes de alle sammen i en glamping-lejr, hvor de laver god mad og drikker øl i en setting af pæne lyskæder og sover i luksustelte. Og det er her the real magic happens. DR har været snedige nok til at give deltagerne en aften sammen, inden de får at vide, hvem deres match er. 

Således går de og kurtiserer hinanden den første aften, sender lidt lange blikke og får sig en favorit. I krogene fortæller de til hinanden, hvem de drømmer om at skulle ud og sejle med.  Det er frygteligt at se, hvordan de bliver skuffede på stribe, når de dagen efter får afsløret deres match i silende regn og er tvunget til at mønstre en vis form for begejstring. 

Ingens ønsker går i opfyldelse, og det er vanvittigt godt tv, når de med anstrengte smil giver hinanden en krammer og siger noget á la: “Yay, det bliver bare så godt det her,” for derefter at blive sendt ned ad floden med intet andet end hinanden og et trangiasæt.  

Foto: DR/Story Productions

Med de foregående programmer som force majeure, konspirerer deltagerne nærmest allerede fra starten af i at danne nye par. Det udmønter sig i akavet bålhygge af en anden verden, da de i rundkreds fortæller, hvem de gerne vil bytte deres partner ud med. 

Det får spejderen gennem 19 år, Vitus, til at bryde sammen. Ingen vælger ham, og det giver ham et alvorligt knæk i selvtilliden. Posen bliver rystet undervejs, og der kommer også jokere til programmet i form af Rikke fra Sæby, der er brandgod til håndbold, og som får sprængt sin nordjyske hjerne i luften, da hun ser, hvordan alle københavnerne krammer til højre og venstre. Hendes kærlighedssprog er ikke fysisk. For ikke at tale om Scott fra Australien, som kører en solid skovsnegl og et sæt løbesko, der har fået et barn med en sandal. 

Typerne i år er slightly kiksede på hver deres charmerende måde, og de repræsenterer alt fra en antropolog til en elitehåndboldspiller, medicinstuderende, DTU’ere og den klassiske ‘Frederiksberg’-pige. 

På mange måder giver de hver især en opskrift på, hvad man ikke skal gøre, når man gerne vil indlede en romantisk relation med et andet menneske. For eksempel skal man ikke – som australske Scott gør det – tvangsindlægge et andet menneske til at lytte til et kassettebånd med soundtracks fra ens liv. Man kan se, hvordan gnisten øjeblikkeligt forlader Rikkes ansigt, da han propper Nickelback ind i ørerne på hende og sentimentalt forklarer, hvordan ‘This Is How You Remind Me’ bare var en kæmpe sang for ham og hans bror. 

Foto: DR/Story Productions

Det er og bliver bare et seværdigt indblik i menneskets dyriske drifter, når man får lov til at se folk, der bejler til hinanden for rullende kameraer. For eksempel er det et studie i sig selv, at alle pigerne ved første øjekast falder for Jonas på 27 år.

Han er højere, bredere og udstyret med en dybere stemme end alle de andre mænd. En klassisk ‘the jog kind of guy’, og alle pigerne falder instinktivt på stribe for hans atletiske appel. Ham vil de bare gerne ud og sejle med. Lige så underholdende det er at se dem sværme, lige så sjovt er det at se dem få prikket hul på deres fantasi om den perfekte mand. 

De finder ud af, at hvis de taler om noget, der svæver på et højere abstraktionsniveau end prisen på proteinpulver, så er han slukket og siger, at han har ‘været gratis psykolog’ for dem. Han vil ikke være en kæreste, man ‘læsser af på’. Det er i sagens natur lidt svært, hvis det at fortælle, at man bedst kan lide fyre, der er ældre end en selv, falder i dén kategori. 

Åh, endnu et datingprogram, fristes man måske til at tænke. Men ‘Vild kærlighed’ skiller sig ud på realityscenen, hvor programmer som ‘Bachelorette’ går deres sejrsgang. Selvom det kan virke banalt eller som et let greb, så er der virkelig noget over, at de er plantet midt ude i Sveriges natur. Det skræller det yderste lag af forfængelighed af deltagerne, som ikke rigtig kan opretholde hverdagens skønhedsrutioner.

De er nødt til at byde hinanden op til dans i gummistøvler og regntøj med vådt hår og ingen makeup. Og når de skal træde af på naturens vegne, ja, så må de gribe spaden og toiletrullen og gå ud i skoven. 

Det resulterer i en anden sårbarhed mellem deltagerne, der viser sig ved, at de er meget ordentlige ved hinanden. Dermed ikke sagt, at der ikke opstår alliancer og sårede følelser, men det bliver leveret med en dejlig portion anstændighed og anerkendelse, når de afviser hinanden.   

Sæson 3 af ‘Vild kærlighed’ kan ses på DR TV

LÆS MERE

Find mere om
Footer graphics