Jeg er blevet kulturudvandrer. Det er kommet snigende, og jeg havde ikke selv bemærket det, men min redaktør Emil Norsker satte fingeren på det forleden:
”Der tegner sig en tendens til, at du går fra kulturoplevelser, som du ikke kan lide”, sagde han.
Og det er fuldstændigt rigtigt. Jeg har ellers i mit liv stået meget igennem på kulturfronten og set elendige film til ende eller kæmpet mig i månedsvis gennem fornærmende dårligt redigerede bøger. Men nu er det slut. Det er nok en erkendelse, der kommer med alderen, at kunst faktisk ikke er en slags lektier, man for enhver pris kan igennem.
For nylig udvandrede jeg således fra den komplet idiotiske film ’The Banshees of Inisherin’, det gjorde fysisk ondt at se en film, hvor der skete så lidt, og som postulerede at være stur stur kunst. Og forleden var jeg så inviteret til premiere på den nye opsætning af ’Hair’ på Østre Gasværk. Jeg er ikke kæmpe musicalfan, men har set filmen ’Hair’ en del gange, måske fordi jeg er et hippiebarn og er forelsket i ungdomsgenerationen, der forsøgte at ændre verden gennem hår, tøj, sex, politik, livsvalg og oprør.
Østre Gasværk-rummet er jo vidunderligt smukt, og scenografien var flot, vi var umiskendeligt i Central Park. Min veninde og jeg nåede lige at hviske til hinanden, ”bare de ikke synger på dansk”, før det unge cast gik i gang med at synge det ikoniske hit ’Aquarius’ om til en flad vandmand.
Bechdel-tryktest
Ret hurtigt føltes det som at være til skolekomedie med en flok søde unge mennesker, der kæmpede for at løfte de velkendte rockhits ind i det danske sprog. Det var ikke deres skyld, der var noget med hele opsætningen, der var galt. For eksempel havde man ikke opdateret ’Hair’ til 2023, hvilket jo ellers kunne være en idé, når nu vi diskuterer køn, etnicitet, klasse, privilegier, seksualitet og krig som aldrig før. Det var stort set kun mænd, der fik plads og replikker, og kvindernes roller havde aldrig bestået en Bechdel-test, idet de mest talte om deres varme følelser for mændene. Altså kvinder som staffage – i 2023?
Forestillingen greb også fra nederste hylde i teaterkomikken, en mand i dametøj, haha, not so much, og skuespillere, der talte direkte til publikum på de første rækker. Tyve minutter inde i forestillingen kiggede jeg på min veninde, der er scenevant og har abonnement til det kongelige og hviskede, ”er det ikke meget skingert?”. Jo, det var helt utroligt skingert, de nærmest råbesang, og musikken var helt overgearet, og er der en ting, man bør forvente af en musical, så må det da være god musik. Den kom aldrig. Jeg følte mig som tilskuer ramt af meningsløshed, og vi smuttede i pausen. Sammen med en hel del andre kulturudvandrere.
Og det må man godt! Det er min pointe her. Man må udvandre fra dårlige kulturoplevelser. Man skal ikke spilde sin tid på film, teater, bøger, koncerter og dans, hvor de udøvende mest laver noget for deres egen skyld. Eller som bare ikke rammer dig. Det er livet simpelthen for kort til.
Hvorfor overhovedet skrive offentligt om dårlige kulturoplevelser, spørger læseren måske. Fordi der tegner sig en tendens af i disse år, at kritikerne mest beskæftiger sig med den kunst, som de godt kan lide. At man er fans, og derfor anmelder man sine idoler (positivt). Men vi er nødt til også at kigge på det, der ikke fungerer og hvorfor. Vi skal være kritiske overfor kunst, både som kommentatorer og som forbrugere, ikke for at være perfide, men for at have en nuanceret samtale.
Min nye regel er derfor, at det skal kunne mærkes indenfor en halv time eller de 50 første sider i en bog. Der er så meget fremragende, vedkommende, følsom kunst derude og så mange vidunderlige bøger i verden, at der ingen som helst grund er til at pine sig selv med at lede efter kunsten i dårlig kunst. Så går man bare.
