Hvilket mundbind mon Nick Cave har på?
Det er det, vi – den samlede danske kulturpresse – tænker på, da vi under minutiøst forberedte covid-restriktioner, som tæller seatings, timeslots og nøje planlagte bevægelsesmønstre, træder ind i Den Sorte Diamant, som dirrer af forventning. Der er gået rygter om fløjl. Eller kunne det være silke? Nick Cave ville aldrig nedværdige sig selv ved at ligne en klinikassistent, vel?
Det gør til gengæld danske musikere som en storsmilende Jens Unmack, Peter Sommer og Kira Skov, der kanter sig ind på pladsen ved siden af mig i sidste øjeblik, for alle vil tilsyneladende gerne opleve Nick Cave, som for første gang i fem år stiller sig selv til rådighed for pressen.
I branchen kaldes begivenheder som denne gerne for “bunkepul”, og man bør helst holde sig langt væk fra dem, fordi de som regel udelukkende er til for, at pladeselskaber, filmselskaber, managere og pr-bureauer kan få kørt så meget journalistkvæg gennem folden på så kort tid som muligt – med så få gener for stjernen som muligt.
Derfor er der også ofte en masse restriktioner på, hvad man må spørge om, og hvordan man må opføre sig. Se ham ikke i øjnene, spørg ikke til skilsmissen, kokainmisbruget etc. Og selvfølgelig er der altid en eller anden tosse, som ikke har forstået budskabet og gør netop det, så begivenheden bliver mere og mere pinlig og intetsigende.
Men Nick Cave er ikke nogen normal rockstjerne, og når han nu har brugt to år på personligt at være med til at skabe udstillingen om sig selv, så har han heller ikke tænkt sig at spare sig selv. Så alle spørgsmål er tilladt, og Nick Cave vil ovenikøbet selv moderere pressekonferencen, der er sat til at vare et par timer alt efter stemningen.
Her er musestille. Kun spredt hvisken over en lydcollage skabt af Cave og Warren Ellis som diskret bagtæppe. En andægtighed som inden en statsbegravelse eller startfløjtet til en VM-finale. Og ikke en falsk andægtighed, som når pressen rejser sig for Statsministeren i Spejlsalen eller i Folketinget for Dronningen. Det her ER stort.
Efter en kort formaning til fotograferne (Gør det kort, undgå blitz) træder Cave så alene ind i salen klokken 11.07. I sort jakkesæt og hvid skjorte, skødesløst elegant og det sorte hår redt tilbage – men uden mundbind!
Han får en kantinekop (med te erfarer vi senere) sat foran sig, og så er vi i gang. Han udstråler venlighed, men også med en forventning om, at vi er lige så opsatte på dette her, som han er, og at han ikke gider spilde sin tid på dårlige spørgsmål.
“Jeg havde i starten slet ikke lyst til at lave denne udstilling,” indleder han på et spørgsmål fra Danmarks Radio.
”Men da Christina (Back, som er kurator på udstillingen) kom backstage til en koncert, og vi talte mere om det, blev jeg efterhånden overbevist. Jeg er overhovedet ikke interesseret i nostalgi eller i min fortid, men min kone gemmer alt. Og Christina endte med at komme til London, vi talte mere, og det endte med at blive til mere end blot en udstilling. Jeg så den i går, og jeg er meget begejstret. Jeg er meget optaget af detaljerne i den,” siger han med sin diktion, der mikser distingveret britisk med drævende australsk.
Stort set hele hans personlige bibliotek er blevet pakket i containere og transporteret til København fra hans hjem i Brighton. Så det er oplagt, da en anden journalist spørger om, hvad litteratur betyder for han, og hvilke bøger der har betydet mest.
“Min far underviste i litteratur, så jeg havde intet andet valg. Jeg læste meget, og min far gav mig mange bøger. Jeg var vild med voldelig litteratur, men så gav min far mig bare god litteratur om det emne, så jeg stiftede bekendtskab med kvalitet. Da jeg var 12 år, læste han et afsnit af Vladimir Nabokovs ‘Lolita’ for mig, og den havde stor indflydelse på mig. Både fordi den knytter mig til min far, og fordi det er en bog om sprog og betydningen af sprog. I dag er ‘Lolita’ en bog, som har det svært i den moderne kultur på grund af sit emne, og jeg kan ikke lade være med at tage det personligt, at en smuk bog bliver skubbet væk af forskellige grunde.”
Kristeligt Dagblad spørger til de religiøse billeder i udstillingen og Nick Caves forhold til tro.
“Jeg sang i kirkekoret og gik i kirke to-tre gange om ugen, og jeg nød det, selvom jeg ikke var religiøs. Jeg optog historierne, og jo ældre jeg blev, desto mere betød de. Jeg er ikke kristen, men har en stor respekt for idéen om religion. Jeg ved ikke, om Gud eksisterer, det gør han nok ikke, men det at dyrke noget, der er større end dig selv, en mystisk kraft, er noget af det, mit værk handler meget om.”
Cave taler om det rum i udstillingen, som markerer begivenheden, da den ene af hans tvillingsønner, Arthur, i 2015 faldt ud over en skrænt under et syretrip og døde. En tragedie som ændrede alt for Nick Cave. Han taler om, hvad der sker, når ens identitet går i stykker på grund af tab eller en skilsmisse. Og hvor man skal sætte sig selv sammen igen. Han taler om fortiden og om at skubbe den bag sig.
En vil gerne vide, hvordan Covid har påvirket ham
“Jeg villle være taget på turné. Jeg ville have rørt ved mennesker,” siger han med sit ironisk-skæve smil.
“Men generelt er jeg meget alene, og jeg har gjort meget af det samme i mange år, så jeg var godt trænet til en pandemi. Men jeg har oplevet en fælles sorg, som har at gøre med at være alene. Den har fået os til at se på os selv som mennesker og som samfund. Jeg tror på, at når vi er udsat for traumer, så bliver vi også bedre bagefter. Jeg håber, det også vil ske nu. Men jeg har ikke så meget tiltro til det på det seneste. Alt handler mest om tirsdag (det amerikanske valg), og hvad der sker. Men jeg håber, vi vil blive stærkere og bedre.”
En anden spørger til Nick Caves forhold til ro og støj og forholdet mellem de to.
“På en god dag er der noget ro. Men ellers er der meget indre støj. Det er en daglig kamp. Jeg er mere rolig nu, end jeg har været i lang tid. Alting ændrede sig efter min søns død. Alt ændrede sig, og jeg ændrede mig. Der var noget manisk inden i mig, som forsvandt. Og det er den person, som har skabt udstillingen her.”
Der er helt stille, mens Nick Cave taler om tabet af sin 15-årige søn.
“Men jeg stadigvæk mørk,” tilføjer han med et diabolsk smil.
”Jeg har en tendens til at være mørk. Jeg lavede et interview efter min søns død, men det var ikke muligt at reducere følelserne til et interview, så jeg holdt op med at tale med pressen… selvom jeg elsker jer alle.”
”Da min søn døde, var der mange, der skrev til mig. Både direkte hjem til mig og og online. Det er svært at tale om, men mange skrev, som havde oplevet det samme. Der var en kollektiv sorg. Og det var en stor hjælp for mig. At forstå at det skete for mange, og at det var normalt. At det er sådan, livet kan gå. Jeg følte mig taknemlig. Mange ved ikke, hvad de skal gøre, fordi de ikke har et sprog for det, mens andre har. Det er artikulation, der er det vigtige. Og musikken var mit eget sprog for den sorg.”
Der bliver spurgt til, hvordan det er at være uden kontor, nu hvor det hele står i København.
“Det er befriende uden alle de ting omkring sig. Men der er begyndt at komme ting igen.”
Og et spørgsmål om de mange steder – London, Berlin, Brasilien – han har boet, og hvad de har betydet, får ham til at tænke længe.
“Måske handler det mere om kvinderne i mit liv og deres påvirkning af mig. Alle steder betød meget, men det er svært at beskrive. Brasilien var mærkelig, Brighton er stille og provinsiel. Men på mange måder er det irrelevant, hvor jeg er, fordi jeg bare skal have et kontor.”
Der har efterhånden indfundet sig en næsten kammeratlig atmosfære i den store sal, og hver gang journalisten fra Kristeligt Dagblad stiller spørgsmål, refererer Nick Cave med et smil til hende som “den kristne pige”.
“Jeg kunne godt være kristen, men hver gang jeg går ind i en kirke, er alting fint i et stykke tid. Men på et tidspunkt kan jeg ikke mere. Så er der noget, der ikke føles rigtigt. Så tager min tvivl over. Min tro handler om tvivl. Selvom jeg vil medgive, at der også er plads til tvivl i den kristne kirke.”
Hvad bringer dig fred, spørger den kristne pige igen.
“Jesus,” svarer han med pokerfjæs.
Om han savner stoffer?
“Ja. Gør du ikke?”
Er der ny musik på vej?
“Ja. Og det bliver “really fucking dark.” Jeg spillede det for Warren (Ellins, red.) og han lyttede og sagde “wow, this is pretty fucking dark.””
Radio Louds udsendte beder om et råd til de unge.
“Jeg er ikke livsstilscoach. I skal ikke lytte til råd fra en 63-årig.”
Der kommer flere spørgsmål til udstillingen, og Cave inviterer Christina Back til at komme på scenen for at tale om deres samarbejde. Om han genkender sig selv i udstillingen?
“Mange kunstnere har et privat og et offentligt ansigt, men sådan er jeg ikke. Jeg har kun ét ansigt. Jeg er kun én person. Jeg skifter ikke. Tænk på, hvordan det må være for min kone! Men jeg ser i udstillingen en kreativ energi, og jeg ser mig selv og mit liv som en kreativ proces, som hele tiden har været i gang. Og så kan jeg i den se en anden del af mit liv, nemlig at jeg også er far, ægtemand og søn.”
Christina Back supplerer:
“Jeg ventede hele tiden, at der ville være et slags tæppefald, hvor en anden Nick Cave ville træde frem. Men det skete ikke. Der er kun en version af ham.”
De taler begge om den kamp, det også var at finde frem til, hvad der skulle med på udstillingen.
”Jeg syntes ikke, at et eller andet, som havde ligget på mit gulv skulle i glas og ramme. Og der er mange ting, som jeg havde lavet med spyt og blod og jeg ved ikke hvad, som ikke var vigtigt. Det er en meget mærkelig proces mellem den skabende proces og den kuraterende,” siger han og ser på sin kurator på en måde, der ikke efterlader tvivl om, at han er ganske godt tilfreds med det arbejde, hun har udført.
Og så bliver han mod slutningen spurgt til maleriet, hvor han sidder med en ung udgave af sig selv.
“Der en ømhed mellem mig og mit unge jeg. Jo ældre man bliver, desto mere tilgivende bliver man i forhold til sit yngre jeg. Man bliver blødere, og man tillader sig selv at fortryde noget. Det er et tegn på, at man bevæger sig fremad. Så det er et meget tilgivende portræt.”
Og så. To timer senere er audiensen slut.
Du har læst en artikel fra Heartbeats.dk
