Morgenbeats: “Han tog til København og kom hver morgen ned på Den Sorte Diamant og gik rundt med os andre i sin stramme habit”

Ja ok, det er dagen, hvor du igen kan komme ned og fyre den af i et ildelugtende fitnesscenter. Godt for dig. Men vi skal altså ind og snuse til Nick Cave.

1. Hyldest til ungdommen

Mange somre er gået over i historien. ‘Summer of love’, ‘Summer of 69’, ‘Sommeren i 92’ etc., og mon ikke sommeren 2020 er selvskrevet på den liste? Den sommer, hvor ungdommen blev frarøvet alt det, som definerer netop ungdommen: koncerterne, festivalerne og de endeløse lyse nætter. Peter Sommer og Cyd Williams har lavet en musikvideo og et remix af Peter Sommers sang, ‘Vi Der Valgte Mælkevejen’, som meget rammende indkapsler følelsen af den sommer, vi aldrig kommer til at glemme.

2. Arkitekturfestival til oktober

Flere og flere kulturbegivenheder begynder efterhånden at røre på sig igen. Blandt dem Copenhagen Architecture Festival, som skulle have været april og majs helt store begivenhed i København og som først rykkede en masse af sine events online, da COVID-19 ramte. Men nu skulle det være sikkert, at festivalen bliver til noget i oktober.

Foto: CAFx

3. Apropos ingenting…

… forærede min kone mig forleden en flaske gin med noget så eksotisk som bergamot, og jeg blev med det samme forelsket i flasken fra den lille butik, Den Sidste Dråbe, i Jægersborggade. Den ene halvdel af parret, der startede butikken, hedder Frederik, han er litterat og har studeret russisk druklitteratur. Han er gift med Naja, som er geograf, og sammen har de en søn, som hedder Vladimir. Naja og Frederik har specialiseret sig i særlige flasker spiritus med specielle historier, og det kan vi jo godt lide.

4. For 73. gang

Der bliver ikke nogen 73. festival i Cannes i år. Og dog. For nylig blev der alligevel udtaget en liste af 56 officielle konkurrencefilm, som under normale omstændigheder ville dyste om priserne i Cannes, men som nu må nøjes med at blive udstyret med de prestigefyldte palmer og betegnelsen ‘Festival de Cannes sélection officielle ‘ på plakater og i trailere, når de får premiere rundt om i verden. Blandt dem er Thomas Vinterbergs ‘Druk’ foruden potentielle lækkerier fra gode navne som Wes Anderson, Steve McQueen, Francois Ozon og Pixars animationswizard Pete Docter. Cannes er ikke glade for det digitale, men er alligevel gået med i det online festivalprojekt We Are One på Youtube, hvor du måske også kan få dine cinematiske tilbøjeligheder tilfredsstillet en smule.

5. Hulelignelsen

Vi havde glædet os som små børn til Nick Cave-udstillingen i Den Sorte Diamant, der skulle have været åbnet i februar, men så kom en vis virus i vejen, og vi måtte vente. Men nu skulle det være sikkert og vist, at ‘Stranger than Kindness’ åbner i dag. Udstillingen er bygget op som otte installationer med i alt 300 genstande, deriblandt skitser, kunstværker, håndskrevne digte, dagbogsnotater, fotografier, videoer etc. som Nick Cave enten har skabt selv eller samlet i sin lange karriere. Cave har tilmed selv været meddesigner og kurator på udstillingen, og har i en lang periode haft sin daglige gang i Den Sorte Diamant, hvor han – iført sin stramme, sorte habit og cowboystøvler – selv har været med til at sætte udstillingen op og været nede i alle detaljer. Det kunne Morgenbeats ikke dy sig for at høre mere om, og derfor ringede vi til udstillingens kurator, Christina Back…

Hej Christina. Fortæl os lidt mere om samarbejdet med Nick Cave?

“Vi har arbejdet på udstillingen i to år, og det har taget lang tid at opbygge en relation til Nick Cave. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev han mere og mere grebet af projektet, og han var virkelig dygtig til det. Han har jo gået på kunstskole, så det falder ham meget naturligt at arbejde i den form for billedsprog, som det jo er at skabe en udstilling. Han har været i København flere gange, og i en periode talte vi i telefon hver anden dag. Så nu er det endt med, at han faktisk opfatter denne udstilling som et Nick Cave-værk i sig selv.”

Hvad har han bidraget med?

“I udstillingen kommer vi helt ind i de dybeste steder af hans kreative proces, så vi kan forstå den måde, han arbejder på. Som arbejdet er skredet frem, har han taget mere og mere ejerskab over udstillingen, og vores samarbejde er blevet mere intenst. Vores rolle har så været at støtte ham i hans version, så når han ville have en Elvis-buste med lyden af tordenvejr bag, så skaffede vi ham en Elvis-buste med tordenvejr bag.”

Hvordan er han så?

“Jeg har kun fået endnu større respekt for ham som kunstner, efter at jeg har arbejdet med ham, fordi hans værk virkelig har åbnet sig for mig. For ham har det været en meget personlig proces, fordi vi har stået sammen på hans lager i Brighton og rodet gennem hans arkiv. Han sagde: “Remembering became the creative act”, og han endte med at blive meget glad for processen i at se tilbage og genopdage fortællingerne fra sit eget liv. På et tidspunkt fik han nærmest fornemmelsen af, at vi var ved at lave en udstilling om alle hans gamle kærester. Men han er også en mand, hvor kærligheden fylder meget i hans liv og værk.”

Hvordan foregik arbejdet?

“Han tog til København og kom hver morgen ned på Den Sorte Diamant og gik rundt med os andre i sin stramme habit. Han er noget af en karakter at have rendende. Lige inden den første officielle åbning i marts havde vi et intenst forløb, hvor han var her i over en uge, hvor vi arbejdede 12 timer om dagen, og han var her bare og gik rundt sammen med vores team. Og Warren Ellis (bandmedlem, red.) kom, og de arbejdede på lydlandskabet, som er skabt specifikt til udstillingen. I udstillingen er også en stor installation, som er hans eget kontor og bibliotek, som vi har flyttet fra England i 100 flyttekasser sammen med hans skrivebord og to klaverer. Og der sad han så i en uge og arbejdede og skrev på sin skrivemaskine.”

Mon dieu, hvad mere kan man ønske sig. Og der er god tid, for udstillingen lukker først igen 13. februar 2021.

Ja-ja, denne fanboy har svært ved helt at styre begejstringen.

Footer graphics