Det engelske reklamenævn, Advertising Standards Authority (ASA), har forbudt en ny Calvin Klein-reklame med billeder af FKA twigs. De mener blandt andet, at den er “uansvarlig”.
Derudover skulle selve billedet ifølge ASA rette beskuerens fokus mod sangerens krop snarere end mod selve tøjet, hvilket fører til den konklusion, at reklamen præsenterer hende som et “stereotypt sexobjekt”. Det skriver Variety.
Forbuddet kommer samtidig med, at en anden Calvin Klein-reklame med ‘The Bear’-skuespilleren Jeremy Allen White (og hans bare overkrop) er i heftig rotation på internettet. Hans bare mave er dog ikke blevet forbudt.
Reklamenævnet gik ind i sagen, efter at to personer havde klaget over reklamens “overseksualiserede” indhold. Der er også blevet klaget over en anden Calvin Klein-reklame med billeder af Kylie Jenner.
FKA twigs har i dag selv svaret på kritikken.
“Jeg ser ikke det ‘stereotype sexobjekt, som de har mærket mig med. Jeg ser en smuk, stærk, farvet kvinde, hvis utrolige krop har gennemlevet mere smerte, end du kan forestille dig “, skriver hun i et opslag på Instagram.
Calvin Klein har også forsvaret billederne, som de ikke mener er “vulgære”, men omvendt viser to selvsikre og stærke kvinder, som har valgt at identificere sig med Calvin Klein. Ifølge brandet kommer reklamen med et “progressivt og oplyst budskab”.