1. Kvinden iklæder sig mandeskjorte efter sex
Det er som regel efter sex, eller efter sex og søvn, at denne sære handling foregår: Kvinden iklæder sig mandens kridhvide skjorte og går så rundt med bare lår under skjorten. Måske ud i køkkenet for at lave kaffe, som hun drikker med to hænder omkring koppen. Og man tænker: Havde hun ikke selv en slags tøj på, da hun kom? Og hvordan kan det være, at skjorten altid sidder helt perfekt, er ren og ikke stinker af druk og hor?
2. Man ryger en efter-sex-smøg sammen
Så ligger parret der i sengen og deler en smøg og inhalerer på skift – helt høje på endorfiner og synkron-orgasmer. Mange har dog afprøvet denne lille firserfilms-klassiker ude i virkeligheden, uden at det har føltes en skid frækt. Fordi rygning i sengen er ikke sexet. Det er faktisk ret ulækkert.
3. Man leger fangeleg, når man er forelsket
I film skal et nyforelsket par altid løbe rundt efter hinanden, på en strand eller en grøn eng eller ned ad en bakketop. Når man er forelsket, leger man åbenbart tagfat. Så løber de og griner og ender med at fange hinanden og vælte omkuld sammen, og ingen slår sig, bliver sure eller svedige. Det sker simpelthen ikke for voksne mennesker ude i virkeligheden.
4. Walk of shame efter fyring
I amerikanske film går folk altid straks afsted med en trist lille, brun papkasse med deres office-ejendele, hvis de er blevet fyret. Nede i kassen ligger der et krus, lidt papirer og måske en slatten grøn plante eller en hæftemaskine. Er det mon en særlig amerikansk tradition, eller findes den kun i filmverdenen, denne walk of shame ned langs kontorbåsene for den afgående? Og hvor kommer papkasserne fra, og har de ikke noget med at blive ansættelsesperioden ud over there?
5. Cool fyre vender ryggen til eksplosioner
I actionfilm med biljagter og ild kommer der stort set altid en scene, hvor filmens helt går helt roligt væk fra et eksploderende dynamitlager, eller en bil der blæses i luften. Alle normale mennesker ville i tilfælde af ild og etagehøje flammer vende sig mod eksplosionen for at holde øje med situationen, eller løbe, men actionfilmshelte er lidt for cool til den slags, så de går bare roligt væk fra gerningsstedet, mens alt brænder op i flammehav omkring dem. Hasta la vista, baby
6. Kvinder klipper deres hår af for at vise handlekraft
En kvinde i krise skynder sig at klippe sit hår af selv foran spejlet på badeværelset. I virkelighedens verden ville en kvinde i krise nok snarere treate sig selv med en ekstra tur til frisøren, men i filmens verden klipper hun resolut sit lange, smukke hår af i store, skæve totter. Eller går fuld GI Jane på det hår. Det må være mænd, der skriver disse manuskripter. Mænd, der ikke aner, at det tager +5 år at gro sit hår langt igen…
7. Terapi-is direkte fra bøtten
Vi lærte allerede i de gode gamle ‘90210’-dage, at når tingene bliver lidt svære, så ordner man det bedst med familie-is-overspisning i køkkenet. Og når man skal trøstes med en hel bøtte is, så er der altså ikke tid til at finde skåle frem, det er bare en ske til hver og direkte fra bøtten. Er det egentlig ikke lidt uhygiejnisk? Og hvis så man levner, så er bøttens indhold jo blevet blandet med en masse menneskers spyt? Det virker som en ting, man mest gør, hvis man bor alene og kører solo-is.
8. Man dør ikke af skud eller ild
På film kan man blive udsat for de mest smertefulde ting, uden at man går ned med flaget. Skud i skulderen, ildspåsætninger, knytnæveslag i ansigtet og knive i låret, for eksempel, det gør nas, men protagonisten kommer altid videre. Folk kan falde syv etager ned og lande på taget af en bil uden at dø. Nævn én actionhelt, der har fået en forstuvning eller en fibersprængning… niks.