En af de mest skræmmende oplevelser, jeg i mit liv har haft, fandt sted på et mørkt, støvet loftsrum oppe under taget på Det Kongelige Teater. Jeg var som en ud af blot 40 mennesker inviteret til at opleve ‘1:1-intimforestillingen ‘Porøset’ iscenesat af lydkunstneren Louise Alenius Boserup, og det eneste jeg på forhånd vidste var, at jeg på et fastsat tidspunkt skulle møde op i foyeren på Gamle Scene, hvor en billetdame ville tage imod mig. Alt andet var hemmeligt.
Jeg blev ført op ad mange trapper, indtil vi nåede teatrets øverste etage, hun åbnede en lille dør, og med en lille lygte guidede hun mig ind på et gammelt loft lige under tagspærene, hvor der lugtede hengemt og støvet. Vi kantede os forbi store mængder genstande, som jeg kunne fornemme var gamle rekvisitter, indtil jeg havde mistet orienteringen, og dybt inde på den bagerste del af loftet, blev jeg placeret i en lænestol. Så efterlod hun mig alene i det kulsorte mørke. Eller var jeg alene? Mit hjerte hamrede. Pludselig blev en standerlampe med svagt gulligt skær tændt, og fra skjulte højtalere begyndte et lydspor med så uhyggelige lyde, at jeg var overbevist om, at der lige om lidt ville være nogen eller noget, som ville skræmme livet af mig. Men hellere det end denne stille rædsel, hvor der kun var uvished. Måske gik der kun tre minutter, måske et kvarter, men jeg kan huske, at jeg næsten græd af lettelse, da kustoden igen kom listende og tog mig med.
Men det var ikke slut. Igen blev jeg ledt videre i mørket og placeret et nyt sted i en ny lænestol. Igen alene og igen med angsten siddende i halsen. Men denne gang var jeg sikker på, at jeg ikke var alene i mørket. Nogen var helt tæt på. Og så, endelig, blev lyset tændt, og jeg sad cirka halvanden meter fra… en meget nøgen kvinde – i skikkelse af forfatteren Marie Louise Tüxen i øvrigt – og ved siden af hende sad Louise Alenius selv og redte den nøgne kvindes hår, mens hun sang smukt. Kontrasten mellem rædsel og lettelse var massiv. Og imellem fremmedgørelse og tryghed. Pludselig var jeg som det eneste publikum en del af et intimt rum, og langsomt sænkede jeg paraderne og lod mig indtage af kvindens historie, som blev fortalt på lydsporet.
Jeg kan ikke forklare det bedre, at da jeg igen stod på Kongens Nytorv, og klokken var blevet 12 om formiddagen, var det som at have oplevet både en smuk drøm og sit livs værste mareridt på en under en halv time.
Siden har jeg oplevet noget lignende i ‘Madelines Madteaters’ udgave af ‘Snedronningen’, som kokken Mette Martinussen iscenesatte på Teater Republique, hvor eventyr og gastronomi tog gæsterne ud på en grænseoverskridende rejse, hvor man aldrig vidste, hvad der ventede lige rundt om hjørnet, i forladte butikslokaler og i små lukkede rum, hvor retter blev serveret af elverfolk og hekse.
Og Senere lavede Louise Alenius en udgave af ‘Porøset’ – denne gang #2 – hvor hovedrollen blev spillet af en døende mand i en seng, hvor man igen som eneste publikum skulle sidde ved hans side gennem forestillingen.
Det er en skræmmende oplevelse for de fleste, når man konfronteres med det fysiske, intime møde, man ikke kan se væk fra men er tvunget til selv at deltage i og forholde sig til. Senest har Christian Lollike sat forestillingen ‘En fortælling om Blindhed’ op på Århus Teater, hvor publikum ligger i feltsenge med briller og hovedtelefoner på, som kun tillader lyseffekter at slippe ind, mens et mareridtsscenarium udspiller sig i hovedtelefonerne. Og at dømme efter anmeldelserne er det en vanvittig grænseoverskridende oplevelse.
“Som teatertilskuer har jeg ikke følt mig mere ubehageligt tilpas eller mere sårbar end her,” skrev anmelder Anne Middelboe Christensen i Information, og aldrig har jeg været så glad for, at Aarhus er tilpas langt væk til, at der er en god undskyldning for ikke at tage afsted.
Men i dag slipper jeg ikke. Louise Alenius er nemlig igen aktuel med en ny 1:1.forestilling ‘Silent Zone – Echo Chamber’ på Den Frie Udstillingsbygning i samarbejde med instruktøren Tue Biering.
Ifølge presseteksten er ‘Silent Zone’ “en hybrid mellem opera, interaktiv 3D- teknologi og installationskunst. Helt konkret er en 9 x 5 meter kube blevet bygget i Den Fries underetage. Publikum bliver udstyret med en smartphone og et par hovedtelefoner, hvorefter de går ind i installationen. Operaen udfolder sig her som et fysisk og skulpturelt lydlandskab, publikum kan gå rundt i. Oplevelsen varer i knap 10 minutter og opleves én ad gangen.
Det er ikke lige ligefrem sådan en oplevelse, en generelt konfliktsky type som mig går og sukker efter. Men alligevel står jeg her en regnfuld torsdag i oktober i foyeren hos Den Frie overfor Østerport Station og får udleveret et trådløst sæt hovedtelefoner, en smartphone og en ganske almindelig systemnøgle. Derfra er jeg alene, og lidt tøvende går jeg nedenunder, hvor udstillingsbygningens café ligger og finder en dør med et lille messingskilt. Jeg aktiverer iPhonen. “Åben døren, gå ind og lås efter dig og efterlad nøglen i den blå skål på kommoden,” står der på skærmen. Jeg gør som beskrevet. Indenfor ligner det umiddelbart et hvilket som helst daglidagsscenarium. Børnetegninger, en uredt seng, et morgenbord med cornflakes, en vask, hvor vandhanen løber.
Jeg tager hovedtelefonerne og på trykker igen på telefonen. Der går nogle sekunder. Så dæmpes lyset, og musikken begynder – et smukt stykke opera sunget af Morten Grove (kontratenor) og Frederik Rolin (bas-bariton) og ved hjælp af teknologien ‘Augmented Reality’ er jeg pludselig ikke alene.
Da jeg peger rundt i lokalet med telefonen, sidder en familie pludselig ved bordet. Forældre og en dreng og pige i seks-syv års alderen. Det giver et sæt i mig, og jeg træder instinktivt et skridt tilbage, så jeg kommer på afstand. Men kort tid efter ændrer lyset sig igen, og nu sidder pigen på toilettet bag mig. Så er moren på vej ud ad døren med sønnen, og så er faren på sengekanten og pigen i sengen. Noget er helt galt her, og på 10 minutter fortælles fragmenter af et knugende familiedrama lige for øjnene af mig. Da tiden endelig er gået, går det op for mig, at jeg har holdt vejret i anspændthed, og mens jeg låser af efter mig og går tilbage for at aflevere telefon, hovedtelefoner og nøgle, føler jeg oplevelsen fuldstændig som et fysisk ubehag.
LÆS OGSÅ:
Selvom film og tv kan virke intenst, og man kan manipuleres og påvirkes af stærke billeder og lyd, så vil lærredet/skærmen altid stå imellem værket og beskueren. Og selvom man benytter sig af 3D- eller VR-effekter, så er man der ikke selv. Det er man så til gengæld i det klassiske teater, hvor man fysisk er til stede, men hvor man også konstant bliver mindet om den kunstige situation, en teaterforestilling er. Og imellem er kunstperformancen, hvor man oplever nærværet og fysikaliteten, men hvor oplevelsen også er kollektiv.
Tilbage står den intime 1:1-forestilling, hvor der ikke er mulighed for flugt af nogen art. Det er konfronterende, det er krævende, og det er skræmmende – men kan også være smukt. I hvert fald efterlades man aldrig uberørt og upåvirket, og derfor er oplevelsen nærmest en antitese til den eskapisme, vores tid er så fuld af, hvor man aldrig bliver involveret, inden man bevæger sig videre.
‘Silent Zone – Echo Chamber’ kan opleves indtil 31. januar 2021
