Locale 21 placerer sig både fysisk og konceptuelt lunt mellem Beau Marché og Restaurant Levi – det er fint, men ikke fancy. Ved første øjekast et oplagt sted til både business dinner, night out med vennerne eller svigerfamiliemiddag.
Restauranten er simpelt og stilrent indrettet med halvt mintgrønne halvt hvidflisede vægge, rimelig dunkel belysning og en spejlvæg for enden, der får det hele til at se meget større ud. Smart thinking! For der går ikke en centimeter til spilde derinde, når det kommer til borde og stole, og med to timer og et kvarters timecap på middagen, så kan de virkelig få mange mennesker igennem i løbet af en aften. Det hjalp desværre ikke på temperaturen derinde, hvilket vi ellers håbede på, da vi slog os ned og mærkede, hvordan det trak helt vildt meget fra hoveddøren. Thank god, det er lag på lag sæson.
Efter eget udsagn er det en italiensk bistro, og hvad det overhovedet betyder nu til dags, er vi ikke helt sikre på, for selvom menukortet var holdt ret traditionelt, var der intet rustikt over det, vi så på tallerkenerne. Måske er 2023 æstetik bare rustik? At this point we’re afraid to ask. (Men vi har faktisk planlagt et podcast afsnit om netop *æStEtiK*, hvor vi får besøg af en ekspert på området, så det kan I glæde jer til.) Man kan enten gå a la carte i det rimelig overskuelige kort, eller man kan, som os, hoppe på en set-menu af otte serveringer til 495 bobs.
Nogle gange er det helt latterligt, hvor lidt der skal til at gøre os glade, men bedst som vi lige netop på vej derhen og havde sportsbrokket over tendensen med at en brødkurv tæller som en servering, kom der – helt free of charge – et par skiver smagfuld surdej og en ordentlig sjat græsgrøn olivenolie på bordet. Wonderfull! Samtidigt stiftede vi bekendtskab med aftenens tjener, der guidede os hen mod en let rød fra Beaujolais, da vi sagde vi ledte efter noget ikke-for-tungt-der-går-nogenlunde-til-det-hele.
De første fire retter – havbarstartar, bacalao, tuncarpaccio og kyllingelever på brød – ankom samtidigt, og det var der mildest talt slet ikke plads til på det lille topersoners bord, vi sad ved. Det lykkedes jo, men først efter en gang tallerkentetris, og honestly, så forstår vi ikke, hvorfor de ikke bare havde delt det op i to omgange? Til restaurantens forsvar skal vi dog lige sige, at vi var gået lidt overboard og havde bestilt en ekstra antipasti oveni menuen, nemlig kyllingeleveren. But still. Det var også på det her tidspunkt, vi fandt ud af, at bordpladen sad rimelig løst, hvilket betød at vi måtte skiftes til at skære med knivene, fordi det fik det hele til at gynge. Det gav os en måske tiltrængt lesson i ikke at have albuerne på bordet, men den havde vi altså ikke bedt om.
Da det først var lykkedes at få plads til alle retterne, forsvandt tjeneren hurtigere, end vi kunne nå at sige “tak” eller “kan vi få et bord, der er albuevenligt?”. Det var en skam, for vi ville egentlig også godt lige have hørt, hvad der egentlig foregik på tallerkenerne, og om der måske var en rækkefølge, vi skulle spise efter. Men her var vi overladt til os selv, og derfor lagde vi ud med bacalao serveret på smørgrillet brød, og med, hvad vi tror, var tørret tun revet henover. Pige 2 syntes, det var vidunderligt, pige 1 syntes brødet lige havde fået en tand for meget, og at den skarpe smag af branket brød overdøvede fiskesmagen. Vi blev ikke enige, så måske den enes hapser bare havde fået et minut for meget.
Videre til tartar af havbars med zucchiniblomster, grønne tomater og bottarga. Skønt, friskt og sommerligt, og vi kom til at tænke på, hvorfor der egentlig ikke er flere, der bytter de uundgåelige ceviche-serveringer ud med en dejlig frisk fisketartar i stedet.
Tuncarparccio med borlottibønner, rødløg og masser af olivenolie på en bund af det, vi gætter på, var en klat ricotta. Selvom mængden af tun op mod mængden af olivenolie umiddelbart var lidt off, så spillede det alt sammen, når man fik lidt af friskosten, de let knasende rødløg og den melede fornemmelse i bønnerne med. “Lovely”, sagde vi i kor og rykkede videre til vores selvbestemte add-on: En ret flydende kyllingelevermousse på ristet brød og med håndfuld radicchio ovenpå. Tænkte først, at åh gud, det her bliver alt for meget bittersmag fra den lilla salat, men det viste sig at være den helt rette mængde til at afbalancere den fede lever.
God start. De tomme tallerkener blev hurtigt fjernet, og ind kom straks tre nye: Farseret vagtel, tomater med straciatella og en blækspruttesalat. Her i anden omgang var vi hurtige nok til at spørge, om vi ikke lige måtte få en præsentation, og det måtte vi naturligvis godt. Tjeneren beklagede, at den ikke var kommet af sig selv og fortalte lidt om det hele, hvoraf vi nok kun kunne høre halvdelen.
Kunne ikke undgå at mistænke rummets akustik som skyldneren, når det kom til den lidt mangelfulde kommunikation fra personalet. Det er et stort rum med absolut ingenting på væggene, rigtig mange mennesker og en bar med åbning ud til køkkenet. Læg dertil en virkelig wierd playliste, der gav vibes af den der jingle, de spiller før filmene inde i Grand Teatret? Elevatormusik goes halvfemser modeshow. Er det det nye?? Senere var der Tame Impala og Asgeir, som vi havde glemt eksisterede, på anlægget, og det virkede alt i alt sådan lidt outdated og ikke det soundscape, som vi husker fra Resto Bar, hvor vi sad og hyggede os med Mariah i baggrunden.
Vagtlen var farseret med salciccia, virkelig lækker kombi, og den havde fået selskab af en guddommelig fed sovs, mere radicchio og friskrevet sort trøffel. De små dyre slices var meget milde i trøffelsmagen, men det var lidt en lettelse, da alt andet end radicchiobladene virkelig bongede ud på fedmeskalaen. Sindssygt tungt, sindssygt lækkert. De kender deres sovs derinde, det må man bare sige, den gav kæmpe main character energy, og selvom resten af komponenterne i retten var utroligt dejlige, så er sovsen alene grund til at bestille.
Tomaterne smagte af Italien og med både lynstegt sennepsagtig cime di rapa og en gavmild omgang smørblød straciatella til, var det jo som at være der selv. Spruttearmene var skåret ud i saftige tykke skiver. Frygter altid lidt en pulposervering, for man risikerer at sidde med en tallerken gummilignende bidder, men ikke herinde. Den sad lige i skabet.
Vi var faktisk mætte allerede efter at have skrabet det sidste møre kød af vores små vagtelben. Der stod godt nok i menukortet, at alle retterne ville være delevenlige, men vi havde ikke regnet med, at de ville være så store. Så det var med en vis skepsis til egne spiseevner, at vi gik i krig med pastaen. Parpadelle og kaninragout, en af favoritterne hos os. Den skuffede bestemt ikke. Perfekt al dente og ekstremt smagfuld, de havde givet et lille skud merian, der klædte retten helt enormt godt.
Tog en dyb indånding og mentalforberedte os på desserten: en utroligt instagrammable servering med forrygende frisk brombæris i tennisboldsstørrelse, smukke madeleines og sifonsprøjtet flødeskum med cocktailkirsebær serveret i en sølvskål på høj stilk! Så kan man sguda tale om cherrys on top. Vil godt vædde en middag på, at de kirsebær bliver københavnernes foretrukne digitale identitetsmarkør det her efterår. Vi smagte dem, og det var præcis det sugary overload, man kunne forvente. Men hvis man scoopede udenom og bare fik en bid flødeskum, brombæris og madeleine, så vupti, fik man en vidunderlig lille lagkagelignende smagsoplevelse, som vi blev store fans af.
Sagde tusind tak for i aften og vraltede ud på gaden, forspiste og lidt fulde, mens vi evaluerede aftenens spiseoplevelse hele vejen hjem. Vi appreciater det tungere italienske køkken, der får restauranten til at adskille sig fra mange af de andre steder. Og it goes without saying, at vi har optur over store portioner. Det smagte endda vidunderligt. Men på mange punkter var det også en mangelfuld aften.
PRIS: 1850 kroner – 495 per menu, 135 for kyllingeleveren oveni, 25 per pige for vand og 675 for en flaske 2021 Morgon “Côte de Py”, Jean Foillard.
KARAKTER:
7/10 i value for money.
Folkene bag Locale 21 har taget det tårnhøje madniveau med sig, men de har ikke helt formået at skabe et det rum, som sådan noget helst skal nydes i. Selvom betjeningen var imødekommende, når vi først gav dem vores allerbedste attention seeking moves, så var det alt i alt en ret sjusket omgang. Men vi ser hvad Locale 21 prøver at udrette, og vi kan lide det. De er der ikke 100 procent endnu, men man kan sagtens stille sulten derinde anyways. Bare husk en ekstra trøje og en god portion tålmodighed.
