Det startede i børnehaven. Min ældste datter, Filippa, der dengang var fire år gammel, fik at vide af en ’veninde’, at hendes flyverdragt var grim. Hun blev selvfølgelig ked af det, men vi blev enige om, at det kun er vigtigt, om man selv kan lide det, man har på – for vi er jo alle forskellige. Siden blev veninden tarveligere og mere intrigant, og Filippa valgte at trække sig fra hende. En ret moden beslutning af så lille et barn.
Oplevelsen satte sig i mig som mor. For hvorfor taler fireårige piger sådan til hinanden? Hvor får de det fra? Jeg var klar over, at det nok bare ville være begyndelsen. Jeg kan selv huske, hvordan min skolegang var, og hvorfor jeg i gymnasietiden trak jeg mig fra de intrigante piger for hovedsageligt at hænge ud med drenge. Det var lettere. Pigerne var så hårde og ondskabsfulde overfor hinanden, mens drengene bare hyggede sig sammen. I pigegrupperne gjorde man sig til. Det handlede om at være lækker, have det rigtige tøj på og de, der kunne score de smarte drenge, samlede sig i grupper, mens jeg foretrak at nørde musik og bare ‘være’.
Der er i øjeblikket en del debat på de sociale medier om, hvorvidt piger og kvinder agerer anderledes end drenge og mænd og holder hinanden nede. Debatten startede med Alt for Damernes igangværende #søstersind-kampagne, hvor de forsøger at få flere kvinder til at bakke andre kvinder op. Egentlig ikke særlig kontroversielt – sådan at opfordre til at opføre sig ordentligt. Men for en del (kvinder) lader det til at være meget provokerende at sige højt, at vi måske ikke helt er i mål med søstersolidariteten endnu. At rigtig mange kvinder sådan set ikke er særlig søde overfor andre kvinder. Og måske lærer de kvinder, ubevidst, deres døtre at konkurrere med og bagtale andre piger. Det er en teori.
Jeg synes, kampagnen er glimrende. For jeg er ærligt talt bekymret på mine døtres vegne, selvom jeg forsøger at gøre dem så robuste som muligt. Min store pige er nemlig startet i 0. klasse nu, hvilket betyder færre voksne og pædagoger og mere tid på egen hånd og at lære at indgå i et til tider råt, socialt spil. Det har været en hård omvæltning for min datter, særligt introduktionen til fritidshjem før sommeren trak tænder ud for en lidt introvert og genert pige, som trives med faste rammer. Hun er heldigvis kommet i en god klasse, hvor det forældrene imellem allerede nu italesættes, at vi skal være obs på fnidder og mobberi blandt pigerne, belært af andre klasser og pigegrupper. For det ligger der allerede. Jeg kan som voksen genkende problem-pigerne på en kilometers afstand. De er der, og de er benhårde.
Det er heldigvis ikke i min datters egen klasse, at det ulmer. Det er hovedsagligt piger fra parallelklasserne, der danner små kliker og holder andre udenfor. Forleden observerede Filippa en af grupperne. Helt stille kiggede hun på deres leg. ”Hvor er det pinligt, at du står og kigger på os”, fik hun så at vide. Fra en pige på 6 år. Overraskende ondskabsfuldt, ikke? Jeg tror ikke, at børn ved, hvad det er, de siger. De får det fra YouTube, fra intrigante tv-serier om veninderelationer og måske ved at overhøre ældre familiemedlemmer tale grimt om andre.
Der er selvfølgelig også problemer mellem drenge. Nogle leger for voldsomt, slår eller skaber mindre sofistikerede konflikt-typer. Men det er min oplevelse, at drengene kommer hurtigt videre og ikke bevidst holder hinanden udenfor i lige så høj grad. De går ikke på samme måde op i, hvordan de andre drenge går klædt eller ser ud, eller hvem der er ’bedstevenner’ med hvem denne uge. Og det er lettere for et barn at gå til de voksne og sige, at ”Anton slog mig”, end at de er kede af noget tarveligt, der er blevet sagt i frikvarteret.
Drengenes pufferi er en håndgribelig konflikt, som voksne hurtigt kan gå ind i som mæglere. Pigernes konflikter handler ofte om dybereliggende mønstre og adfærd, som går på at være rigtig eller forkert, inde eller ude – både når det kommer til væremåde og udseende. Det er ondskabsfulde drillerier, som sætter sig mere psykisk end fysisk, og her bliver det sværere at gribe ind.
Jeg sidder som mor til to små piger med en enorm følelse af afmagt. Jeg vil gerne beskytte mine børn fra følelsen af at blive holdt udenfor, være forkert og ikke passe ind. Men jeg aner ikke hvordan. For al det selvværd, vi arbejder på at give børnene med hjemmefra, kan på kort tid pilles ud af dem, hvis de krydser vej med de ’forkerte’.
LÆS OGSÅ:
Så hvad gør man? Tager man fat i forældrene og fortæller, at deres barn taler grimt og er intrigant? Det er umuligt og vil kun føre til konflikt. Hvis sproget og stilen kommer hjemmefra, vil forældrene desuden aldrig kunne sætte sig ind i min bekymring. Skal man så lære sit barn at vende den anden kind til og lege med nogle andre? Det er umiddelbart min strategi – at lære min datter, at ikke alle veninder er gode veninder. Som da en pige til hendes børnefødselsdag sagde, at det da bare var typisk hende at blive ked af det og tude. Jeg fortalte denne pige, at det da var ret tarveligt sagt, og at en god veninde i stedet ville løbe op på min datters værelse og sikre sig, at hun var ok. Hvorfor er man ellers venner?
Men børn spejler sig i deres forældre og omverden. Det er begge forældres ansvar at sætte grænser, opbygge barnets selvværd og sørge for, at det de eksponeres for på deres tablets og tv, skaber gode forbilleder, og ikke som ’Winx Club’, ’My Little Pony’, ‘Lego Friends’, ‘Ever After High’ og hvad det der lyserøde, overgearede tøse-tv ellers hedder, er med til at lære pigerne at skabe intriger og hverdags-dramatik i venindeflokken. Den slags tv laves der ikke til drengene, hvilket er endnu en grund til, at de har nogle andre typer konflikter.
Det skræmmende er, at der ikke er noget at gøre overfor børn, der tyranniserer andres skolegang og barndom. Inklusionstankegangen i folkeskolerne gør det stort set umuligt for lærere og pædagoger at håndtere problemskaberne på anden måde end at prøve at samarbejde med forældrene om at få opdraget på børnene. Men udviser forældrene hverken forståelse for problemet eller samarbejdsvilje, er det den, der bliver mobbet, der har problemet. I min omgangskreds findes der flere eksempler på denne problematik – at børn, der bliver drillet i skolen af bare en enkelt rådden frugt, udvikler angst, skolevægring og nogle gange depression. Jeg har set piger, der før har været glade og udadvendte lukke sig om sig selv og deres frygt og glide bagud i skolen. Og det eneste man kan stille op som forældre til sådan et barn er at skifte skole.
En ting ved jeg. Vi skal hjælpe vores piger til at være søde(re) mod hinanden. Til at være gode venner og hjælpe hinanden indenfor i fælleskabet i stedet for at holde nogen udenfor på skift. Forklare dem værdien af at være inkluderende og ikke ekskluderende. Et sted at starte kunne jo være, hvis voksne kvinder talte pænt om hinanden og fremhævede hinandens succeser.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
