1. Det er ikke alt, man kan arbejde sig til
Jeg er vokset op med den overbevisning, at jeg kan klare alt, hvad jeg sætter mig for – bare jeg gør mig umage. Første gang. den overbevisning kom til kort, var, da jeg forstod, at jeg ikke kunne blive gravid på naturlig vis. Uanset hvor meget jeg ville det og anstrengte mig, var det ude af mine hænder: Der er simpelthen ting – vigtige ting – her i tilværelsen, som man ikke selv kan styre.
2. Modstand er sundt (så længe du ikke knækker)
Det var ikke sjovt at erfare, at jeg var magtesløs. Men jeg tror, det var en sund erkendelse. Min ufrivillige barnløshed var reelt første og eneste modstand, jeg havde mødt. Masser af andre mennesker møder ofte udfordringer eller kæmper en daglig kamp med noget. Jeg havde bare været privilegeret og var gledet gennem det hele uden skrammer indtil da. At det at blive forælder var en højt ønsket oplevelse, som jeg simpelthen var afskåret fra, gav mig både et reality-check og større empati med andre, der kæmper på forskellige fronter.
3. Der er ingen retfærdighed til
“Tre før tredive”, sagde jeg allerede i gymnasiet: Jeg ville have mindst tre børn og gerne tidligt. Jeg har selv to mindre søskende og havde arbejdet i både vuggestue og børnehave, da min kæreste og jeg droppede præventionen. Jeg var 25, og jeg var klar. Men i tre år kom der ikke noget barn til os. Samtidig kunne jeg se i avisen, hvordan kvinder, der reelt (i mine øjne) ikke var mor-egnede, fik børn, som senere blev tvangsfjernet. Flere kvinder omkring mig blev gravide ved et uheld og fik en abort. At jeg ikke blev gravid i stedet, var ikke fair. Men det var et faktum. Der er ingen retfærdighed i fertilitet.
4. Frugtbarhed og kvindelighed er ikke det samme
Jeg blev meget skuffet over min krop, da den ikke blev gravid. Jeg havde regnet med, at jeg ville være frugtbar – jeg så jo frugtbar ud, og jeg var ung! Da det blev ved med ikke at lykkes, blev jeg vred på min krop. Hvad fanden var der galt med mig? Jeg følte mig ikke længere som en rigtig kvinde, for dybest set var min formål med livet at bære børn.
At ligge i konflikt med sit eget forplantningssystem er en skizofren oplevelse. Min mand fortalte mig og gentog, at jeg stadig var essensen af alt feminint og lige så meget kvinde som før for ham. Men beskeden havde svært ved at finde fodfæste. Budskabet landede først rigtigt, da jeg fik veninder med samme problem. Fordi jeg ikke tvivlede det mindste på, at de var rigtige kvinder.
5. Virkelighed er stærkere end ønsketænkning
Det der med, at man kan manifestere alt, hvad man ønsker sig er bullshit. Man kan ikke ønske sig til alt. Så var jeg blevet gravid som 25-årig, det kan jeg godt fortælle jer. I de år dagdrømte jeg konstant om babyer, sendte ønsker ud i alle retninger og længtes så stærkt, at jeg ikke før eller siden har prøvet noget lignende. Men virkeligheden vandt. En kvinde kan ikke undfange naturligt, hvis hun har sammengroede æggeledere. Basta bum. Sådan er det bare. Man kan ikke visualisere eller dagdrømme sig fra det.
6. Danmark er et gavmildt land
For mit vedkommende endte den ufrivillige barnløshed, da jeg som 28-årig blev gravid og senere fødte en søn. Forud for det var jeg blevet udredt og behandlet og befrugtet via reagensglasmetoden – uden at betale selv.
Senere kom søn nummer to, og det forløb foregik på en privatklinik og for egen regning. Men førstebarnet var en gave fra staten og resultat af et massivt opbud af ekspertviden. Alle danskere har den mulighed, og det gør mig glad. At være ufrivillig barnløs gjorde mig taknemmelig for at være dansker og født i det tyvende århundrede.
