1. Ornitologisk nyt
Den danske bestand af broget fluesnapper (fugl) er mere end halveret i Danmark (træls). Der skyldes formentlig, at der er blevet færre fluer at snappe som fugl siden 90’erne, men fuglefolk spekulerer for tiden i, at det faktisk er i Afrika syd for Sahara, problemet findes. Her overvintrer fuglen, og her er landskabet med årene blevet opdyrket og sprøjtet til, hvilket forringer insekternes levevilkår. Vi siger tak til pesticider (nej).
2. Tiggerne
The Blue Van er lidt Jyllands svar på Rolling Stones – det er rockbandet, der aldrig dør. Men så længe man kan skrive sange, er der heller ikke rigtig nogen grund til at lade være. Og det kan de altså endnu. Denne charmerende øvelokale-optagelse af bandets nye nummer ‘Beggar’ er et strålende eksempel på, hvor lidt der egentlig skal til for at få det til at svinge. Vi vipper med foden, og håber det kommende album er lige så godt.
3. At sove dårligt
Man kunne selvfølgelig godt ty til google, men her på redaktionen er vi generelt tilhængere af at spørge levende mennesker, når vi mangler et godt råd. Derfor: Hvordan fanden sover man om natten i den her varme? Alle tænkelige svar og eventuelle dyne-løsninger er ekstremt kærkomne.
4. Kaffetårnet
Det karakteristiske lille kaffetårn med det irrede blikspir ved Nørreport har fået nye lejere. Fra nu af skal man ikke længere bede Abdullah Muhammad Abu-Lifa om at putte noget i to go-koppen, men i stedet konversere med en bønneconnaisseur med læderforklæde fra Coffee Collective. Det værste, man kan sige til sådan en, er ordene “bare en kop kaffe”. Tilføjer man “lige så sort som min samvittighed – og kold og bitter som min kone,” er man død.
5. At spille komedie
“Mit navn er Lars, og hvem vil gerne høre en Melodi Grand Prix-sang?” Dét er nok noget af det værste, man kan sige, hvis man gerne vil frem i livet, men det er nu alligevel cirka sådan, Will Ferrell formulerer sig i traileren til den nye film ‘The Story Of Fire Saga’ om to islændinge, der gerne vil vinde Eurovision Song Contest. Det kunne godt gå hen at blive den film, der får Ferrell helt op på ‘Blades of Glory’-niveau igen.
6. Engelske hangs
Af anonyme kilder, hvis troværdighed muligvis er lige så hullet som Inger Støjbergs hukommelse, er det kommet redaktionen for øre, at det engelske udtryk ‘hang over’ kommer sig af, at der i sin tid fandtes reb til at sove på – eller over –hvis man havde brug for det efter sin brandert. En plads på sådanne reb skulle efter sigende have kostet 1 penny. Smart. Vi overvejer nu et borgerforslag.