Jeg er født i 1977, samme år som ‘Stjernekrigen’, som den hed dengang, fik premiere. Derfor så jeg den af gode grunde ikke i biografen, men først adskillige år senere. Jeg var 10 eller 11.
Dengang bestod min verden henne i provinsen af fodboldkampe nede på banerne ikke langt min baghave, ture i døgnkiosken og købe for fem kroner blandet snolder, årlige bilferier til Tyskland, hvad der føltes som endeløse matematiktimer og fornemmelsen af at træde ind i køkkenet ved aftensmadtide og konstatere, at min mor endnu engang havde fundet en “spændende” Karolines Køkken-opskrift på noget broccolitærte og dermed endnu engang ikke serverede frikadeller, lørdagskylling eller koteletter i fad, som mine kammerater vist fik hver eneste aften.
Min filmhorisont var stort set ikke-eksisterende og bestod mest af lidt ‘Olsen-Banden’, lidt Bud Spencer og hvad der nu måtte være i fjernsynet (som havde én kanal og skulle tændes ti minutter, inden man ville se noget, fordi det skulle varme op) – og som jeg kunne tigge mig til at være oppe længe nok til at kunne se til ende. Mine forældre nægtede pure at anskaffe sig en videomaskine og gad sandelig heller ikke bruge penge på et leje en movieboks i førnævnte døgnkiosk – som i øvrigt lukkede kl. 22.
Men en dag så jeg ‘Star Wars’ hjemme hos en kammerat. Jeg kan ikke engang huske, hvem det var, for jeg blev så opslugt af filmen, at jeg glemte alt omkring mig. Allerede da de der gule bogstaver på en for mig mindblowing 3D-agtig måde begyndte at rulle op ad skærmen med “It is a period of civil war. Rebel spaceships, striking from a hidden base …”, var jeg helt blæst bagover … Hey, hold lige op med at grine, på det tidspunkt var det eneste tekst på fjernsynet, jeg kendte til, programoversigten på Danmarks Radio, som sateme ikke stod på skrå og da slet ikke bevægede sig.
Og så gik selve filmen i gang, og er du tosset, hvor blev jeg forført af galaksen langt, langt væk. Af kække Luke Skywalker, prinsesse Leia med den mærkværdige (men alligevel sært erotiske) frisure, af den barske Han Solo, af kæmpestore Chewbacca, af nervøse C-3PO, evigt bippende R2-D2 og selvfølgelig den uhyggelige Darth Vader. Af lyssværd, Tusindårsfalken, stormtroopers, The Force … det hele! Hold kæft, jeg elskede den film og også de to næste.
For ikke ret lang tid siden var min 11-årige søn og jeg alene hjemme, og jeg insisterede på, at han skulle se, hvad jeg fik præsenteret som en af verdens bedste actionfilm, ‘Die Hard’. Altså… jo jo, John McClane er stadig sej og alt det der, men hold fast hvor går den film dog langsomt, når man ser den i dag. Og sådan er det med mange film, man gakkede helt ud over i 80’erne. Men ikke de tre første Star Wars-film. De holder stadig. Jeg har set ‘A New Hope’, ‘Empire Strikes Back’ og ‘Return of the Jedi’ adskillige gange som voksen, og de er i sjælden grad ældet med ynde. De fejler simpelthen ikke en skid.
Så sikke jeg dog glædede mig som en sindssyg, da det endelig blev annonceret, at Episode I, II og III var på vej. Og hvor blev jeg dog skuffet, da jeg rent faktisk så skidtet. Der var bare overhovedet ikke noget fedt over ham den lille grydehårede Anakin – barneskuespilleren Jake Lloyd fik så meget kritik for, hvad han havde gjort ved folks elskede Star Wars, at han ødelagde alt sit Star Wars-merchandise, trak sig tilbage fra offentligheden og er helt holdt op med at spille skuespil. Det er selvfølgelig synd for ham, men jeg går ud fra, at han ikke kan læse dansk, så jeg siger det alligevel: Gudfader, hvor var han irriterende. Dog overgået af Hayden Christensen, som spillede den ældre Anakin, og som jeg stadig ikke kan se uden at spænde i kæbemusklerne, fordi han var så ulidelig. Og don’t get me started på Jar Jar Binks, som dæleme gerne måtte have set den forkerte ende af et lyssværd allerede efter 30 sekunder på lærredet (også selv om Star Wars-fans tilsyneladende har tilgivet skuespilleren Ahmed Best efter 20 års hån og trusler.
Da ‘The Force Awakens’ kom i 2015, var jeg begyndt at arbejde som filmanmelder og havde den grad hidset mig op til den helt store sviner, da jeg ankom til pressevisningen – men blev lykkeligt overrasket over, hvor fedt ‘Star Wars’ pludselig var igen.
Instruktøren J.J.Abrams, der også havde haft held med at støve den lidt bedagede ‘Star Trek’-serie af i et par udmærkede film, havde givet ‘Star Wars’ et intergalaktisk los i røven og lavet en film, der både var et forrygende nostalgitrip med fine referencer til de gamle film og et imponerende øje for detaljer – og en udvidelse af universet med lang række nye karakterer. Helt høj på rum-endorfiner og ivrigt nynnende ‘bam-bam-bam-bam-bam’ skrev jeg anmeldelsen få minutter efter at have forladt biografsalen og gav hæmningsløst seks stjerner og foreslog, at alverdens ‘Star Wars’-nørder skulle skillinge sammen og opføre en buste af J.J. Abrams i det pureste guld. Det var – og er – fantasi, spænding, action og special effects rystet sammen i en cocktail af vidunderlig eskapisme.
Jeg kunne også virkelig godt lide ‘The Last Jedi’ og var vild med ‘The Rise of Skywalker’ (også med J.J. Abrams i instruktørstolen), som ellers har fået en blandet modtagelse af alverdens anmeldere. Jeg anerkender, at den har nogle issues, at der lefles hæmningsløst for fans, at man måske ikke rigtigt ærede Carrie Fisher ved at bruge ubrugte scener fra ‘The Force Awakens’ og snedig CGI til at bringe Leia til live – og at den måske også var lovligt sentimental og storladen. Men når man afslutter en saga, der har strukket sig over 42 år, og nu endelig slutter, må man sgu godt give den på alle tangenter.
Problemet er bare, at ‘Star Wars’ jo ikke rigtigt er slut. Altså Skywalker-sagaen er tilendebragt, men i 2016 blev vi introduceret til de såkaldte Anthology-film, hvor jeg modstræbende meget godt kunne lide ‘Rogue One: A Star Wars Story’, men til gengæld stadig er sur på ‘Solo: A Star Wars Story’ med den generiske plot og en Han Solo med samme karisma som vådt krydsfiner. Allerede her fik man lidt fornemmelsen af, at nogen var i gang med at malke ‘Star Wars’ lidt rigeligt.
Og det er slet ikke slut endnu: Rian Johnson (som instruerede ‘The Last Jedi’) er i gang med at skrive endnu en trilogi, mens Marvel-produceren Kevin Feige sideløbende er i gang med en anden ‘Star Wars’-film. Og så er tv-serien ‘The Mandalorian’ jo søsat på Disney+, og anden sæson er allerede bekræftet. Ligesom der skulle være en serie på vej med Cassian Andor i fokus OG en serie på vej med Obi-Wan Kenobi på. Og så videre…
Det giver jo god mening, for det ville ud fra et økonomisk perspektiv være totalt åndssvagt bare at droppe en milliard-franchise. Jeg tror bare, det bliver uden mig. Det er som om den saftevand, der engang var tæt på at være livets nektar og det bedste i en nørd fra provinsens liv, er ved at være rigeligt tynd.
