Klima
Foto: Unsplash

Guide til klimatosserne: Sådan redder du verden lidt hver dag

Følger du med i klimadebatten, er bekymret, vil gerne gøre noget selv, men føler, at det sikkert rækker som en skrædder i helvede? Så kan du finde hjælp i den nye bog ’Klimaguiden – red verden lidt hver dag’.

”Klimaforandringerne er en gigantisk global udfordring – nok den største i vores tid. Mange af os har et oprigtigt ønske om at klimasikre vores rutiner og vores forbrug. Men har det, vi gør for klimaet, reelt en effekt? Det kan være svært at gennemskue.” 

Ovenstående stammer fra de første linjer i den nye bog ’Klimaguiden – red verden lidt hver dag’, der er på gaden fra Politikens Forlag 22. august, og som tager udgangspunkt i det dilemma, mange af os går rundt med: Vi vil gerne leve mere klimavenligt i vores hverdag, men er i tvivl om, hvad der batter mest, hvad der er myter, og hvilke fra- og tilvalg i hverdagen, der egentlig gør den største forskel. 

Håndbog for klimatosser

Med den kække tagline ’Håndbog for Klimatosser’ påklistret på forsiden henvender den nye bog sig til den stadig større gruppe af danskere, som mener, at klimaforandringerne er et meget alvorligt problem, og som selv ønsker at gøre en forskel i det daglige, fortæller journalist Anna Fenger Schefte. 

Hun er, sammen med Anders Nolting Magelund, forfatteren bag den nye bog, og hun har på nærmeste hold oplevet, hvor stor en ændring der er sket på klimaområdet over de seneste år.

”Da jeg begyndte at skrive om klima lige efter COP15 i 2009, var det i en tid, hvor vi virkelig skulle bygge en dagsorden op igen, efter at have fået en kæmpe mavepuster ovenpå COP15 i København. Dengang blev klimaforandringerne beskrevet som noget tørt stof i forbindelse med COP-klimamøderne. Det sidste år har vi endelig fået befolkningen og folkemasserne med på dagsordenen. Og vi kan ikke rykke noget, hvis befolkningen ikke er med til at rykke ved efterspørgslen. Derfor har vi skrevet den her bog.”

Spis elefanten i bidder

For selvom vi bekymrer os om klimaet som aldrig før, er det ikke ensbetydende med, at danskerne er klar over, hvordan den enkelte livsstil påvirker klimaforandringerne, mener Anna Fenger Schefte.

”Jeg tror, at rigtig mange danskere bliver overrasket over tallet 17 ton, som er det antal CO2 hver dansker udleder om året og over, hvor langt der er ned til 2-3 ton (som er det tal, vi skal ned på, hvis vi skal overholde Paris-aftalen og holde temperaturstigningen under 2 grader, red.) De tal har brug for nogle perspektiver. Man skal spise elefanten i bidder, for det er jo dybt uoverskueligt at gøre det hele på én gang, og det giver vi i bogen konkrete råd til i de dagligdagssituationer, vi alle står i,” siger hun.

Bogen er delt op i kapitler som ’mad’, ’tøj’, ’affald’, ’rejser’, ’højtider’ og ’ferier’, hvor forfatterne gennemgår fakta om danskernes forbrug og samtidig kommer med konstruktive råd til, hvordan en alternativ klimavenlig livsstil kan se ud. Der er for eksempel opgørelser over, hvordan man bliver mest mæt for CO2-aftrykket, hvor mange penge man konkret sparer ved at vælge klimavenlige varmekilder, ligesom der er en lynguide til affaldssortering for blot at nævne enkelte eksempler.

Mange myter og halve sandheder

Forfatterne bag bogen er begge erfarne klimajournalister, som mener, at der mangler konkret, faktuel og håndgribelig viden i bogform om klimavenlige vaner i dagligdagen til det stigende antal danskere, der ønsker at leve mere klimabevidst.

”I takt med at der er kommet et øget fokus, er der også et øget behov for at vide, hvad der virker, og hvad man selv kan gøre. Der er en efterspørgsel, men der er også utroligt mange tal, myter og halve sandheder om, hvad de virker, og hvad der ikke gør. Vi har samlet den nyeste viden og givet et samlet bud på, hvordan man kan leve mere klimavenligt,” siger Anna Fenger Schefte.

4 bøger til dig, der vil leve mere klimavenligt:

‘Den lille guide til minimalisme’ af Jane Piper

I denne aktuelle bog gennemgås begrebet ’minimalisme’, hvad det betyder, og hvordan det opstod. Bogen kommer både omkring de psykiske grunde til, at vi holder fast i ting, længe efter at de har mistet værdi for os, og hvordan minimalisme kan hjælpe os til nemmere at give slip på det overflødige. Den er skrevet af Jane Piper, som selv lever som minimalist, og den beskriver hvordan minimalisme kan hjælpe os til at have mere tid og overskud i hverdagen, når vi ikke længere længes efter ’nyt’. Bogen giver også en praktisk gennemgang af, hvordan du kan skille dig af med ting, som ingen værdi har for dig.

‘Bæredygtig livsstil’ af Celina Lockhart

Bæredygtig livsstil indeholder masser af inspiration og tips til et liv, hvor bæredygtighed og klimavenlig livsstil er i fokus. Forfatteren bag lever selv ekstremt klimabevidst og er desuden kendt under navnet NeoHippie på Instagram, hvor hun deler tanker og erfaringer fra et minimalistisk, vegansk familieliv på Sydfyn til sine knap 28.000 følgere. 

‘Håb’ af Kristian Leth

Er du pessimistisk eller bekymret for fremtiden, kan du med fordel læse Kristian Leths bog ’Håb’. Bogen har – som titlen antyder – det formål at forsikre læserne om, at der er håb, når det kommer til fremtiden. Gennem statistik og videnskab drager han læserne gennem 220 sider til den konklusion, at mennesket før har håndteret store udfordringer, og at vi kan gøre det igen (Hvis vi smøger ærmerne op og deltager.).

‘Zero Waste’ af Bea Johnson

Fru Zero Waste Bea Johnsons bestsellerbog Zero Waste udkom sidste år på dansk og sætter fokus på, hvordan vi som privatpersoner kan modvirke en stadigt større global udfordring  – nemlig vores affaldsproduktion. Zero waste-idéen er en filosofi baseret på at undgå så meget affald som muligt. Bea Johnson fortæller sin egen historie om at gå fra at være en gennemsnitlig familiemor i USA, der ubekymret smed 240 liter affald ud om ugen, til i dag at leve (stort set) affaldsfrit, og hun giver simple råd til, hvordan vi alle kan reducere vores affald.

Foto: Mika Baumeister, Unsplash og PR

Find mere om
Footer graphics