Han er 53 år, vejer cirka 550 kilo (hvorfor det koster en del i øl at drikke ham fuld) og har i skrivende stund 258.903 følgere på Twitter.
Ikke mindst befinder han sig i en eksistentiel krise af de store. Da vi møder ham, har han nemlig ikke haft en rolle i 18 år.
Det eneste, han er kendt for, er sin deltagelse i firser/halvfemser-sitcom-en ‘Horsin’ Around’, hvori en antropomorf hest tager sig af tre forældreløse børn. Krisen til trods har han et ego som en forkælet rockstjerne med et alvorligt cokeproblem.
Nå ja og så er han hovedpersonen i den animerede Netflix-serie ‘BoJack Horseman’, som nu er aktuel med endnu en omgang kynisme, selvhad og sproglige finurligheder. 4. sæson fik premiere på Netflix 8. september.
BoJack (spillet af Will Arnett fra blandt andet ‘Arrested Development’) er – med en let omskrivning af titlen på en Coen-noir – ‘The Horse Who Wasn’t There’.
Den ene alkoholiserede dag i hans Hollywood Hills- villa tager den anden, og sådan kunne det i virkeligheden have fortsat til hans noget for tidlige død.
I stedet dukker ghostwriteren, Diane (Alison Brie der spillede Trudy Campbell i ‘Mad Men’), op for at skrive de memoirer, som BoJack har lovet sin tæt på fallerede forlægger Pinky Penguin at skrive i årevis.
Hårdt gået på klingen bliver han dermed tvunget til at forholde sig til en ukærlig barndom og en tom eksistens.
The Depressed Talking Horse
BoJack Horseman er skabt af komikeren Raphael Bob-Waksberg og setdesigneren Lisa Hanawalt. De to har kendt hinanden siden teenageårene, og da sidstnævnte havde en forkærlighed for at tegne menneskelige dyr og i øvrigt alt, der havde med heste at gøre, var spiren til BoJack Horseman lagt.
De to holdt kontakten og udvekslede ideer til diverse projekter over e-mail, og i 2010, efter så småt at have etableret sig som manuskriptforfatter skrev Raphael Bob-Waksberg til sin veninde og beskrev sin idé: BoJack, the Depressed Talking Horse.
Selveste den tidligere Disney-chef Michael Eisner, som nu ejer produktionsselskabet Tornante, forelskede sig i det spirende koncept – endda i en sådan grad, at det lykkedes Raphael Bob-Waksberg at lade serien gå direkte til produktion i stedet for – som det næsten altid er tilfældet – at lade den gå igennem en udviklingsfase (altså omskrivning) hos produktionsholdet.
I 2014 kunne Netflix-seere så opleve første sæson, der faktisk ikke blev den store succes. Især ikke blandt anmeldere. Chicago Suns anmelder, som tydeligvis ikke er ‘Family Guy’-fan, skrev blandt andet:
“(A) bizarre, Seth MacFarlane-like show that seems to have stemmed from a trippy night on ‘shrooms. In the words of Nancy Reagan, just say no.”
Heller ikke i Politiken fik serien mange positive ord med på vejen. Her lød overskriften slet og ret: Netflix fejler med krukket krikke.
Satire over Hollywood-celebs
Serien bruger ganske lang tid på at introducere universet, hvorfor den første halvdel af første sæson i visses øjne forfalder til rigelige mængder af studentikos humor – blandet med satire over Hollywood-celebs og mediekritik.
I andet afsnit opfører hovedpersonen sig på sin vanlige stil upassende overfor en hjemvendt elitesoldat, en navy seal, som han møder i et supermarked og tager de muffins, den anden havde udset sig, men dog ikke kommet i indkøbskurven.
Neal Mcbeal the navy seal (som naturligvis rent faktisk er en sæl) går til medierne, som puster historien om den forkælede stjerne versus en tapper hjemvendt veteran op til nyhedshelikopterdækningsniveau.
Som nyhedsoplæseren, høj på patriotisme, konstaterer: “There is nothing funny about stealing a meal from Neil McBeal the navy seal.”
Dyregags og ordspil står i kø. Således er nyhedsoplæseren en blåhval, og tv-stationen hedder da også MSNBSea.
I episode 7 bliver vi præsenteret for filminstruktøren Cameron Crowe, der trods navnet ikke er en krage, men en ravn – en misforståelse, der plager ham dagligt. Episodens titel er ’Say Anything’, hvilket er titlen på den virkelige Cameron Crowes instruktørdebut fra 1989.
De mange referencer gør, at BoJack Horseman er lidt en lukket fest. Og der skal sluges en del kameler for, at man accepterer, at ”almindelige” mennesker og menneskedyr blandes tilsyneladende vilkårligt.
Ud over BoJack (hest) og ghostwriteren Diane (menneske) får vi i de første afsnit introduceret følgende faste figurer:
Nasseren Todd Chavez (og vel reelt BoJacks eneste ven), der har boet på “stjernens” sofa i fem år. Han spilles af Aaron Paul fra ‘Breaking Bad’.
BoJacks agent og on and off kæreste, den lyserøde perserkat Princess Carolyn. Hun spilles af Amy Sedaris, der blandt andet har spillet med i ‘Den Bestøvlede Kat’.
BoJacks nemesis, realitystjernen Mr. Peanutbutter: En gul labrador der, som hunde jo gør, altid kører bil med hovedet ud af vinduet. Han spilles af komikeren Paul F. Tompkins.
Problemer i Hollywoo
Serien tager så småt fart, da BoJack forelsker sig i Diane, som beklageligvis er kæreste med Mr. Peanutbutter. For at imponere Diane stjæler BoJack d’et fra Hollywood-skiltet. Hvilket blandt andet har den effekt, at filmbyen herefter i samtlige fremtidige afsnit kun omtales som Hollywoo.
Samtidig kommer Todd i fængsel for at arrangere turistrundvisninger i BoJacks hus under påskud af, at det er David Boreanaz (‘Buffy’, ‘Bones’), der bor der.
Efterhånden som sæsonen skrider frem, bliver den sortere, dybere og mindre afhængig af de mange gags. Todd skal i fængslet vælge mellem medlemskab af to forskellige etnisk selektive bander, Aryans og Latin Kings, og BoJack tvinges ud i et møde med sin gamle og kræftsyge ven, som han forrådte til gengæld for en filmrolle.
Inden da, i episode 9, ‘Horse Majeure’, tager han de første skridt ud af selverkendelsens vej. Som han siger:
“You know, sometimes I think I was born with a leak, and any goodness I started with slowly spilled out of me and now it’s all gone. And I’ll never get it back in me. It’s too late. Life is a series of closing doors, isn’t it?”
Set i lyset af forskellen på første og anden halvdel af sæson 1 tog mediet IndieWire den oprindelige anmeldelse baseret på de første seks afsnit op til revision og ændrede deres anmeldelsespolitik.
IndieWire anmelder den dag i dag – i modsætning til de fleste andre medier – nu kun serier baseret på hele sæsoner og ikke bare de første afsnit.
Siden har BoJack Horseman redet (!) på en bølge af succes. Hvilket følgende anmeldercitater fra anden sæson dokumenterer:
“(It) makes eccentric use of the best innovations in contemporary television comedy: finely tuned and obsessively curated throwaway jokes and gags; unexpected allusions to high and low culture; clever continuity and layers of self-reference.” – The New Yorker
“Seriously, thank God it’s funny because there are some moments of this show that hit really, really hard.” – Indiewire
“Truly, I cannot entirely explain it; and yes, it might be better stoned. But it is a reminder of the gorgeous possibility of animation, the seductive pull of a world with different rules-even for us lonely, disaffected, cynical adults.” – Salon.com
BoJack Horseman blev fra slutningen af første sæson mere og mere tydeligt en serie med noget på hjerte: Manden, der også er en hest, er et sindbillede på det moderne menneske, der søger kærlighed, men har for få strenge på sit følelsesmæssige register til at få den til at lykkes. Han er på en gang for følsom og for kynisk.
YouTube-kanalen WatchMojo har samlet en kavalkade af de (ifølge kanalen) bedste scener fra de tre første sæsoner:
Tåkrummende ‘Klovn’-lignende
I en verden hvor flere og flere bor alene (i København er det omkring 40 procent af befolkningen) vækker BoJacks mere eller mindre selvvalgte enegang, FOMO og frygt for at binde sig utvivlsomt genklang.
Var BoJack alene en historie om en egoistisk misbruger i et navlebeskuende miljø, var serien næppe blevet forlænget igen og igen. Vel er der stadig tåkrummende ‘Klovn’-lignende scener, som da vores antihelt opsøger en gammel flamme og ender i et soveværelse med hendes datter, men der er også eftertænksomhed og poesi.
Det sidste kommer især til udtryk i sæson 3, hvor BoJack Horseman i episode 4 tager til en filmfestival under vandet.
Her genser han en filminstruktør, som han har dårlig samvittighed overfor, men ikke kan komme til at tale med, da alt jo foregår under vandet. Det hele bliver mere og mere mareridtsagtigt, men samtidig hjerteskærende ømt, da han pludselig skal være plejefar for en nyfødt søhest.
8. september var der så premiere på 4. sæson.
BoJack opsøger sine rødder i Michigan og bliver mere og mere isoleret. I mellemtiden går Mr. Peanutbutter efter at blive valgt som Californiens guvernør.
Hvordan det spænder af, kan man se på Netflix. Men også denne nye sæson er generelt blevet godt modtaget, hvilket brugere af metacritic kan konstatere ved selvsyn.
Også i Danmark har serien fået gode anmeldelser blandt andet på Soundvenue og især på Ekko, der kvitterer med topkarakteren 6 stjerner.
Stadig ikke overbevist? Her er tre grunde til at se BoJack Horseman:
Musikken: Serien åbner med en perpleks udseende Bojack, der fragtes på rundtur i sit hus. Bag ham ses seriens andre figurer – flere og flere fra sæson til sæson. Musikken er skrevet af trommeslageren fra The Black Keys, Patrick Carney, i samarbejde med hans onkel Ralph Carney og er syret, jazzet og nærmest hypnotisk. Hvad outromusikken angår, kunne den sagtens vinde, hvis der var en Emmy for mest deprimerende musik til en animeret serie. Den er skrevet, spillet og sunget af L.A.-bandet Grouplove.
Referencer og gæsteoptræden: Et væld af stjerner optræder som sig selv: Blandt andre Jessica Biel, Daniel Radcliffe, Naomi Watts og Paul McCartney, hvis eneste funktion er at hoppe ud af en kage. En tilbagevendende “stjerne” er den æbleprydede sweater, BoJack har på i ‘Horsin’ Around’. Den er en reference til Bill Cosbys hang til spraglede sweatre i ‘The Cosby Show’.
De store linjer: Selvom serien er fyldt med dyregags tøver den ikke et sekund med at sætte fingeren på livets store temaer: Eksistentialisme, sexisme, racisme, alkoholisme og ikke mindst den overfladiskhed, der hersker i politik – godt hjulpet på vej af useriøse medier. Som da Mr. Peanutbutter i løbet af sin guvernørkampagne, som har fået ham i lommen på stort set samtlige tænkelige lobbyorganisationer, bliver bedt om at “holde en lidenskabelig tale om fracking, der hverken er for eller imod”. Hvorefter en glad journalist styrter tilbage til studiet. “Jeg har fået det, jeg skulle bruge”, konstaterer den såkaldt fjerde statsmagt.
Tag ikke fejl af den lidt fjollede indpakning. BoJack Horseman er samfundssatire på et meget højt niveau. Samtlige fire sæsoner er tilgængelige på Netflix.
