BH90210

Fjernsyn for dig: Det nye ’BH90210’ er fuld af halvgamle botox-røvhuller, der spiller sig selv

Efter 19 år in absentia løber ‘Beverly Hills 90210’ atter over skærmen i en helt ny og super mærkværdig meta-version. Men hvad vil det os, der engang holdt så meget af serien?

Jeg ved stadig ikke helt hvorfor, men i begyndelsen af 00’erne var jeg i gang med at tage en bachelor i teatervidenskab. Det betød, at jeg på et tidspunkt var med til at lave en horribel iscenesættelse af Tjekhovs klassiker ’Mågen’ som eksamensprojekt.

I ’Mågen’ er der nogle russere, der gør det, som russere nu engang gjorde bedst omkring det moderne gennembrud: De sidder i en have og taler om, hvor meningsløs eksistensen er, alt imens de er underligt afklarede med, at den skal ophøre.

Det er ikke helt det, der foregår i det nye ’Beverly’, selvom stemningen af absurditet ligger latent under overfladen. Men tv-serien benytter sig af et metalag, ligesom vores opsætning af ’Mågen’ gjorde det. En iscenesættelse, der handler om at iscenesætte.

I vores teaterforestilling var skuespillerne således til en læseprøve på ’Mågen’. Og jeg tror endda, vi live-filmede den og projicerede videoen op på bagvæggen undervejs. Dobbelt meta! Åh Gud.

Alt med meta var vildt populært lige på det tidspunkt, og det skyldtes måske en generel følelse af, at det var for svært at fortælle noget sandt og fyldestgørende om verden. Men det er også et smart træk, når man ikke rigtig kan finde ud af, endsige tør, at gøre store ord til virkelighed.

Reboot

’BH90210’ – reboot – havde premiere i sidste uge. I det første afsnit er der nogle halvgamle-røvhuller, som vi – på trods af lidt for meget botox hist og her – kender rimeligt indgående, der render rundt og spiller sig selv.

Vi møder de gamle venner, da de er på vej til Las Vegas for at samles i et panel, hvor de skal tale om den meget populære tv-serie, de engang var skuespillere i. De har ikke set hinanden længe og befinder sig alle sammen i en eller anden form for livskrise, som givetvis skal sandsynliggøre, hvorfor hulan de hver især skulle være interesserede i at gå tilbage og genoplive en afdød 90’er-klassiker. Det er Tori Spelling, der får den lyse idé, at de skal i gang igen: ”Maybe we all need to go back to move forward?”. Og således handler det nye, lettere forvirrede ’BH90210’ om at lave en ny sæson ’BH90210’ her efter 19 lange år.

Reunions er selvsagt en svær tv- og filmgenre. Superfans vil altid helst bare have mere af det originale, mens dem, der skal genforenes, bare gerne vil vise, hvor meget de har lært og udviklet sig siden sidst. I det lys er det sådan set ikke den dårligste løsning med et meta set up. Det er en måde at tage præmissen aktivt på sig: At ingen klassisk reunion, hvor vi skulle følge West Beverly-holdet som ældre, alligevel ville kunne tilfredsstille den nostalgiske længsel, der florerer derude. Og at alle alligevel er overbeviste om, at de gør det for at lave dollars. Hvilket helt sikkert også er tilfældet, men nu joker de i det mindste åbenlyst med det, med sig selv, og det virker sympatisk.

Intention

Men desværre misser reboot-serien to væsentlige ting, der arbejder afgørende imod den:

Den første er, at folk giver zero fucks for Ian Ziering. Men ikke for Steve Sanders. Folk er da skide ligeglade med, om Jennie Garth er blevet skilt, men vi vil da gerne vide, om Kelly Taylor stadig kan finde på at tage en bane i ny og næ. Ingen har nogensinde for alvor interesseret sig for Jason Priestleys privatliv, men fortæl mig om Brandon Walsh deler køjeseng med Emily Valentine, eller om han blot er gået videre i den række af uendeligt kedelige brunetter, vi ellers var vidner til.

Den anden ting, der modarbejder serien, er, at den ikke kan svare på det spørgsmål, som Oprah siger, at man altid skal stille sig selv, inden man sender noget ud i verden, nemlig: ”What’s the intention?” Og alle ved, at Oprah har ret. For selvom alt det der med #nofilter ligger godt i tiden, det er blevet populært at forsøge at være sig selv, så misser ’BH90210’ at svare højt og tydeligt på, hvad pointen med at være ærlig/autentisk/sig selv på metaoverdrev egentlig er.

Et vidnesbyrd om et nu fragmenteret verdensbillede? Vil Brian Austin Green give så meget af sig selv, at andre housedads til rige og berømte koner ikke føler sig så alene? Vil Shannon Doherty dele med os, hvor svært det er at have kræft? Lad os se. Lige nu er jeg faktisk bare ikke så sikker på, at man er nødt til at gå tilbage for at bevæge sig fremad.

’BH90210’ kan herhjemme ses på TV2 Zulu fredag aften eller streame den på TV2 Play eller på C More.

Find mere om
Footer graphics