Skæve streger
David Shrigley er en britisk billedkunstner, og hans Instagram-profil er hans fornemste udstillingsvindue til verden. Hver uge forkæler hans sine flere end en million følgere med nye værker fra hans quirky univers, der er fuld af både humor og en subtil kritik af magthaverne og den måde, vi behandler planeten på. Han har en vidunderlig naivistisk streg, og hans værker er farverige og som regel altid ledsaget af en knastør, sarkastisk kommentar på bedste britiske vis, såsom ‘Home is where your stuff is’. Der er alt fra billeder af fire spøgelseslignende mennesker, der sidder rundt om et klassisk mødebord med teksten ‘We hate meetings’ til et billede af en gigantisk bøf med overskriften ‘Meat – to hell with it’. Det er umuligt at scrolle gennem hans univers uden at begynde at grine lidt. For connaisseurs og store fans er der faktisk en Shrig Shop på Vesterbro i København, hvor man kan tage hen og se den skotske kunst live og sågar købe den. Mågen herunder har for eksempel en æresplads på væggen i mit køkken, og lige nu og frem til 27. marts udstiller David Shrigley faktisk på Galleri Nicolai Wallner i Nordvest.
/Louise Elly Meyer
En sidste bønne
Nu er vi ganske vist officielt trådt ind i foråret, men uofficielt ved vi jo godt, at det alt for ofte sner helt ind i april. Efter 34 år på dansk jord bilder jeg mig ikke længere ind, at forårets komme er lig med solskin og varme. Så derfor vil jeg komme med en anbefaling, der muligvis virker lidt off, men faktisk er rimelig genial: Suppe. Denne vinter har jeg lagt en del energi i at forfine tilberedningen af forskellige supper, og jeg er blevet fuldstændig hooked på den toscanske variant ribollita, som er en bønnesuppe med kål og masser af grøntsager. Og friskrevet parmesan! Jeg ved det, det lyder aparte, men tro mig, det er vidunderligt. Jeg vil ikke gå ind i detaljerne – udover at opfordre til at man gør sig den ulejlighed at koge sine egne bønner med en masse grøntsager i stedet for at købe dem på dåse. Se denne video, hvor Claire Saffitz viser præcis, hvordan man bærer sig ad, og tak mig senere.
/Thomas Balslev
Før stormen
Der er så mange øer i Danmark, og langt de fleste får langt de fleste af os sikkert aldrig besøgt. Hvad skal man da også der, når man kan tage til New York i stedet? Det kan jeg ikke svare på, men jeg vil nu alligevel anbefale, at man i anledningen af CPH:DOX, som kører netop nu, besøger den danske ø Mandø via en skærm. Det er selvfølgelig ikke optimalt, og så alligevel, for dokumentarfilmen ‘Før Stormen’ er meget seværdig. Den portrætterer øen lille samfund, som består af bare 27 øboere, og især får man indblik i øens sidste landmand, Gregers’, liv og trummerum. Mandø ligger lavt og er truet af klimaforandringernes stadigt hyppigere stormfloder, men Gregers vil ikke give efter – i stedet forsøger han blandt andet på Tinder og gennem ‘Landmand søger kærlighed’ at finde en kone, hvilket ikke er så nemt. Det er en meget poetisk film, som både er smukt filmet og tankevækkende, fordi folk som Gregers og de andre øboere, som lever en smule gammeldags, normalt ikke fylder noget som helst i mediebilledet, men holder liv i de danske øsamfund, som er ved at forsvinde.
Se, hvor du kan se den på CPH:DOX.
/Thomas Balslev
