Forleden lå mit barn søvnløs i timevis, fordi der var nogen, der holdt fest på en altan i vores gård. Jeg måtte ty til ørepropperne, og det er sådan, det er nogle gange, når man bor tæt på andre mennesker i etageejendomme. I går fortalte min lillesøster mig så, at hun havde været til selvsamme fest, og at hun og de andre gæster havde været meget chokerede over, at nogle naboer (ikke mig!) havde ringet til politiet, der dukkede op ved midnat og bad gæsterne lukke vinduer og døre og skrue ned for musikken.
Det er to sider af et københavnerliv. Jeg forstår de unge mennesker, der synes, at de holdt en legitim fødselsdag uden at tænke over, at høj musik og fuldmands-altansnak gjalder gennem en baggård og måske holder et par hundrede mennesker vågne. Og jeg forstår folk som jeg selv, der ligger vågne og tænker, ”gå nu indenfor, tosser”.
Problemet er, at vi skal sameksistere. Og de senere år har pendulet svunget i retning af de unge, de fulde, de festglade, fodboldtosserne, partybus-gæsterne, turisterne og alle de andre, der larmer udenfor i København.
Et lille flertal i Teknik- og Miljøudvalget vil lukke ned for udeservering i hverdagene efter klokken 22. Det er da måske et sted at starte, men problemet er jo ikke så meget dem, der sidder og skvadrer på en terrasse foran en restaurant eller café, det er alle de andre. Det er horderne af teenagere, der huserer rundt i byens gader og råber og skriger, slår sig ned på trappesten og i baggårde med McDonalds- og pizza-fråder.
Her hvor jeg bor på Østerbro er det fodboldfans, der tåger rundt i en fadølsbrandert level 100 fire timer før en kamp og fire timer efter, pisser i kælderskakter og smadrer biler, beplantning, søndagsro og efterlader sig en karavane af skrald.
Rigtig meget i denne her debat handler om vores drukkultur. Vi drikker nemlig både som dem i Sydeuropa – ofte – og som os i Nordeuropa – meget. De to ting i kombination er dårligt for os, der gerne vil have et hverdagsliv i København. Københavnerne er verdensmestre i druk, men også i uhøflighed og manglende hensyntagen, derfor clasher det nye København med det gamle København. Vi drikker for meget, og alkoholen gør os dumme.
For selvfølgelig skal hovedstaden være en by, hvor man kan gå ud, men i takt med at nærmest hele København er omdannet til festzone alle ugens dage med barer, restauranter, kaffebarer og vinbarer, der har afløst ostehandlere, posthus, renserier, grønthandlere og andre normale butikker, vokser larmen. Før kunne man lade være at bo ved Nyhavn eller i Strøgets sidegader, men nu er festen nærmest overalt og bliver også båret frem af den kraftigt voksende oplevelsesturisme. København er i farezonen for at ende som en hul forlystelsespark.
Fremfører man argumenter for, at festen måske er blevet lidt for meget, og at man ikke helt kan se pointen i at ligge vågen om natten for, at en flok udvekslingsstuderende fra USA kan få en Full Copenhagen Experience med cykelstyrt og udpumpning, så får man meget hurtigt at vide, at man skal flytte ud ad byen.
Men det er doven og dum argumentation, København er ingenting uden sine rigtige beboere, dem der arbejder her, opdrager deres børn her, betaler tårnhøj husleje, holder picnic i byens parker, cykler med deres kæreste i hånden, går tur med rollator og barnebarn og generelt bare skaber liv, hverdag og samtaler i gaderne. Vi skal være her sammen, og vi skal finde ud af en måde at nyde den vidunderlige sommer, som står foran os efter en uendelig lang og mørk vinter. Uden at dem der larmer højest bare får ret.
