Hudsult

Månedens hudsultne heartbreaks: Årets aprilsnar er aflyst – tiden er ikke til onkelhumor

Det er tid til det månedlige opgør med tidsånden, det dumme svin. Her kommer listen over alt det, der knuser vores hjerter pt – som hudsult, frisk luft og ældrehad.

1. Stop så din aprilsnar!

Tiden er ikke til onkelhumor. Så vi aflyser hermed aprilsnaren 2020, ligesom alt andet. Verden er for surrealistisk og skræmmende et sted til spøg og skæmt. Oplagte aprilsnare som ‘politiet har indført ensretning rundt om søerne’ er jo overhalet af virkeligheden. Så vi gider ikke en eneste joke på dagen. Derfor: Stop dig selv, også dig journalist med humoristisk lune på ‘TV-avisen’! (Du ved, hvem du er)

aprilsnar meme

2. Iskolde Bestseller-fyringer

Efter hele lokalområdet ved Brande, Herning og omegn har været dybt følelsesmæssigt involverede i Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen og konens tragiske tab af deres børn i et terrorangreb og den mirakuløse fødsel af deres nye tvillinger, så fyrer Bestseller-koncernen 750 medarbejdere og beder om en statslig hjælpepakke. Nærmest på første dag af Coronakrisen. Mon ikke der var lidt på kistebunden at tage af, før man fyrede? Det er sgu en hjerteskærende mangel på samfundssind.

3. #BoomerRemover

Måske vor tids mest kyniske og morbide internet-udtryk. OK Boomer-generations-fighten var ellers ret sjov, fordi den udstillede nogle positioner, som vi alle skifter imellem flere gange gennem livet. Men at skide på de ældre generationer, der er i højrisikogruppen, for at feste videre med vennerne, det er ganske enkelt hjerteløst. Lad os stå sammen mellem generationerne nu. Solidaritet og omsorg er det eneste civiliserede våben mod COVID-19. Se selv:

4. Død over FOMO

Den der sitrende søgen rundt på nettet og de sociale medier for at holde øje med, hvad alle laver og med hvem, er væk. Alle er hjemme. Alle keder sig. Bare se Ellen DeGeneres i joggingtøj ringe til sine kendte venner fra sin kedelige, beige sofa. De rige keder sig også! Joy of Missing Out på ægte Brinkmannsk må være vaccinen – og så drømmen om en stor, lækker sommerfest med vennerne på den anden side af Corona iført masser af flokimmunitet.

https://www.instagram.com/p/B95RNMMBiXf/?utm_source=ig_web_copy_link

5. Hudsulten raser

Det har altid været et lidt ulækkert ord, hudsult. Man forestiller sig en menneskelig fodvorte, der leder efter noget at klamre sig til. Der bliver rigeligt med emotional labour fra dybet af isolation og fremmedgørelse både under og efter Coronakrisen. Vi er åbenbart pattedyr, der smitter hinanden, patter på hinanden og helt instinktivt gerne vil røre ved hinanden. Og det kommer vi, uanset hvad, til at skrue ned for, ikke bare nu, men også fremover. Det er sørgeligt, at vi kan sprede sygdom og død ved at røre ved hinanden. Indtil videre rører vi så vores telefon helt manisk i stedet.

Hudsult

6. Diktatorer i EU

Mens vi holder sammen herhjemme, bliver der for alvor fisket i rørte vande ovre i Ungarn. Premierminister Viktor Orbán har benyttet Coronakrisen til at indføre en række særlove, så han nu kan lede landet uden at skulle have opbakning i parlamentet. Plus et par andre småting som, at han nu smider folk i brummen i fem år, hvis de spreder fake news og rygter. Og nå ja, så har han aflyst det demokratiske valg. Orbán kan sjovt nok ikke selv se problemet. Derfor får han den lige med caps-lock i bund: PIS LIGE FULDSTÆNDIGT AF MED DIT DIKTATUR!

7. Ren luft på lånt tid

Ironisk nok er luften over København under sundhedskrisen blevet så frisk, at den ikke slår nogen ihjel. Det knuser selvfølgelig ikke vores hjerter, men vi ved allesammen godt, at det er på lånt tid. Snart holder der igen tre-liters dieselmotorer i taxa-tomgang i Nyhavn, og snart kører de der røde dobbeltdækkerbusser i båndsløjfe igen fra Amalienborg til Den Lille Havfrue. Tiden, hvor vi skal skære os gennem blyfarvede partikler i vores ellers smukke hovedsted, kommer igen, og det er slet ikke til at bære, at folk skal fortsætte med at kradse af på den konto på den anden side af pandemien.

København
Foto: Realdania/C40 World Mayors Summit 2019
Footer graphics