Influencer barn
Foto: Shutterstock

Når børn bliver business: De lukrative SoMe-mødre tjener penge på deres Insta-børn

Debattør og podcaster Morten Svane mener, at det er problematisk, at flere og flere (især) kvinder bruger deres børn til at høste likes og reklamekroner på Instagram.

Børn er underholdende. De siger og gør uforudsigelige ting, de er søde, uskyldige, ligefremme og uden indpakning. Og de betyder alt for deres forældre. Det er netop dét, der gør, at vi får lyst til at dele vores smukke børn med omverden.

Forældre har altid foreviget deres børn. De fleste på min alder har forældre, som har stakkevis af støvede fotoalbums liggende med lige dele søde og pinlige billeder fra vores barndom. Billeder der, ofte til vores store gru, bliver vist frem til kærester eller venner. Nogle har måske også knitrende, alt for lange og rystede VHS-optagelser fra evige sommerdage og konfirmationer på loftet.

I dag er de analoge billeder af børn i private fotoalbums erstattet af virtuelle fotoalbums på mobilerne, der indeholder tusinder af billeder og videoklip. Og ikke så sjældent finder de billeder og videoklip vej til de sociale medier. For nogle blot for at dele, så forældre og venner kan følge med, mens det for andre viser sig at være så populært for andre at følge med i børnefamilielivet, at der pludselig kan tjenes penge på det.

Det er det sidstnævnte – når børn bliver business – jeg vil diskutere i denne artikel.

De profitable børn

Lad os gøre en ting klart i forhold til internettet: Der er nogle ting, som universelt fanger folks opmærksomhed: katte, hundehvalpe og menneskebørn for eksempel.

Der er især likes og opmærksomhed i billleder og videoer, der har børn som omdrejningspunkt. Særligt hvis man har børn, der har lidt ekstra cuteness-faktor, charme eller jævnligt siger og gør ting, som er sjove. Alle, der har ytret sig om børn på internettet, ved også, at mødresegmentet både er meget aktive og har meget stærke holdninger til emnet børn.

Der bliver gået op i mor-rollen med liv og sjæl, hvilket giver et ekstremt engageret segment. Nogle gange også til et punkt, hvor andre mødre kan få hårde ord med på vejen (også kaldet ‘mor-politiet’), hvis de træder ved siden af.

Fælles for de internet-aktive mødre er, at de vil deres børn det bedste. Og det betyder også, at mange er på udkig efter anbefalinger til den bedste barnevogn, madopskrifter, sødt tøj, det bedste legeland, et familievenligt ferieressort og så videre. Listen er lang.

Kombinationen af engagement, opmærksomhed og et købestærkt segment har skabt et lukrativt marked, for det er uhyre attraktivt for virksomheder at tale direkte til mødrene. Flere og meget engagerede øjne på et givent produkt betyder mulighed for større profit.

Der er intet odiøst i, at virksomheder smider penge efter personligheder og tiltag, der kan give dem opmærksomhed og profit. Sådan har det været længe. Det nye er, at børnene nu bliver en proxy-reklamesøjle. De bliver med andre ord det indhold, som skal sælge varen. Her er et par eksempler:

Cute content

Ligeledes ser jeg en stigende tendens til, at nogle influencere gør et barn til en ‘personlighed’ på deres sociale medier på lige fod med dem selv. Det betyder, at de hyppigt postes i feedet og indgår i stories i alle mulige sammehænge (også meget intime slags som f.eks, hvis de er kede af det, er afklædte eller har en øv-dag).

Her bruges de måske ikke direkte til at sælge varer med, men de bliver gjort til ‘indhold/content’ på kanalerne, som trækker mange likes og kommentarer. Nogle gange langt mere end den voksne forældre-influencer kan trække. På den måde bruges de både direkte og indirekte til at hjælpe influenceren med at skabe sig en social medie-tilstedeværelse, som de i sidste ende kan leve af.

Hvis man er vokset tilstrækkeligt ved at bruge denne strategi, så fordrer det spørgsmålet: Hvad ville der ske, hvis barnet blev taget ud af markedsførings-ligningen, som i nogle tilfælde har skabt en meget komfortabel tilværelse for influenceren? En død forretning? Og betyder det, at barnet måske derfor fortsat bliver brugt som en bevidst brik til at skabe indhold, selvom det måske ikke altid er i barnets egen interesse?

Vi kender ikke konsekvensen

Børns tilstedeværelse på de sociale medier er stadig relativt nyt. I det hele taget er tilstedeværelsen af sociale medier relativt ny, hvis vi kigger på teknologiens overordnede historie. Vi er stadig i gang med at finde ud af, hvordan de fungerer som en integreret del af vores hverdag, og vi støder hele tiden på udfordringer (eksempelvis GDPR).

Netop fordi sociale medier er så nye, betyder det også, at vi ikke kender konsekvenserne af massiv eksponering af børn i en tidlig alder med varige digitale spor, når de bliver voksne. Men vi ved fra f.eks. barnestjerner fra film- og musikbranchen, at det ikke altid er nemt at vokse op med stor opmærksomhed og et arbejde i en voksenverden og ligeledes heller ikke at skulle definere sin egen vej som voksent menneske senere hen, hvis ens tidlige år i høj grad var defineret af andre.

Med andre ord: Vi ved ganske simpelt ikke, hvad konsekvensen er endnu. Men vi fortsætter, fordi vi regner med, at det ikke vil have et negativt udfald.

Børn som cute content for influencer-forældre lægger op til en række presserende spørgsmål:

  • Hvorvidt et barn selv er i stand til at vurdere, om de ønsker at blive gjort til genstand for kommercielle interesser?
  • Kan barnet på et senere tidspunkt i deres liv stå inde for det, de er blevet brugt til at reklame for?
  • Hvorvidt et barn selv er i stand til at vurdere, om de ønsker at være omdrejningspunktet for content-produktion fra deres forældre?
  • Hvorvidt barnet selv er i stand til at vurdere, om de ønsker deres barndom foreviget og delt med en større gruppe af fremmede voksne?
  • Hvorvidt barnet ønsker, at fremmede mennesker skal kunne genkende dem, kende til historier og personlige ting om ting, de ikke selv har delt?
  • Hvorvidt børnene selv ønsker decideret berømmelse?

Det er nok spørgsmål som disse, der har fået diverse amerikanske social medie-personligheder til at censurere deres børn eller helt holde dem ude af offentligheden, indtil de selv er gamle nok til at træffe den slags beslutninger (fra Youtube-universet kan f.eks. Peter Mckinnon og Casey Neistat nævnes). Akkurat ligesom vi også har set visse berømtheder holde deres børn ude af søgelyset igennem tiden.

En ambivalent udvikling

Jeg har det selv ambivalent med udviklingen. Og den ambivalens er kun vokset igennem de senere år i takt med, at jeg har set børn-som-accessories-genren vokse eksplosivt på de sociale medier.

Børnene er, i visse tilfælde, blevet en forretning eller et markedsføringsredskab for deres forældre. En direkte eller indirekte betragtelig indtægtskilde i familiens liv, som det ville gøre anseelig økonomisk skade at stoppe med at eksponere.

I den mekanisme kan barnets grænser hen over årene kontinuerligt blive ufrivilligt overskredet for at tilgodese økonomien eller opretholdelse af en influencers popularitet. Jeg tror, at alle forældre som udgangspunkt vil deres børn det bedste. Men jeg tror også, at SoMe-møllen på sigt kan forblænde os på væsentlige punkter og langsomt normalisere en online dele-adfærd, der måske ikke er i barnets interesse. Men hvem vil ikke gerne have en gratis sommerferie for hele familien i bytte mod et par søde stories?

Mit ærinde med indlægget her er ikke at hænge specifikke personer ud. Men jeg tror helt reelt, at nogle af de influencere, der bruger børnene på deres sociale medier, aldrig har stillet sig selv nogle af de spørgsmål, jeg stiller her.

Vi skal ikke angribe eller shitstorme de forældre, der vælger at bruge deres børn på nettet. Det fører aldrig noget godt med sig. De er ikke automatisk moralsk slette personer. Og det er heller ikke fordi, at alle billeder og videoer af børn skal bandlyses. Men der er en grænse et sted, spørgsmålet er, hvor den skal trækkes.

For lige nu er der bare flere og flere børn på deres forældres kanaler, og Instagram-mødrenes business ser ud til at boome. Virksomhederne strømmer til og sammen med dem: Pengene og popularitet.

Morten Svane er Cand. IT med speciale i sociale medier. Han arbejder som kommunikationskonsulent og med videoproduktion og fotografi. Derudover forfatter, foredragsholder og en del af podcasten ‘Nu snakker vi om det’.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics