Foto: Cecilie Bødker

Johanne Bille: “Her kommer en indrømmelse – nogle gange bruger jeg mit smukke, nej, feminine udseende til at få det, jeg gerne vil have”

For tyve år siden udkom Cameron Crowes ‘Almost Famous’ med figuren Penny Lane, som kom til at betyde meget for forfatter Johanne Billes syn på femininitet.

Jeg er nok det, man vil kalde klassisk smuk. Det tør jeg godt sige, for skønhed er ofte forbundet med de såkaldte feminine kendetegn: Blide træk, store øjne, langt hår [indsæt selv resten]. Jeg performer femininitet alene i kraft af den måde, jeg ser ud på. Når jeg ser mig selv i spejlet, ligner det, at det feminine forsøger at udgrænse det maskuline i mig, uanset hvor hårdt jeg gør mit blik, eller hvor meget jeg puster min brystkasse op. Det er som om, min krop ganske enkelt ikke er podet til at rumme den maskulinitet, som jeg også er fuld af.

Her kommer en indrømmelse: Nogle gange bruger jeg mit smukke, nej, feminine udseende til at få det, jeg gerne vil have. Det vil være en løgn at sige, at det kun hørte min teenagetid til. Jeg bærer sjældent noget tungt selv, og en del regler kan bøjes i mit favør, hvis jeg smiler på den rigtige måde. Jeg har aldrig fået en bøde, selvom der har været grund til det, og jeg ved ikke, hvordan man hænger en lampe op, for jeg har aldrig skulle lære det. Kald det bare at være forkælet, jeg kalder det at få det bedste ud af en ret umulig situation. Hvad vil jeg sige med det? At det ikke kun har negative konsekvenser at se feminin ud, men at det også har negative konsekvenser. 

For når det kommer til stykket, er forventningen om, at mit feminine ydre afspejler mit indre, ofte irriterende, i værste fald modarbejder det mig direkte. Det handler ikke kun om, at dem, der fremstår maskuline (altså som værende mænd, tjek bare ordbogen, hvis du er i tvivl), stadig får mest i det her samfund, nej, det handler om det eksistentielle paradoks, at kun halvdelen eller måske endda mindre af min personlighed afspejler sig i mit udseende. Jeg tror ikke, jeg er alene om den følelse. 

Den første kvinde, jeg faldt for, var Penny Lane i filmen ‘Almost Famous’. Det havde noget at gøre med hendes måde at stå med hænderne i lommerne på sine løse jeans med helt rank ryg og skarp kæbelinje. Jeg var forelsket i Penny Lane, og jeg ville være som hende. Hun var så cool, så hardcore og skånselsløs. Eller: Sådan er hun i begyndelsen af filmen. For som det så ofte er i Hollywood-film, er man ikke mange minutter inde i handlingen, før også denne kvinde charmerende snor sit lange hår om sin pegefinger og græder lidt af sit indre, overvældende følelsesliv.

Ja, hun hed ikke engang Penny Lane, viste det sig, det var blot hendes seje alterego, hun hed noget så åndssvagt som Lady Goodman, for som hendes mor sagde: “Marry someone grant.” Jeg var 12 år gammel, og jeg begærede Penny Lane, når hun med stor-pik-i-trusserne-attitude ankom til en fest. Jeg ignorerede den senere afsløring af hendes sande identitet som Lady Goodman. Det var ikke det, der interesserede mig. 

Penny Lanes måde at føre sig frem på mindede mig om en mands opførsel. Måske var det sådan, ved at iagttage Penny Lanes facon, at jeg blev opmærksom på det, jeg i mangel af bedre ord vil kalde mine maskuline karaktertræk. Måske blev den igangsat før det, når drengene i klassen legede krig, og jeg så misundeligt på, eller når Liv med no-bullshit attitude hamrede en blyant ned i hånden på Mathilde, og jeg ønskede, jeg selv havde fundet på at gøre noget lignende i stedet for at opsøge hjælp til konfliktmægling hos en voksen. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at det maskuline findes i mig, og det har jeg været bevidst om fra en tidlig alder. Og derfor blev Penny Lane så skelsættende et bekendtskab for mig. 

Vi lignede nemlig lidt hinanden, syntes jeg dengang som 12-årig. Hun performede femininitet, vil jeg sige nu, samtidig med, at hun udlevede sine mere maskuline sider. Der var plads til begge dele. Siden, jeg så ‘Almost Famous’ første gang, har det været mit mål at gøre det samme, men det har bestemt ikke været nemt at nå. Det skyldes både, at jeg er opdraget til at reagere på de traditionelt set feminine sider i mig selv, men også at en sådan opførsel forventes af mig qua mit udseende. Nu tænker du måske: Hvorfor ændrer hun ikke bare sit udseende og lader være med at brokke sig? Fordi diskrepansen mellem udseende og indre ikke bare kan opløses ved at forsøge at ensrette. Det er i hvert fald min erfaring. 

Jeg læste i en periode kulørte selvhjælpsbøger til kvinder, der gerne vil have succes i erhvervslivet, og disse bøger er et godt eksempel på, hvordan kvinders maskuline karaktertræk negligeres. Tesen i disse bøger er, at det maskuline er noget, man skal iklæde sig som et slags superheltekostume, der skjuler, hvor feminin man egentlig er. Som om man senere vil tage hjem i sin lejlighed og med et lettelsens suk afklæde sig den igen, nusse lidt om nogle roser eller noget i den dur. I en af dem, ‘Nice girls don’t get the corner office’, står der for eksempel: ”Dress to impress. Ditch the skirts and flowerprints. The suit will get you there.” Jeg købte faktisk mit første jakkesæt, efter jeg havde læst den bog. Det virkede i den forstand, at jeg oplevede større respekt til de møder, jeg deltog i på min arbejdsplads. Det var slut med at blive fejlfortolket til at være en praktikant, men selvom det som sådan er en positiv ting, føler jeg mig ikke mere tilpas i mig selv, bare fordi jeg nu ligner en såkaldt strong business woman. Selvhjælpsbogen viste sig overraskende at have ret i én ting: Jakkesættet føltes som en udklædning, en maskerade. 

Jeg har også forsøgt mig med at klippe halvdelen af mit hår af. Som om at det, at den ene del af mit kranie havde en karseklipfrisure, kunne gøre det, jeg følte inde i mig selv, mere tilstedeværende for min omverden. Jeg følte mig nu i højere grad accepteret i de queerfeministiske miljøer, men samtidig led min selvtillid og seksualitet et knæk. Jeg følte mig mere usexet, ganske enkelt, efter det impulsive frisureskift. 

Dette er kun et par eksempler på de kneb, jeg har forsøgt at ty til for at fremmane min maskulinitet for resten af verden. Men ingen af delene har for alvor gjort en forskel, for trækkene er der stadig. Ansigtsformen er der stadig. Den måde, jeg bevæger min krop på, findes stadig. Håndleddene, læberne. Jeg husker at gå ind til en jobsamtale hos en dårlig forberedt direktør, der tabte kæben: Er du ikke en mand? Min ansøgning lød, som var den skrevet af en mand åbenbart, og derfor overraskede mit feminine udseende ham. Jeg kunne ikke vurdere, om hans overraskelse kom mig til gode, men jeg fik i hvert fald jobbet. 

Det samme har været tilfældet i nogle af de relationer, jeg har indgået med andre mennesker. I en periode datede jeg især mennesker, der virkelig performede deres maskulinitet. Når vi havde sex, forestillede jeg mig ikke, at vi smeltede sammen der i sengen. Jeg forestillede mig, at noget af deres så tydelige maskulinitet blev overført til mig, som om det var noget, der smittede ligesom en kønssygdom, dog med den forskel, at jeg faktisk ønskede at blive inficeret med maskulinitet, men foretrak at undgå klamydia. Det virkede ikke. Faktisk gjorde det det modsatte. En mand, jeg på et tidspunkt datede (stort brød, tatoveringer og dejligt fingernem) sagde til mig: “Hvorfor vil du ikke lade mig passe på dig?” Sagt på en anden måde: Han ønskede sig ikke en, der skubbede igen, men en, der lod sig rive rundt, og han var ikke alene om det ønske. 

Sådan lover mit udseende mere eller mindre, end det kan holde. Det kommer an på øjnene, der ser. Og det handler ikke nødvendigvis om kønnet på den person, som ser på mig. Jeg har mødt ligeså mange kvinder som mænd, der antog mig for at være feminin ind til benet, måske uden selv at være bevidst om det. Og jeg har heldigvis også mødt tilsvarende i den anden boldgade. Især det sidste har gjort, at jeg er ved at forlige mig med mit udseende. Jeg gider ikke lege klæd-ud, jeg vil gerne have kjole på til et møde, og samtidig være mit eget kontante selv. Men uanset hvad, ro i sjælen eller ej, er det en del af min virkelighed, at mit skin bedrager. 

Når jeg ser ‘Almost Famous’ nu, ser jeg den med andre øjne. Jeg ser en kvinde, der bedrager og lader som om, hun er mere hardcore, end hun egentlig er, indtil hun går i opløsning af det. Det er en sørgelig fortælling, hun er taberen i den film. Alligevel bærer jeg min 12-årige forelskelse med mig. For at Penny Lane er kvinde er underordnet for mig nu. Hun er et menneske, der opfører sig på en måde og ser ud på en måde. De to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, og sådan har min forståelse ændret sig. Eller rettere: Jeg øver mig i, at den skal ændre sig. Derfor forsøger jeg nu at tage mig selv i det hver gang, jeg antager, at jeg sidder over for et menneske, som for eksempel er en dulle eller en lømmel. Det aner jeg ikke noget om, og hvem ved? Måske er de lidt af begge dele. Præcis som jeg selv er.  

Teksten er skrevet i samarbejde med Sidsel Andersen.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER. Du må også meget gerne dele os med dit netværk, så vi kommer bredere ud. Tak

Footer graphics