Chateau Motel
Chateau Motel, april 2020. Foto: Victor Jones/Wonderful Copenhagen

Stop nu: Det har aldrig været dødsdruk i Indre By, der har gjort København til en fed by

Enhver der har cyklet igennem Indre By en fredag nat, ved, at det er et mayhem af dødsdruk og kaos, så godt at Rådhuset kigger på det nu, skriver Thomas Balslev til den igangværende nattelivsdebat.

København risikerer at blive slået ihjel! Det bliver det sidste dødsstød for byens restauranter og barer! Vanvidspolitik og afholdsdamer på Rådhuset! Ja, de seneste dages reaktioner på den nye plan, som Københavns Kommune har lavet for fremtidens natteliv i hovedstaden, er voldsomme.

Københavnerne er ganske enkelt rystede. Men de er også godt i gang med at overreagere. Måske skulle de lige sætte sig ind i tingene. Så undgår man måske også at få mere kaffe galt i halsen, som det var tilfældet for socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten Sophie Hæstorp Andersen forleden.

Fra kommunalpolitisk side har man lavet det første udkast til en ny plan for nattelivet. Det kommer efter mange år med stigende støjgener, frustrerede beboere i indre by, en voldsom vækst i udskænkningssteder og stigning i antallet af unge fra forstæderne, som søger mod Københavns klubber og barer ved nattetide.

Fra politisk side er ideen nu, at man fremover vil vurdere nøje, hvilke steder i byen der skal have alkoholbevillinger efter midnat, om der må gives flere, eller om de eksisterende skal forlænges. 

For nattelivet støjer og roder, det er også sommetider voldeligt, og det vil man gerne gøre noget ved. Fair game. For mig at se er det prisværdigt at kigge på de steder i byen, hvor problemerne er størst. Visse steder i Indre By, samt Kødbyen og Nyhavn, vil man i øvrigt hellige som festzoner.

Men knap har politikerne taget første spadestik i en årelang konflikt mellem drukmåse og beboere, før kritikere farer frem for at overmale SoMe-væggene med billeder af selveste Fanden.

Som om at det skulle være untz-untz-untz i Pisserenden og Gothersgade, der gør København til en fed by at leve i. Det er jo netop gader som disse, der gør det så rædsomt – om natten. 

Enhver der har cyklet igennem Indre By en fredag nat, ved, at det er et mayhem af dødsdruk og kaos – en ugentlig atombombesprængning af løsgående promilleeksperimenter, der er sjov at være midt i og ikke sjov at bo i hver torsdag, fredag og lørdag. År ud og år ind. 

At betragte den type fest, som handler om en bakke shots til 100 kroner, som sprudlende livlighed og et kreativt bidrag til byen, er at erklære sig som en naiv eufemist. I bedste fald forveksler man friløb med frihed, og i værste fald polariserer man en diplomatisk debat om, hvordan man laver en rummelig by for alle, inden den er kommet i gang.

De restriktioner, rådhuset har foreslået, vil dog ikke kun ramme den mest hardcore del af nattelivet, men tilsyneladende også de barer, caféer og restauranter, som huserer inderst i brokvartererne for eksempel hele Ravnsborggade på Nørrebro og Wildersgade på Christianshavn. Det er klart at tage den for langt. Men visse barer og caféer kører allerede med den slags restriktioner i fred og fordragelighed. Så lad os da bare tage snakken, stille og roligt.

At man fremturer med dystopiske fremtidsscenarier om en glædesforladt hovedstad er at gå for langt. Hvis man læser hele planen, og ikke kun de omdiskuterede sider, er der faktisk god ræson i det meste.

Da man i 00’erne ønskede at få “Gang i København”, som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam kaldte det, og gav barer og restauranter lov til mere, var det med et ønske om en mere levende bykultur, hvor man kunne hænge ud på gaden og spise måltider på en fortovscafé ligesom i Paris. Det har vi fået og tak for det.

Problemet er bare, at vi danskere ikke kun drikker aperitiffer som franskmændene – vi hamrer også som briterne, hvis vi får lov. Og nu tærer grådigheden på byens miljø og beboere.

Med det nye forslag fjerner man imidlertid ikke mulighederne for sjaskvåde eskapader i byen. Udgangspunktet er ikke at lukke hele nattelivet ned til midnat, man foreslår blot at begrænse larmen, der hvor den generer mest.

Jamen branchen, lyder det. Den lider og er i forvejen sidst i køen til genåbning. Men ville det være så forfærdeligt at facilitere de mest hæmningsløse dele af dansk alkoholskultur lidt mindre? At imødekomme pengemænd der går direkte efter teenage-segmentet med breezers og jordbærshots mindre? Er det ikke for krampagtigt i 2021 at knuge sig til forretningsmodeller, der lukrerer på at rulle fluepapir ud for unges hang til druk? 

Selvfølgelig skal unges fest også være en del af vores hovedstad. Guderne skal vide, at druk kan være vejen til mange af livets sjoveste øjeblikke. Det skal bare ikke være på bekostning af alt for mange mennesker alt for tit. Og hvis man undersøgte indre bys beboere for psykisk trivsel, som man jo taler meget om under Corona, har de nok haft det bedre end nogensinde før. Bare fordi der har været stille, og de ikke behøver sove i køkkenet for at få ro. Vi vil vel også gerne have en by, som folk kan bo og arbejde og gå i skole i?

Man taler meget om lugten i bageriet i den her debat. I mine øjne er det reaktionært rundhyleri af en vis skuffe, og det gør ærligt talt nas at høre på automatreaktioner, der er så totalt renset for perspektiv og fremsynethed.

Som beskrevet har den frivole festkultur, som sagen drejer sig om, jo ikke altid eksisteret – den blev fremdyrket politisk – og nu kan man konstatere, at dele af forandringerne var frugtbare, mens andre med fordel kan justeres. Det står for eksempel ikke mejslet i granit, at festbusser med lydanlæg, der er en festival værdig, absolut skal have lov at køre indre by tynd.

Jeg vil opfordre til, at vi københavnere bakker op om en pragmatisk tilgang til festliv og hverdagsliv og kommer med konstruktive indspark fremfor at lade rygmarvsreflekserne råbe vagt i gevær.

Jeg elsker at bo i København; jeg elsker at cykle på arbejde, at kunne bade i havnen og spise delikatesser og ryge en cigaret udenfor Hotel Cecil fredag nat; at der er hundrede bænke, jeg drømmer om at sidde på, fordi de er placeret godt, og at kulturoplevelser vælter gratis ind fra krinkelkroge og fra murene. Men det har vitterligt aldrig været Heidi’s Bier Bar på Vestergade eller Aloha Beach Bar i Gothersgade, der har gjort København til noget særligt i min bog. 

Og når den her pandemi engang tillader det igen, så er det heller ikke vandhullerne i Indre By, der får lov at skænke min første øl. Men lur mig, om man ikke stadig kan få sig en flaske naturvin på Gammel Kongevej eller en fadøl på Guldbergsgade efter midnat til den tid. Og sikkert også om fem år.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics