Fuld smæk på Danmarks første Women’s Wrestling Fight Night, her er det Aya Frick med et headlock på Betty Rose. Foto: Peter Troest
Der var engang, hvor jeg var helt tovlig med wrestling. Da TV3 i 1993 begyndte at sende amerikansk wrestling med den danske wrestler Asbjørn Riis som ualmindelig entusiastisk kommentator, var vi en flok venner, der helt religiøst fulgte med. Selv om vi godt vidste, at det hele var fake og nok fulgte showet med en vis 90’er-ironisk distance, blev vi alligevel revet med af skidtet og havde nære forhold til de store wrestlere og deres kulørte personaer.
For eksempel den hovedtatoverede Bam Bam Bigelow og hans main sqeuuze Luna Fachon, den u-behagelige bad guy Bastian Booger, den japanske sumobryder Yokozuna med en kampvægt på den mandige side af 250 kilo, cubaneren Razor Ramon, der teknisk set var en bad guy, men alligevel var elskelig på sin egen måde og selvfølgelig min personlige favorit, The Undertaker, en 208 cm høj uhyggelig type, som vendte det hvide ud af øjnene, inden han gjorde sine modstandere færdige med signatur-movet ’The Tombstone Piledriver’. Og som i en helt gak storyline i øvrigt senere blev levende begravet, men dog vendte tilbage.
Det var gode tider, men efterhånden røg wrestling i mit hoved samme vej som skovmandsskjorter, ’Husk lige tandbørsten’, Povl Kjøller version 2.0 og førnævnte 90’er-ironi. I glemmebogen. Men wrestling lever stadig – om ikke i bedste velgående, så i hvert fald i udmærket velgående. Også i Danmark. Det kunne man opleve i weekenden på Musichouse CPH på Amager, der dannede ramme om Women’s Wrestling Fight Night, i øvrigt det første arrangement på dansk grund kun med kvindelige wrestlere.
Italienske Laura DiMatteo losser til Candy Floss.
Hvis man tror, at publikum til den slags er én bestemt type, tager man meget fejl. Det er et meget blandet crowd. Der er fnisende veninder, fyre med barista-skæg og hue på indendørs, en fyr i en glimmerjakke, som selv på scenen til Melodi Grand Prix ville virke flamboyant, et stort lokum med en frygtindgydende mullet, som jeg er ret sikker, jeg ser til Copenhell hvert år, en pige, der kun er en lille smule mascara fra at ligne Maeve fra ’Sex Education’ på en prik og en højrøstet flok mandlige venner, der kun er en oppustelig hammer og en frikadellepita fra at være på Skanderborg Festival.
Musichouse CPH på Refshaleøen er ikke verdens største spillested, og når man så smider en big-ass wrestling-ring ind midt i lokalet, er der ikke plads til frygteligt mange publikummer. Men arrangementet er sandelig også udsolgt, og dem, der så er plads til, er så tæt på ringen, at de virkelig er i begivenhedernes centrum. Og begivenheder er der eddermaneme nok af.
Betty Rose kaster Aya Frick med et suplex.
Første kamp er mellem ’The Pinup Punisher’ Betty Rose og Aya Frick, en 180 cm høj svensker i lædertøj og med en farverig dominatrix-persona. Sidstnævnte entrerer scenen og starter med at give dommeren nogle dask med sin pisk. Det virker uortodokst, men dommeren tillader det. Han er – skal det vise sig i løbet af aftenen – generelt en ret large type.
Da klokken lyder, bruger de to kamphøner temmelig lang tid på at mundhugges og hive hinanden lidt i håret, hvilket måske ikke er det mest gennemtænkte, hvis man gerne vil tages alvorligt som kvindelig wrestler. De svedne grin blandt publikum bliver dog snart afløst af ”Oooh!”-råb, da Betty Rose og Aya Frick efter de indledende manøvrer begynder at tæve hinanden i gulvet med nogle forrygende clothes lines og body slams, der giver genlyd helt ud i baren.
Man kan sagtens gøre sig lystig over, at wrestling er aftalt spil, men jeg tvivler på, at man kan øve faldteknik så meget, at det ikke gør bare en lille smule naller at blive smidt direkte på ryggen på et ret massivt underlag. Selv om Aya Frick i lang tid ser ud til at have overtaget, ender det i øvrigt med, at ’The Pinup Punisher’ Betty Rose lever op til sit navn og får Aya Frick talt ud.
Der er nu endog meget løssluppen stemning blandt publikum, og det er ikke kun fordi, mange har valgt at tilkøbe fri bar, da de erhvervede sig en billet – vi har det simpelthen sjovt. Men we ain’t seen nothing yet, som Bachman-Turner Overdrive så rigtigt sang engang.
Kanji tager sigte efter Voodoo Queen Amarah.
I næste kamp bliver der nemlig skruet op for dramaet. I ringen mødes nu ’The Asian Sensation’ Kanji og ’Voodoo Queen’ Amarah, der ifølge announceren er kommet ”hele vejen fra Nigeria”. Nu er det ikke pænt at tale om kvinders vægt, men lad os bare sige, at hvis de to var klassiske boksere, ville de være adskillige klasser fra hinanden. Man skulle ikke tro, at den klejne Kanji havde en chance mod den både større og tungere Voodoo Queen, og hun får da også læsterlige klø i starten af kampen.
Men sandelig om ikke Kanji så udnytter sin hurtighed og smidighed til på imponerende vis at få smidt Amarah i brædderne indtil flere gange. I desperation hiver Amarah så en voodoo-dukke frem og skal til at gøre… voodoo-agtige ting med den, men DER skrider dommeren alligevel ind. Til gengæld står han så med ryggen til ringen og diskuterer sin beslutning med et medlem af publikum, da Amarah kaster en art sand i øjnene på Kanji – ligesom i ’Bloodsport’! – hvilket blænder hende længe nok til, at Amarah kan få hende i gulvet og talt ud.
Publikum er ellevilde, og stemningen bliver yderligere løftet under næste kamp. I det ene ringhjørne står italieneren Laura DiMatteo. I det andet står Candyfloss, som har lyserødt hår, går i ringen til tonerne af ’Candy Crush’-temaet og spiser en slikkepind på en… suggestiv måde. I nogle kampe er det meget klart, hvem der er good guy og bad guy, men her er publikum delt i to lige store lejre. Begge lejre får noget for pengene, for kampen bølger frem og tilbage, og jeg kan pludselig huske, hvorfor wrestling som sport betragtet er så fornøjelig.
Enhver, der har set ’rigtig’ brydning til f.eks. OL, ved, at de fleste kampe er røvkedelige og primært foregår på gulvet, hvor to mennesker i ensfarvet lycra har hinandens hoveder under armen og mest bare ligger og mosler rundt. I wrestling er der hele tiden en, der har overtaget, og netop som man tror, at kampen er afgjort, vender det hele rundt. Når nogen ryger i gulvet, og dommeren går i gang med at tælle til tre, når han de første mange gange altid kun til to – og generelt har alle wrestlere en uheldig, men publikumsvenlig vane med at give sig til at hovere alt for tidligt, så modstanderen kan nå at komme til hægterne igen og bodyslamme sig tilbage i kampen. Der er drama og kontroverser og bissetricks i ALLE kampe.
Charlie Morgan flyver højt.
Også i aftenens main event, som er mellem to englændere: Charlie Morgan og en, der blot lyder navnet Jetta. Charlie Morgan ligner en, der helt legit kan give alle i salen – både mænd og kvinder – røvfuld, men Jetta ved første øjekast virker mere uanseelig. Til gengæld formår hun lynhurtigt at sætte sig selv i scene som bad guy, da hun flår mikrofonen fra announceren og siger: ”It’s great to be back in Germany!”.
Og da vi buh’er af hende, giver hun sig til at svine publikum til. Hende kan vi ikke lide. Hun bruger også bissetricks viser det sig, bl.a. fish hooker hun Charlie Morgan – altså stikker en krogformet pegefinger i munden på hende og hiver til. Den altid inkonsekvente dommer griber ikke ind, og det fremgår aldrig rigtigt tydeligt, om det er tilladt eller ej, men der er i hvert fald bred enighed blandt publikum om, at det er dårlig stil.
Desværre ser det i lang tid ud til, at den væmmelige Jetta har held til at vinde, og Charlie Morgan ser groggy ud. Men SÅ vender kampen pludselig, og Charlie Morgan får med et par imponerende moves – bl.a. en saltomortale fra øverste reb og ned på Jetta – vendt kampen. Og ender med at vinde til salens hæmningsløse jubel.
Det hele er en skør cocktail rystet sammen af ultravold, egnsteater, sport, burlesque og Dalgaards Tivoli. Det er vidunderligt dumt og helt umuligt ikke at holde af. Der er i øvrigt wrestling igen 16. marts i Pumpehuset i København.
