Foto: Ndz/AP/Ritzau Scanpix

De bedste podcasts i 2023

Her har redaktionen samlet vores favoritter blant fremragende podcasts i 2023. Vi opdaterer listen løbende.

Det er ingen hemmelighed, at vi elsker lyd. Og heldigvis er markedet for gode podcasts eksploderet de seneste år, så det største problem er at finde rundt i udbuddet og få timer nok i døgnet. Hvis du har samme udfordring som os, har vi her samlet vores foreløbige favoritter (og et par af vores egne produktioner).

Du får alt fra gratis terapi, over nye venskaber til uhyggelige kirurger. God fornøjelse.

Husk også, at vi har samlet andre kulturanbefalinger med de bedste bøger og de bedste serier i år.

The Retrievals (Serial Productions og New York Times)

Med håbet om et ønskebarn lægger tusindvis af kvinder sig hvert år op på en briks på en fertilitetsklinik. Her vil en læge ved hjælp af af en ultralydscanner og en skærm føre en lang nål gennem kvindes skede og videre ind i hendes æggestokke og udtage – eller høste, som nogen siger – så mange æg som muligt. Heldigvis får kvinden smertestillende medicin under indgrebet.

Men smerterne for en række kvinder på en fertilitetsklinik i Connecticut, USA et par år tilbage var alligevel ubeskrivelige. Og der viste sig en god forklaring: En sygeplejerske på den ellers anerkendte klinik havde i månedsvis stjålet den fentanyl, som blev brugt under indgrebene. I stedet for smertestillende medicin var det saltvand, kvinderne havde fået injiceret. Indgrebene havde de altså stået igennem helt uden bedøvelse.

Kvindernes oplevelser og den efterfølgende retssag er omdrejningspunktet i podcastserien The Retrievals, der med en af producerne bag This American Life som vært er yderst velproduceret. Det er en tankevækkende fortælling om de store følelser, der er på spil for mennesker i fertilitetsbehandling. Om ikke mindst er serien – set i lyset af USA’s opioid-krise – en væsentlig historie om konsekvenserne af én enkelt sygeplejerskes fentanyl-misbrug.

/Sidsel Brandt Hasberg

Hør den på Spotify eller Apple

The Girlfriends (Novel)

Sidste år sad jeg – som du gør nu – og dødsscrollede nettet i jagten på ny podcast. Dengang endte jeg med at gå med podcasten ‘The Superhero Complex’ produceret af britiske Novel, og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning. Så da selv samme produktionsselskab i juli måned udgav dokuserien ‘The Girlfriends’, måtte jeg selvfølgelig også gi’ den et skud.

The Girlfriends starter i Las Vegas 1995, hvor vores fortæller, Carole Fischer, falder pladask for den feterede og attraktive platikkirurg Bob Bierenbaum. Det er hun ikke den første jødisk amerikanske kvinde i Sin City, der gør – og det med god grund. For Bob er nemlig lidt af et catch. Han taler flere forskellige sprog, i sin fritid flyver han rundt i sit helt eget fly. Og nå ja – så er han en velrenommeret kirurg!

Men hurtigt begynder Bobs kølige facade at slå sprækker. Han viser sig at have et iltert temperament, der kan sprænge i luften når som helst. Og så er der den mystiske historie om hans forsvundne ekskone…

Bob ender med at stoppe forholdet til Carole, og det skal vise sig at være en rigtig skidt beslutning. Før han ved af det, har Carole og hans andre ekskærester nemlig startet en lille sladderklub. For hvem er Bob egentlig? Og hvad er der sket med hans ekskone?

/Emil Riscaldini

Hør den på Spotify eller Apple

Eliten fra Rosenørns Allé (DR)

Da DR helt uforståeligt nedlagde Montagegruppen i 2007, dræbte man samtidigt et stykke stolt dansk kulturarv. Som vi bokser over evne, når det gælder Tour de France og fodbold, så har Danmark også altid vundet flere radio-priser, end vores bette størrelse egentlig berettiger.

Men i starten af 00’erne ville ingen høre monterede lyd (mente man). Al radio skulle være hits og tom snak med halvflade vittigheder (som meget flow radio stadig er), men meget er sket siden den åndløse start på årtusindet. Nu er podcasten kommet, og alle elsker nu den monterede lyd-dokumentar, som DR mestrede i årtier.

I denne fine serie hylder DR sine egne giganter og vedkender sig sin store arv. Torben Brandt tager tilbage i arkiverne og fortæller om alle de store historier, eksperimenter og excentrikere, der arbejdede på Danmarks Radio i den tid.

Den starter lidt langsom ud, men når man frem til afsnit tre og fire, får man store skæbnefortællinger og inspiration til at gå på opdagelse i DR’s arkiv for at finde flere af de store montager som fx den måske mest berømte ’Eliten fra minefeltet’, som Torben Brandt netop hylder i sin titel.

Her på Heartbeats er vi jo lydnørder, og derfor er den selvfølgelig en favorit, men alle kan få noget ud af tage trippet tilbage til 70’erne, hvor de dygtigste mestre fik skrevet ind i af deres kontrakt, at de skulle eksperimentere. Kunne der ikke være tid og råd til mere af det i dag?

/Emil Norsker

Hør den i DR-lyd-appen

Wiser than me (Lemonada)

De fleste kender Julia Louis-Dreyfus fra serier som ’Veep’ og ikke mindst ’Seinfeld’, men nu kaster hun sig for første gang over podcastmediet. Og det gør hun, måske ikke overraskende, rigtig godt.

Ideen er simpel, men fungerer fremragende. Hun møder en række kvinder, der er ældre, og visere, end hende.

Især afsnittet med Fran Febowitz, der altid er sjov, illustrerer formatets styrke. Da hun fx bliver spurgt om, der er noget godt ved at blive gammel, svarer hun ’Ikke godt nok’. Der er ikke nogen grund til at pakke sandheden pænere ind.
Selv om Julia Louis-Dreyfus er ny til podcast-gamet bruger hun sig selv på perfekt vis og fortæller rørende anekdoter om sit eget liv, når hun sætter rammen for samtalen.

Du bør unde dig selv at høre disse kloge kvinder.

/Emil Norsker

Hør den på Apple, Spotify, eller hvor du ellers hører dine podcasts

Banderelateret (Podimo)

Til alle dem, der elskede den fremragende podcast ’Bandeland’, har dele af holdet bag nu skabt ’Banderelateret’. Det er de to velorienterede og velformulerede journalister Kristoffer Eriksen og Carsten Norton, som hver uge fortæller om den seneste udvikling i, hvad der lige nu ligner en ny konflikt mellem de største (og værste) bander Hells Angels og Loyal To Familia.

Når det handler om så lukkede miljøer, er der selvfølgelig en del spekulation, men de to herrer (og deres gæster) formår at sætte bandernes forbrydelser i det rette lys, så det ikke kun bliver kulørt underholdning.

/Emil Norsker

Hør den på Podimo. Nyt afsnit hver uge.

Forældreterapi (Femina og Ally)

Jeg skal sidde på et tæppe i baghaven i mit sommerhus på Djursland og lytte til den nye podcast fra ALLY og Femina, der hedder ‘Forældreterapi’ med psykolog Sofie Münster. Jeg har fulgt psykolog Sofie i lang tid, også før jeg selv blev mor, og efter jeg kastede mig ud i forældreskabet, har jeg læst bøger af hende. Bøger, som jeg læser igen og igen, fordi jeg som mor til en 2-årig meget ofte føler mig fuldstændig på dybt vand i forhold til tilknytning, opdragelse og bare det at være ansvarlig for et lille menneskes velbefindende. Der er heldigvis hjælp at hente, og jeg glæder mig meget til at komme med ind i Sofie Münster terapirum.

/Cecilie Wortziger

Hør den i ALLY-appen, eller der hvor du lytter til podcast.

Venskabt (Heartbeats)

Det er selvfølgelig altid lidt cheasy at fremhæve sine egne produktioner, men nu smider vi al skam overbord og gør det alligevel.

Det er sangerinden Annika Aakjær og Sebastian Lynggaard, også kendt som Herlige Svend på Instagram, der har lavet den podcast, som tager brydetag med alle de forviklinger, misforståelser og herligheder, der ligger mellem kønnene.

Hvorfor er det fx altid lidt mistænkeligt, hvis en mand og kvinde bare er venner? Hvorfor antager vi, at der må ligge noget bag (som regel noget seksuelt)?

Det er spørgsmål som disse, de tager op på en måde, så man både får indsigt og en masse grin undervejs. Introen til afsnit 2 er fx noget af det sjoveste i en podcast i lang tid.

Det er heldigvis ikke kun os her på Heartbeats, der synes, at de er et sjovt makkerpar med en vigtig dagsorden. Den er også hurtigt blevet en af vores mest populære podcast på kort tid. Så giv den et lyt – og få en ny ven.

/Emil Norsker

Hør den på Heartbeats, eller der, hvor du ellers hører dine podcasts.

Find mere om
Footer graphics