Stort tillykke med bogen! Hvorfor har du skrevet den?
“Fordi vi har manglet et sprog for den sorg, der følger med en spontan abort. Det kan være en utrolig ensom smerte, hvis den hverken anderkendes, genkendes eller italesættes. Jeg har savnet noget at spejle mine følelser og oplevelser i, så jeg satte selv ord på ensomheden i en klumme her på Heartbeats. De mange reaktioner gjorde mig opmærksom på, at jeg slet ikke var alene med min ensomhed – tværtimod. Der var mange, der sad med præcis samme sorg, men uden en legitimeret ventil for den. Forhåbentligt kan denne bog tilbyde et sprog og et rum for sorgen – eller i hvert fald være medvirkende til at skabe det. Derfor er bogen også skrevet i samarbejde med journalist Marie Nørgaard og et flerstemmigt kor af danske kvinder og mænd, der alle har oplevet – eller været pårørende til – én eller flere ufrivillige aborter. På den måde sætter ‘Tabet’ scenen for et længe ventet fællesskab inden for dette område.”
Har udarbejdelsen af bogen haft en terapeutisk funktion for dig?
“Ja, absolut. Den har givet mig udløb for nogle traumer jeg på en eller anden vis er blevet bedt om at undertrykke. Både det at skrive min egen oplevelse og høre andres har været en barsk men også forløsende proces. Det at jeg endelig har haft noget, og nogen, at spejle mig i har været befriende, for selvom fortællingerne er forskellige er sorgen den samme. Og så har det at skrive bogen trænet mig i, og gjort mig fortrolig med, det sprog vi er ved at danne. Der har nok generelt været sådan en tiden-læger-alle-sår-mentalitet, der har gjort det ufatteligt svært at tale om det man aktivt kan gøre for at mildne sorgen, og det har derfor også været svært for mig at bede om, hvad jeg har haft brug for. Nogle gange har det i virkeligheden bare været et kram. Det kan jeg bede om nu.”
Hvad håber du bogen kan ændre på dette område?
“Bogens ærinde er at komme den føromtalte ensomhed til livs, men jeg håber da også, at den på et mere praktisk niveau kan ruske i lidt sundhedssektoren. Jeg følte mig overhovedet ikke mødt i min sorg af sundhedspersonalet. De sendte mig hjem med et bind og en Panodil, men uden pleje af den psykiske smerte. De har altså også manglet et sprog for den spontane abort, der ikke bare er lægefaglig. Men netop nu er der et borgerforslag om at tilbyde udredning til kvinder, som gennemlever en spontan abort. Det vidner om nye tider, og kan være en måde den sørgende føler sig mødt. Jeg håber denne bog kan det samme.”
Bogen udkommer på forlaget HeartBooks og kan købes her:
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️