Der er ikke meget, der tyder på, at vi snart kan gå til koncerter igen. Men hvis der findes en vaccine, der kan holde trangen til at opleve livemusik i ave, er det muligvis en god, klassisk koncertfilm. Er den lavet rigtigt, kan det sommetider næsten føles som at være der selv.
Den albumaktuelle musiker Hjalte Ross har gjort forsøget og er nu klar med koncertfilmen ‘Live from lockdown’ – en 27 minutter lang optagelse, hvor han sammen med sit faste band folder en håndfuld af sine delikate folk-sange fra albummet ‘Waves of Haste’ ud på en ret så smagfuld måde.
“Sangene fortjener at få det mere frie liv, som liveformatet tilbyder, og mit band fortjener at frigøre og hylde sangene live. Men publikum fortjener ikke mindst også livemusik i denne tid,” siger Hjalte Ross om tankerne bag filmen.
Hjalte Ross udgav i november albummet ‘Waves of Haste’ til anmelderroser både herhjemme og i udlandet, hvor den unge melankolikers stilfærdige greb om guitaren og sangskriverkunsten er blevet spået en lys fremtid. På scenen er han kendt for at levere intime oplevelser, der bliver hængende i luften, og når det kommer til udgivelser, har han for vane at gøre sig aldeles umage.
Den aktuelle film er ingen undtagelse. Visuelt er der tydeligt kræset for detaljen, og spilleglæden er heller ikke at fornægte blandt bandets medlemmer, som behændigt indskibes i frontfigurens soniske og sjælfulde epicenter.
‘Live from lockdown’ er optaget på et tomt Studenterhuset i Aalborg, og det er fotografen Søren Lynggaard, som tidligere har arbejdet med Peter Sommer og Suspekt, der har stået bag kameraet og produktionen.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️