1. Din sidste bog var spektakulær og feministisk, fuld af knalderi og krop. Nu udgiver du så en bog om meditation og kunsten at tie stille. Hvad er der dog sket?
“Forskellige vanskeligheder i mit liv førte til, at jeg fik behov for virkelig at ryste posen og prøve at gøre tingene på en anden måde. Og da jeg så kom i tanke om de her silent retreats, som en god ven engang havde fortalt mig om, fik jeg til min egen overraskelse en stærk og instinktiv følelse af, at jeg var nødt til at lære at meditere, og at jeg var nødt til at lære det nu. Og uden at tænke ret meget over hvorfor og hvordan, tog jeg af sted. Det viste sig at blive en livsforandrende oplevelse, hvad jeg på ingen måde havde regnet med. Springet fra sex til meditation er i øvrigt ikke så langt, som man måske skulle tro. Sex kan være et drug og en flugt ud i glemsel, men det kan også være det stik modsatte: En intens og ordløs undersøgelse, hvor man åbner sig for noget andet end det, der fylder ens hoved til daglig. Der er en hengivelse – nogle gange en vanskelig og sårbar hengivelse – til nærværet, både i sex og i meditation. Begge dele handler om at finde modet og evnerne til at træde ud af sig selv og møde dét der er, nu og her. At slippe det kritiske blik. At slippe forventninger og vurderinger. At få kontakt med noget andet end sit eget snoldede ego. Jeg tror, det er en oplevelse, der kan opstå ud af næsten en hvilken som helst aktivitet, men lige siden jeg var teenager, har sex været det eneste sted – foruden skriveprocessen – hvor jeg kunne opleve den her form for nærvær. Hvor man på én gang er helt til stede og helt væk, fordi man, så længe det varer, ikke oplever sig selv som adskilt fra dét, der foregår. Sådan har jeg haft det med sex, og sådan har jeg – om end ofte med mere modstand – haft det med at skrive. Nu genfinder jeg oplevelsen i meditation, men så at sige på et andet niveau – en slags metaniveau, hvor jeg både øver mig i at hengive mig til nærværet og undersøger det, der forhindrer mig i at gøre det. Det er en form for mental grundtræning, som har vist sig at være utrolig gavnligt for mig på alle mulige planer, fra sex over skriveproces til almindeligt socialt samvær, som jeg ellers ofte kan have et ret kejtet forhold til”.
2. Hvad sker der så, hvis man er på silent retreat og ikke taler mange dage i træk?
“Til at begynde med var det bare super akavet. Mennesket er et socialt dyr, vi kan ikke overleve uden hinanden, og her måtte man hverken tale eller søge øjenkontakt eller på nogen som helst anden måde kommunikere med hinanden. Telefoner og computere skulle deponeres, og det samme skulle bøger og skriveredskaber: Selv de skriftlige stemmer blev der lukket ned for. Jeg holder normalt meget af at være alene, men allerede i løbet af den første dag blev det faktisk skræmmende at være så radikalt afskåret fra alle andre. Jeg røg ind i sådan et overlevelses-mode, som om jeg vitterlig var helt alene i verden. Og fordi der ikke var noget sprog uden for mit eget hoved, blev de indre stemmer i løbet af de første par dage mere og mere tydelige. Det var en chokerende oplevelse. Den indre kommentatorboks, som jeg tror, alle mennesker kender, havde frit spil. De stemmer der gennem det meste af mit liv havde hvislet i baggrunden eller bare var kommet med en led kommentar af og til, udviklede sig til en ustyrlig flok brøleaber. Jo mere jeg prøvede at overdøve dem eller sige dem imod eller flygte fra dem, jo værre blev det. Jeg vidste godt, at jeg var lidt af en træmand, men det kom alligevel bag på mig, at jeg havde så mange hårde tanker og følelser indeni: Mindreværd, bedreværd, vrede, skam. Hårdheden rettede sig skiftevis mod mig selv og mod de andre, men det viste sig hurtigt ikke at være særlig afgørende, for rent fysisk gav det samme form for ubehag: Skuldrene oppe om ørerne, knyttede hænder, sammenbidt kæbe og trykken for brystet. Modstand og modvilje i alle mulige aftapninger. Det, der rystede mig sådan, var, at jeg overhovedet ikke havde styr på, hvad der foregik, hverken i mit hoved eller i min krop. Begge dele blev mere og mere forkrampet, og jeg kunne ikke forhindre det. I en lang og smertefuld erkendelsesproces, som jeg slet ikke er færdig med endnu, begyndte jeg at indse, at jeg ikke var min krop, og at jeg ikke var min bevidsthed, for begge dele kørte deres eget show. Men hvem var jeg så? Hvad var jeg så?”.
3. Hvad kan vi moderne mennesker lære af en urgammel, buddhistisk meditationsteknik?
“Den teknik, jeg blev introduceret til, kaldes vipassana, og det er ganske rigtigt en både gammel og østerlandsk forståelse af krop og sind, der ligger bag, så det kan virke meget esoterisk. Men buddhisme og specifikt vipassana-meditation er den væsentligste ingrediens i moderne mindfulness, og der er solid evidens for, at det er et effektivt middel i behandlingen af stress, angst og andre psykiske lidelser. For eksempel er det beviseligt den bedste metode til at forhindre tilbagefald for folk, der har haft en svær depression. Det er, som om vi her i Vesten ikke rigtig har forstået, hvor vigtigt det er med forebyggelse og løbende vedligeholdelse, når det drejer sig om sindet. Vi kigger først på sindet, når det er gået i stykker, og så har vi terapeuter og psykiatere og medicin, hvad der alt sammen kan være nyttigt og nødvendigt. Men det svarer lidt til, hvis vi kun havde skadestuer og fysioterapeuter og ikke nogen motionscentre eller sportshaller. Meditation kan betragtes som en form for mental grundtræning. Også sindet har brug for styrke, smidighed, udholdenhed og balanceevne. Det forebygger skader og gør det sjovere at være i live. Helt konkret er noget af det, man træner, koncentration og opmærksomhed. Bevidst nærvær. Det har man gavn af i næsten alle sammenhænge”.
4. What’s in it for me? Vi er mange, der i en travl hverdag ikke engang formår at spise morgenmad, hæve hæve-sænke-bordet eller drikke nok vand, så hvad skal vi med meditation?
“Det kommer jo helt an på, hvad man vil. Ligesom nogle tager trapperne i stedet for elevatoren eller spiller badminton en gang om ugen, mens andre bruger to timer om dagen på et individuelt træningsprogram i fitnesscenteret eller træner sig op til en ironman, kan man også arbejde med meditation på mange niveauer. Bare ti minutter om dagen har en målbar virkning, og der findes masser af gratis guidede meditationer på nettet (jeg kan anbefale Tara Brach, som jeg selv har haft meget glæde af). Det giver lidt mere ro indeni, lidt mindre stress og bekymring. Og jo højere man går op i dosis, jo mere effekt. Intensiv meditation, som man praktiserer det på silent retreats, kan ses som en slags ekstremsport for sindet og kræver nok et særligt temperament. Til gengæld bliver det så til andet og mere end forebyggelse og vedligeholdelse. Det bliver en empirisk udforskning af, hvad bevidsthed overhoved er, og det kan på en mere gennemgribende måde ændre på selvopfattelsen – og verdenssynet”.
5. Bliver du nu sådan en frelst David Lynch-type, der kun vil tale om meditation i pressen?
“Ja, det kan da godt være. Jeg har en tendens til at nørde virkelig monomant igennem, når jeg bliver optaget af noget. Men heldigvis har jeg en kæreste, der er god til at hive mig lidt ned på jorden, når jeg er ved at levitere”.
Niels Lyngsø’s nye bog, ‘Ti dages stilhed’, er netop udkommet på Gyldendal.
