Den 12. september springer jeg, efter 13 år som skrivende menneske, ud som forfatter. Siden 2006 har jeg anmeldt og skrevet om alt mellem himmel og jord indenfor kultur, film, tv-serier og spil. Men nu bliver jeg altså forfatter. Ikke fagbogsforfatter, biografist, essayist eller børnebogsforfatter. Nej, jeg bliver romanforfatter, med alt hvad der dertil kommer af angst og bæven, nervøsitet og dårlige nerver – måske tilsat et par flygtige glimt af lykke. 42 år gammel tages min skønlitterære mødom, og jeg både skælver af bekymring og sitrer af spænding.
Jeg har nu gjort det, som mange går og drømmer om – spørgsmålet er så bare, om det var det hele værd. Jeg fik mulighed for at skrive min roman, fordi min bedre halvdel sagde: ”Jeg synes, at du skal gøre det”, og uden de ord ville der ikke have været plads til helt konkret, emotionelt, tidsmæssigt og økonomisk at gøre det. Det der med at skrive her og der, dét forekom mig ikke at være en holdbar tilgang.
Det tog mig cirka et halvt år at skrive romanen og krævede altså både samtykke og moralsk støtte fra min pænere halvdel. Man kan simpelthen ikke bare som ansvarligt, voksent menneske drosle ned på alle aktiviteter og forpligtelser gennem så lang tid, uden at have baglandet med i regnestykket.
En familie med børn er og bliver en maskine, som kræver velsmurte møtrikker og solide hængsler, så hvis pappa eller mamma pludselig ikke tjener de samme penge længere, er der behov for en gensidig forståelse.
Men hvorfor fanden overhovedet skrive en roman? Alle ved jo, at forfattere, sådan lidt flot sagt, er fattige gespenster, hvis liv er fyldt med knurrende maver og knuste drømme. Derudover er der jo efterhånden så mange om buddet, at folk, selv etablerede navne, skal kæmpe for overhovedet at blive anmeldt.
Problemet er indlysende: Flere forfattere kombineret med en reduceret litteraturdækning i medierne skaber flaskehalsproblemer fra helvede. Og nå ja, eftersom tv-serien er blevet anerkendt som ligeværdig kultur, så er de store fortællinger ikke længere forbeholdt romanen.
For mit vedkommende var der to sitrende ønsker, som lurede i baghovedet og overskyggede alle overvejelser. For det første muligheden for at blive svinerig. Jo, jo – det bliver kun den ene lillebitte procent, men når man nu udelukkende har sit sproglige talent at gøre godt med, så drages man uvægerligt mod velstandslyset, som kan skimtes derude i horisonten og i periferien af ens egen bekendtskabsflade.
Dernæst beundring. For tænk engang, hvis ikke man kan blive rig, så kan man måske til gengæld blive feteret og få en lind strøm af rørstrømske udtalelser fra folk, der er noget, folk der ved noget, folk her der og allevegne. Åh, hvilken skamløs fryd der ligger i ros.
Men lidt dybere lå der også to andre årsager: Den ene handler om romanens form. For nok er lige netop romanen en fortælling, som helst bare skal glide ned, ædes og fortæres og selvfølgelig også nydes, men handlingen og de store vidder er ofte bjergtagende i romaner. Det er intet tilfælde, at tv-serierne æder sig ind på romanen, for de besidder, overfladisk betragtet, de samme karaktertræk: Rig mulighed for kompleksitet, det store landskab, dybde og granskende personskildringer.
Romanen er et nobelt væsen, en fortællemåde som giver mulighed for at male med den brede pensel og skabe verdener helt efter forgodtbefindende. Dét kaldte på mig, muligheden for at skabe uhæmmet og egenrådigt. Kontrollere alt.
Men endnu mere vigtigt var også en grundlæggende utilfredshed ved fraværet af fiktion, som tager uforfærdet fat i de kulørte genrer. Noget af det største i min egen indre verden er f.eks. zombiegenren, men den har altid været fraværende i litterær sammenhæng. Jo, der fandtes naturligvis zombieromaner, men det var først, da Colson Whitehead i 2011 udgav ’Zone One’, at jeg blev ramt i mellemgulvet over parringen af stor litteratur, og den genretradition som jeg elskede så højt.
Dét ville jeg gerne gøre efter, dét blev min ledestjerne – blot med fokus på undergangsgenrens dragende vulgaritet. Tænk engang at skabe en ødelagt verden, som den virkelig ville være, fyldt med virkelighedsnære plotlinjer, troværdige mennesker og konturerne af et realistisk geopolitisk landskab. Fryd!
Jeg har lidt af en aversion mod de store forlag og nægtede pure at indgå i en dialog med de forstenede murstensvirksomheder, der egenrådigt og smaskende råder over den litterære andedam. De er langsomme, arrogante og har, ligesom mange andre virksomheder der får succes, glemt, at deres sjæl hviler på ord, som kommer udefra. Derfor skrev jeg kontrakt med et lille jysk fantasy- og horrorforlag ved navn Kandor.
Ulemperne var indlysende. Udover deres grimme hjemmeside, så har de ikke mange penge. Bøgerne kommer ikke bare sådan ud i butikkerne, men skal bestilles på nettet, fordi forlaget simpelthen ikke er stort nok til at presse forsiden ind i publikums ansigter.
Som forfatter på et lille forlag med begrænsede midler til PR og markedsføring kan man med andre ord skrive et decideret mesterværk og alligevel ende med at gå fuldstændig under radaren. Vi får se, hvad der sker med min bog. Nu står jeg i hvert fald med en roman, der udkommer lige om lidt. Så hvordan føles det?
Mærkeligt. Stort. Angstfremkaldende.
For alt hvad jeg ellers har foretaget mig i livet, blegner de facto ved siden af det her. Jeg har aldrig skabt noget før, som havde potentiale til rent faktisk at udgøre noget, som bare minder om et bidrag til vores kulturfællesskab. Jo, jo – som skribent er man også en del af flowet, men at skrive en roman føles snarere beslægtet med at få et barn.
Ud af ens legeme fødes noget, som udover at være ens eget kød og blod, også er noget andet, noget udefinerbart individuelt, et væsen som for evigt også er sig selv. Jeg har aldrig været så stolt over egen indsats før. Hverken det år hvor jeg skrev magisterkonferens om Joseph Goebbels’ taler, eller de tre år hvor jeg skrev ph.d.-afhandling om apokalypsen i Don DeLillos forfatterskab. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde før har skabt noget med en reel værdi. Intet udover mine børn altså.
Så hvorfor ikke være stolt over det? Min ældste har lige fra teenageårene sagt: ”Far, du er jo en forfatter”, noget jeg altid bare lo over og sagde: ”Nej, skat – det har jeg hverken disciplin eller kugleskør passion til. Så meget føler jeg slet ikke for noget”. Det gjorde jeg så alligevel.
Nu udkommer min bog, og måske bliver den slet ikke opdaget af nogen. Måske kommer den bare til at ligge i en indifferent natur, et landskab hvor andre planter vokser stærkere, og andre træer rækker højere. Måske kommer den til at ligge og rådne op på en hylde for pligtafleveringen på Det Kongelige Bibliotek. Måske kommer mine bibliotekspenge til at være under bagatelgrænsen og måske vil ikke en eneste blogger eller litteraturanmelder forholde sig til den.
Men er dét udgangen på min kærlighedsskabning, så vil det også på sin vis udgøre en elegisk og smuk krølle på romanen. For ingen undgår glemslen. Før eller siden bliver vi alle rensede.
