På platforme som ForældreIntra og Aula findes en guldgrube af information om, hvordan den nuværende generation af forældre varetager forældreskabet, herunder selviscenesættelse gennem deres børns liv, mener forfatter og dyrelæge Rikke Lindgaard.
Hun har netop udgivet den stærkt underholdende bog, ‘Hvorfor skal skoletasken være så tung’, som er et satirisk bud på et helt års dialog på Forældreintra/Aula for en forældregruppe på en nordsjællandsk skole. Rikke Lindgaard er selv mor til tre og har derfor en vis erfaring med detalje- og curlinggraden i sin egen forældregeneration. Som når alle klassens forældre skal involveres i en forsvunden gummistøvle af mærket En Fant i farven arctic navy:
Hvad er det egentlig, der er galt med denne her forældregeneration?
”Min generation af forældre er vokset op med en følelse af at have alle muligheder, og når man har alle muligheder, så er man jo også selv ude om det, hvis man ikke lykkes og ikke bliver lykkelig. Så har man fejlet, det ønsker ingen af os. Vi er en generation af individualister, det er mine behov og mit projekt før fællesskabet, der er ikke meget fokus på solidaritet eller at sætte flokken før individet. Og vi bruger i høj grad vores børns liv aktivt i vores selviscenesættelse for at vise hinanden, at vi lykkes som mennesker. ”At kende sig selv” og selvudvikling er nogle af de mest positivt ladede begreber for min generation af forældre, og vi bygger meget af vores forældreskab på viden og bevidsthed om, hvad der er sundt og godt for os selv og vores børn. Og når man nu f.eks. VED, at nogle bestemte stoffer er giftige for små børn, så føler man sig også forpligtet til at undgå dem, når man køber ny autostol. Derfor er vi en ret fanatisk generation i forhold til, hvad vi investerer i vores børns liv”.
Så vores børn er en del af vores videre selvudvikling?
“Man kan se forældreskab som et lederskab, og kommunikationen på ForældreIntra og Aula vedrørende vores børns liv kan sidestilles med begrebet ”micro management”. Vi glemmer så at sætte fokus på selve lederskabet, som handler om at tage ansvar, sætte retning og skabe rammer for vores børn. Kunne den tid, vi bruger på at skrive meget detaljerede beskeder på ForældreIntra og Aula bruges på noget andet og mere nyttigt? Og er det overhovedet en bevidst handling, at vi skriver så meget til hinanden på de platforme? Hvilke værdier giver vi videre til vores børn ved at bruge så meget energi på ofte ret ligegyldige detaljer i deres liv? Fjerner det nærvær og fokus fra hovedopgaven i forældreskabet, nemlig gradvist at overdrage ansvaret for barnets liv til barnet selv, så det bliver et livsdueligt menneske som voksen? Disse og mange flere spørgsmål håber jeg, at bogen kan bidrage til at reflektere over hos læseren. Vi skriver utrolig mange beskeder på ForældreIntra og Aula, men vi taler utrolig lidt om, hvorfor vi gør det, og hvad det betyder for vores egne og vores børns liv”.
Disse forældre prøver at afværge enhver form for skuffelse eller konflikt for deres børn. En vil ikke have gavebånd på fødselsdagsgaver, fordi det frustrerer hendes datter, mens andre vil ensrette tandfeens gavmildhed og julemandens eksistens. Hvor mange grader af curling har du oplevet?
“Når vi kommunikerer om noget, der vedrører vores børn, så er det på et ekstremt højt detaljeniveau – det er blandt andet derfor, at platforme som ForældreIntra og Aula i mange forældres og læreres bevidsthed er et stort irritationsmoment og lidt en joke. I princippet er der jo ikke noget galt med selve platformene, det er det indhold, som vi selv er med til at proppe derind, der er interessant at gå på opdagelse i og reflektere over. Vi er virkelig en generation af forældre, som ønsker at være i mest mulig kontrol over alting, især når det gælder vores børn. Så når vi forældre (oftest os mødre…!!) vælger at sende en besked til 25-50-100 mennesker vedrørende en gummistøvle eller en sølv-glimmer-blyant, som er blevet væk, så tolker jeg det som et udtryk for, at vi bliver enormt påvirkede af, når ting er ude af vores kontrol, og vi har et stærkt ønske om at genskabe kontrollen i en fart. Og det stærke ønske om at genskabe kontrol står over hensynet til, at vi ”forstyrrer” mange andre forældre ved at skrive til dem. Hvilket kan føres tilbage til, at vi er en generation af individualister, som hele tiden søger at opfylde vores egne behov. Jeg har da selv oplevet, at det har fyldt meget mere i mig, hvis mit barn har mistet et par regnbukser, end det fylder for barnet. Børn klarer sig jo strålende uden regnbukser, ha ha!”.
Men hvor meget kan man tillade sig at blande sig i andre menneskers liv og opdragelse af deres børn?
“Jeg tror ikke ret mange af os bryder os om, når eller hvis andre vil blande sig i opdragelsen af vores børn, der ligger nok noget biologisk instinktivt i, at vi som forældre ser det lidt som et angreb på os selv og vores relation til børnene. Det kan sørme være svært at blande sig i hinandens opdragelse, og det mener jeg egentlig heller ikke, vi skal, med mindre vi er reelt bekymrede for et barn. Problemet er, at gråzonen for bekymring kan være uendelig meget større end de små sorte og hvide områder yderst i hver side, hvor man ikke er i tvivl om henholdsvis klar trivsel/mistrivsel”.
“Vi curler i vildskab! Trods begrebet ”curlingforældre” efterhånden har mange år på bagen, så curler vi stadig derudaf, og er vi egentlig bevidste om, i hvor høj grad, vi gør det? Er det en aktiv handling fra vores side? Jeg mener, at vi forældre bærer alt for mange af vores børns byrder, både i helt konkret forstand, men i særdeleshed også følelsesmæssigt. Vi bærer deres skoletasker og kører dem rundt i bil, mange børn mangler en kropslig forankring af at skulle ”bære deres eget liv”; det er sgu vigtigt, at man mærker livet på sin egen krop, også selvom kroppen er lille. Vi bliver ofte alt for overbeskyttende og ønsker at skåne vores børn for skuffelser, nederlag og ubehagelige følelser i så høj en grad, at mange børn vokser op uden en realistisk indstilling til, at livet er hårdt arbejde, at det indeholder smerte og kræver udholdenhed, rummelighed og tålmodighed, og at der er mange ting, man simpelthen bare må leve med. Vi frarøver vores børn vigtige muligheder for at gøre sig egne erfaringer og i virkeligheden blive mere livsduelige”, siger forfatter Rikke Lindgaard.
‘Hvorfor skal skoletasken være så tung – et satirisk indblik i forældreskab’ af Rikke Lindgaard er udkommet på Byens Forlag
