Heartbeats anbefaler: Små bøger, sjove forbrydere og søde æbler

Mørket og kulden har lagt sig over land, men fortvivl ikke, for vi har som sædvanlig fundet nogle godter til at forsøde din uge.

Ting og sager

Jeg holder meget af små bøger. Der er ikke for meget på siderne, og de ligger godt i hånden, når man læser. Men det, der er indeni, skal selvfølgelig også være i orden, og det er det i Jeppe Krogsgaard Christensens bog ‘tingene og sagerne’, som så også er en lille bog med ikke alt for meget på siderne. Det er en vidunderlig lille håndbog, som er delt op i mindre kapitler og handler om normale ting og sager, om nøgler, wc’er og boltsakse på en lidt mærkelig leksikalsk og essayistisk måde. Jeg er især vild med kapitlet om blyanten, denne geniale lille opfindelse, som i en perfekt kombination af funktion og design ikke har udviklet sig siden 1700-tallet. Bogen bærer undertitlen ‘en genfortryllelse’, og det er netop, hvad der er på færde, når forfatterens åbne blik retter sig mod disse udvalgte fænomener med lige dele skarpsindighed og humor. En slags poetisk sagprosa, kalder han det, og det minder på mange måder om Per Højholt eller Nikolaj Zeuthen, hvilket absolut er fedt.

/Thomas Balslev

Kandiserede æbler

Julen har bragt velsignet juleslik, og den bedste snack, julen har at byde på, er uden tvivl kandiserede æbler. Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvor man køber dem. Æblet skal ikke være grynet, og det skal være lidt surt for at opveje den søde bolsjebelægning. Indtil sidste år kunne jeg ikke lide kandiserede æbler, for jeg havde et barndomstraume med et sådant æble, som jeg havde plaget om at få, men som ikke levede op til dets blanke ydre. Sidste år fik jeg til gengæld et helt perfekt kandiseret æble på et julemarked i Frederiksberg Have, der omvendte mit barndomstraume. Æblet var tilpas frisk og bolsjet var sødt og sprødt. Et godt kandiseret æble skal helst knase lidt. Jeg har selvfølgelig drømt om det lige siden.

I sommer prøvede jeg at efterligne oplevelse ved at købe et i en forlystelsespark. Det var slemt skuffende. Æblet var grynet, bolsjet var alt for sødt og gummiagtigt, og efter to bider faldt det fra hinanden, måske fordi det havde stået og bagt på disken hele dagen. Jeg glædede mig derfor utrolig meget til årets julemarked i Frederiksberg Have, men der var ingen kandiserede æbler. Skuffet gik jeg hjem og har siden googlet desperat efter kandiserede æbler i Københavnsområdet. Så nu sender jeg min søgen videre. Hvis man ved, hvor det perfekte kandiserede æble findes, så køb det, og giv anbefalingen videre. 

/Frederikke Hinsby

Fargo er tilbage

Denne fantastiske serie havde man næsten glemt. Nok også fordi mange var så skuffet over sæson 4 (som dog er bedre end sit rygte). Men nu er der altså landet helt nye afsnit, og som altid er der med et fremragende cast, hvor jeg især glæder mig til at se mere til Jon Hamm (Mad Men) som skurk.

Vi befinder os som altid i det kølige Minnesota i det amerikanske Midtvesten med dybe skandinaviske rødder, og hvor alle er lidt besynderlige for nu at sige det mildt. Under det venlige ydre lurer det nemlig med røvere og røvhuller, og ingen er, som de giver sig ud for at være.

Det spirer med okkult ondskab som i ’True Detective’, men der er altid den sorte humor til at bløde lidt op for løjerne, som serien har adopteret fra den oprindelige Coen-film.

Perfekt (u)hygge til en mørk december.

Find mere om
Footer graphics