Anders Samuelsen

Politisk kommentator Niels Jespersen: Her er valgets vigtigste, mest nervepirrende kampe

Klima, pensionsordninger og udlændinge. Der er ingen tvivl om, at folketingsvalget står for døren. Her får du et overblik over de punkter, der bliver omdrejningspunktet i endnu en tæt duel mellem rød og blå blok.

“Der bliver aldrig valg – ever”, siger Lars Løkke i de memes, der atter lystigt deles, og med de meningsmålinger kan man godt forstå statsministerens tøven. Ikke desto mindre er tiden ved at rinde ud. Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni. Læg dertil EP-valg den 26. maj. Om det allerede hænger dig ud af halsen eller læser meningsmålinger, som en ludoman følger med i lottotallene, så kan du være sikker på et forår, der handler om politik.

Men hvad skal valget handle om? Her har de forskellige partier selvfølgelig alle deres egne små kæpheste, som de vil ride i valgkampen. De har hver især styrker og svagheder, som de vil forsøge at få debatten til at handle om. På deres præmisser. Det er det, som spin går ud på. Ikke desto mindre er der nogle emner, som vi kan være sikre på kommer til at fylde, alene fordi de optager mange vælgere. Her er mit bud på valgkampens top fem emner, og hvem der vil vinde diskussionerne.

1. Sundhedspolitik

Hospitaler og lægebesøg er det vigtigste emne, hvis du spørger vælgerne. Det skyldes, at vi som befolkning bliver ældre, og at ældre er mere optagede af sundhed end yngre. Samtidig har Venstre lanceret en sundhedsreform, der fjerner regionerne. Det er ikke noget, du kommer til at mærke alverden til, men emnet er et af de få, hvor regeringen føler, at den har noget at byde på. Derfor kommer især Venstre til at bruge mange kræfter på at fremstille sig selv som garanter for et godt sundhedsvæsen.

Hvem vinder så debatten?
Lars Løkke er – også som tidligere sundhedsminister under Fogh – manden med overblik over hver en detalje. Udfordringen er, at der ikke er den store uenighed. Alle vil bruge flere penge – også selv om sundhedsbudgettet er vokset med 69 procent siden 2000. Ikke desto mindre spår jeg, at blå blok kommer bedst ud af den diskussion.

2. Socialpolitik

Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, og i rød blok er der konkurrence om at fremstå mest velfærdsvenlig. Med finanskrisen på sikker afstand er det som om, at vælgerne er mere gavmilde. Det ved statsministeren godt, så Løkke kommer i valgkampen til at lægge sig på en midterposition, så afstanden til Socialdemokraterne ikke bliver for stor.

Hvem vinder så debatten?
Socialpolitik er typisk en rød vindersag, men løftet om at blive børnenes statsminister er ikke det forventede trumfkort. S vil nemlig ikke love at tage børnene ud af Udrejsecenter Sjælsmark, og det splitter oppositionen. Samtidig er det lidt for nemt for Løkke at sige, at så vil han være de voksnes statsminister. Rød blok vinder her, men de skal passe på med en overbudspolitik, der skræmmer midtervælgerne væk.

Mette Frederiksen

3. Klima og miljø

Varme somre, ødelæggende storme, demonstrerende skoleelever og Trump i Det Hvide Hus har fået klimaet op på vælgernes dagsorden. Klima og miljø topper nu listen sammen med sundhed. Det har både blå og rød blok fanget. Søren Pape, der for et halvt år siden nedtonede de konservatives grønne profil, er pludselig nu grønnere end trolden Shrek. Løkke vil også være miljøforkæmper, men sidder fast i Venstres gyllemafia, der er tungen på vægtskålen internt i Venstre.

Hvem vinder så debatten?
Klimadebatten ligner rød bloks helt store trumfkort, men spørgsmålet er, hvor meget emnet alligevel betyder i stemmeboksen. Rød blok har også det problem, at hvis klimadagsordenen er så vigtig, så burde de love mindre velfærd og flere grønne afgifter, der socialt vender den tunge ende nedad. Ikke desto mindre kan blå blok højst håbe at spille uafgjort her.

Valg banner
Her er det Konservatives store valgplakat, som klimarådgiver og bæredygtighedsekspert Lars Køhler på Twitter havde skrevet lidt om i…

4. Udlændingepolitik

Der er ingen vej uden om. Vi kommer til at diskutere udlændinge og flygtninge og dermed også retspolitik, islamisme og indvandrere på offentlig forsørgelse. Det er et emne, der optager mange vælgere, og Pernille Vermund skal nok fange mediernes opmærksomhed og sikre, at indvandringen kommer på dagsordenen.

Hvem vinder så debatten?
Samtlige valg siden 2001 er med en enkelt undtagelse afgjort af udlændingespørgsmålet. Det er de borgerliges stensikre kort, og det kommer med sikkerhed til at blive spillet. Mette Frederiksen har flyttet Socialdemokratiet, men det skaber knas i forholdet til de radikale. Her skal rød blok nok bare håbe at tabe debatten mindre, end de plejer.

5. Pension og tilbagetrækning

Danmark er hastigt ved at blive det land i verden med højest pensionsalder. Vi bliver også ældre, men det er dem med de lange uddannelser, der nyder godt af den stigende levealder. En ufaglært mand på 30 startede cirka otte år tidligere på arbejdsmarkedet end juristen, men dør små otte år før. S har fremlagt et pensionsudspil, der vil give ældre ret til at trække sig tilbage efter 42 år på arbejdsmarkedet. Det lader der til at være salg i, for siden er S stormet frem, mens DF synker i meningsmålingerne.

Hvem vinder så debatten?
Det lader til, at S har fundet sig en vaskeægte game changer. Det bedste Løkke kan gøre er at lappe lidt på førtidspensionen og håbe, at vælgerne mener, at det kan være det samme.

6. Din-blok-er-mere-rodet-end-min-blok

Dansk politik er i opbrud, og både Mette Frederiksen og Lars Løkke har mere end svært ved at holde sammen på deres respektive blokke. På rød side er Uffe Elbæk brudt ud og vil være grøn statsminister. Hos de borgerlige er Pernille Vermund ikke engang valgt ind, før hun stiller ultimative krav, og DF forhindrer regeringen i at gennemføre sin politik. Her vil statsministerkandidaterne hver især puste til konflikterne på den anden side, mens de søger at underspille deres egne udfordringer.

Hvem vinder så debatten?
Der er ingen tvivl om, at uenighederne mellem S og SF og så “oppositionen til oppositionen” -Radikale, Alternativet og Enhedslisten – er enorme. Den dårlige stemning blev understreget, da Mogens Løkketoft truede med at slå Alternativet ihjel. Så galt går det dog næppe. Blå blok er lige så håbløst splittet. Anders Samuelsen tildeler sig selv pokaler for alle de resultater, LA har skabt i regeringen, hvilket er både morsomt og trist på samme tid, mens Venstre nedsmelter i dårlig stemning. De konservative? Hvis de kan styre deres nazi-tourette er meget vundet. Send så Pernille Vermund og Klaus Riskjær med ind i det blå cirkus, og Løkke risikerer, at det hele går op i hat og briller. Mellem blokkene står der uafgjort. De er akkurat lige splittede.

Valgets joker

Rød blok står bedst. Både i meningsmålingerne, men også med de emner, der optager vælgerne. Alligevel er det ikke afgjort endnu. Der er altid den ukendte faktor, man ikke kan forberede sig på. Sidst var det Løkkes panorama-mand, der fik alle til at huske statsministerens troværdighedsproblemer.

Før var det vrede vestegns-billister og deres endnu vredere socialdemokratiske borgmestre, der nær havde kostet Thorning regeringsmagten, og som tog livet af betalingsringen. En ny bankskandale, nye afsløringer i SKAT, et terrorangreb eller særlig grov kriminalitet kan hver især flytte mange stemmer. Så er der også Brexit, der kommer senere på måneden, og som ingen mindst af alt Theresa May har styr på.

Mit bud er, at “krænkelsessager” som den om den danske sang, også godt kan flytte stemmer. Diskussioner om køn og identitet er noget, vi alle kan relatere til, og derfor kan de også bruges i en valgkamp. Mange vælgere følger ikke særligt meget med i politik, og det er typisk dem, der afgør valgene – vores ’svingstater -, fordi de er ikke så svære at flytte som dem, der læser avis dagligt.

Derfor kan man ikke sige, at den er hjemme for nogen af parterne. For os politiske nørder er der lagt op til et ualmindeligt spændende valg. Alle jer andre må bare stå igennem bedst muligt og glæde jer over, at det snart er overstået.

Find mere om
Footer graphics