Leonardo DiCaprio
Foto: Fra plakaten til 'Once Upon a Time in Hollywood'

Millionardo til undsætning: Leonardo DiCaprio donerer 33 millioner til slukningsarbejdet i Amazonas

Verdensstjernen rækker hånden ud til de oprindelige samfund og lokale partnere i Amazonas gennem fonden Earth Alliance.

De seneste ugers omfattende skovbrande i regnskoven Amazonas får nu skuespiller og miljøforkæmper Leonardo DiCaprio til at træde i karakter.

I sidste uge gjorde han via sin Instagram-profil opmærksom på det, han mente var en utilstrækkelig mediedækning. Men nu tager han skeen i den anden hånd og yder økonomisk førstehjælp til katastrofen i Brasilien.

Fem millioner dollars allokeres gennem fonden Earth Allience til slukningsarbejdet og de oprindelige samfund i skovene, hvilket svarer til 33,5 millioner kroner. Det skriver fonden på Twitter.

Amazonas, der i folkemunde er kendt som verdens lunger, står for 20 procent af klodens iltproduktion. At der med de hærgende skovbrande er tale om en katastrofe af dimensioner kan derfor næppe bestrides. Som situationen er lige nu, forsvinder der arealer på størrelse med en fodboldbane hvert minut, og konsekvenserne for fremtidens plante- og dyreliv forventes at være store.

Brasiliens præsident Jair Bolsonaro besluttede lørdag 24. august, at hæren skulle slutte sig til slukningsarbejdet med 40.000 mand og flere militærfly.

Brande i regnskoven er ikke unormalt i sommerperioden, dog er der alene i år registreret omkring 80.000 brande, hvilket er dobbelt så højt som sidste år. Det antages, at en del af brandene er påsat af bønder, der håber at kunne drive landbrug på Amazonas enorme arealer, som strækker sig over 6,7 millioner kvadratkilometer.

At Leonardo DiCaprio melder sig ind i kampen mod flammerne kommer ikke helt uventet. Skuespilleren har siden 1998, hvor han stiftede Leonardo DiCaprio Foundation, været en aktiv stemme og aktør i klimadebatten – blandt andet gennem dokumentarfilmen ‘Before the Flood’ fra 2016 og i den aktuelle ‘Ice on Fire’.

Footer graphics