"Nationalisterne er ekstremt velorganiserede. Det må vi også blive"
Radio & podcast
menu-close

Interview med svensk superfeminist: “Nationalisterne er ekstremt velorganiserede. Det må vi også blive”

9. oktober 2018 |

Alkoholisme, partnervold og skattesvigs-skandale. Den svenske politiker Gudrun Schyman fra Feministisk Initiativ lægger alt på bordet i den aktuelle dokumentarfilm, ’Feministen’, og fortæller her om sit nylige katastrofevalg.

Journalist og filmanmelder

Foto fra filmen ‘Feministen’ 

Hun er ikke bange for noget mere, siger hun. Hun har én gang for alvor valgt livet til, og da sluttede hun med at frygte noget som helst. Det var på et tidspunkt, hvor døden var en farlig flirt i en flaske. Gudrun Schyman havde i 1990’erne en langvarig affære med alkohol og måtte på et tidspunkt lade sig indlægge til behandling. Det var dér, hun valgte livet. Der, hun sluttede med at frygte noget. Derfor rører det hende heller ikke, når hun får trusler ind gennem brevsprækken, sådan som enhver politiker i dag vel får.

”Jeg har fået breve under valgkampen, hvor der stod: ”Vi ved, hvor du bor!”. Jamen Herregud, jeg har aldrig haft hemmelig adresse, så dét bliver jeg ærligt talt ikke specielt imponeret over,” siger hun til publikums udelte begejstring, da hun optræder efter visningen af den nye dokumentarfilm, ’Feministen’, i Malmø under filmfestivalen Nordisk Panorama.

Det er knap tre uger efter, der har været valg til Rigsdagen i Sverige. Et valg, der godt kan beskrives som katastrofalt for Schymans parti, Feministisk Initiativ (FI). Måske er det derfor, stemningen er langt mere afdæmpet og mat end for to år siden, da Gudrun Schyman også gæstede Nordisk Panorama, dengang for at tale om kvindelig repræsentation i film og medierne. I 2016 var hun en rockstjerne i Malmø, køen af mennesker, særligt unge, der var kommet for at høre Schyman fortælle om sit feministiske verdenssyn, bugtede sig langt ud på gaden. Flere måtte gå hjem med uforrettet sag.

Ud med feministerne, ind med racisterne

I 2014 fik partiet 3,1 procent af stemmerne og var mindre end et procentpoint fra at komme ind i Rigsdagen. Det var en sejr for det venstreorienterede parti, der gik på valg med sloganet: ”Ud med racisterne, ind med feministerne”, og ikke mindst Schyman blev hyldet som den, der skulle få det til at ske.

Ved valget 9. september 2018 gik FI dog markant tilbage og fik bare 0,4 procent af stemmerne. Samtidig gik Sverigesdemokraterne gevaldigt frem. Noget af en lussing til Schyman og hendes partifæller. Men det får ikke Schyman til at stoppe arbejdet eller miste håbet. ”Aldrig! Aldrig i mine levende live,” siger hun.

PR-foto af Gudrun Schyman af Jenny Baumgartner

Gudrun Schyman vil fortsætte arbejdet med uformindsket styrke. Hendes kuffert er pakket, for hun fortsætter med at rejse land og rige rundt for at holde de såkaldte homeparties, der har været en del af FI’s oplysningsstrategi. De går i al sin enkelthed ud på, at Gudrun Schyman dukker op i et hjem og fortæller om feminisme og feministisk politik og giver den ”uddannelse om feminisme, som man skulle have fået i folkeskolen, men ikke har fået”.

Danmark er 10-15 år forud

I fire år har filminstruktøren Hampus Linder fulgt Schyman i hendes arbejde, men også som privatperson, og filmen fik premiere i hjemlandet i august op til valget. ’Feministen’ slutter på en optimistisk tone og viser de mange women’s marches, der verden over har fået kvinder på gaden for at promovere kvinderettigheder. Man kunne derfor godt tro, at filmen kunne have spillet en rolle i valgkampen. Men sådan ser det altså ikke ud.

”Vi har oplevet en tilbagetrækning til en traditionel og patriarkalsk tankegang, en nationalistisk og militaristisk måde at tænke på. Alt det, har I allerede oplevet i Danmark. I er bare ti-femten år forud på det punkt. Vi vil nu forsøge at undgå, at vi kommer i samme situation som Danmark,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Har Pernille Vermund lige snavet sig i folketinget?

Efter nytår planlægger Gudrun Schyman en rundrejse i Europa, hvor hun skal mødes med andre kvindepolitiske partier, ligesom hun er i gang med at planlægge en etablering af en feministisk gruppe i Europa-Parlamentet. ”Nationalisterne er ekstremt velorganiserede. De har deres egen gruppe i Parlamentet. Vi må svare tilbage ved at selv at organisere os,” siger hun.

Schyman gider ikke have holdninger. Hun vil have organisering, som hun siger i filmen. Handling er vigtigere end ord, selv om ord er der også mange af hos Gudrun Schyman. Hun er en retorisk Duracell-kanin. Mest når det gælder hendes politiske arbejde, men privatlivet lader hun heller ikke i fred.

Det private er stadig politisk

I filmen aktualiseres det gamle feministiske ordsprog ”Det private er politisk”, for når Schyman fortæller om sin fars og sin egen alkoholisme, eller om faren til hendes børn, der udsatte hende for vold, eller om hvilke forventninger, der har været til hende som mor (forventninger hun ikke levede op til), så gør hun det også for at blotlægge de strukturer, hun mener er med til at styre et menneskes livsforløb.

”Det slog mig, at det var en politisk handling at være sandfærdig omkring mit liv. Selv om det er svært at beslutte sig for at fortælle om for eksempel partnervold. Du bliver altid dømt for at være åbenhjertig. Det har vi set med #MeToo-bevægelsen. Som kvinde bliver du beskyldt for at udstille manden, og du hører ting som: ”Hvad vil børnene ikke sige”. Men jeg besluttede, at det var den rigtige vej at gå. Og jeg må sige, at jeg ikke fortryder det, folk har respekteret mit valg,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Woke – udtrykket der definerer den unge, politiskbevidste internetgeneration

”Jeg tror, det skyldes, at jeg talte om disse ting, også om min egen alkoholisme, i en periode, hvor jeg var meget succesfuld som partileder (for Vänsterpartiet, red.). Og jeg fik en masse respekt fra mange politiske personer. Men jeg tror ikke, jeg havde et valg. Når du er politiker, indgår du i en forpligtende relation til vælgerne. Hvis du skal give din støtte til en politiker og overlade din stemme til en anden, der skal tale på dine vegne, så skal du da vide, hvad det er for en person, der repræsenterer dig.”

Nanna Frank Rasmussen

Journalist og filmanmelder