Når man lytter til dit album, får man fornemmelsen af, at det kommer fra en mand, der er i fuldstændig ro. Er du det?
“Ja, det tror jeg, at jeg er grundlæggende. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer ro. For jeg er også far til tre børn, og hvis man kommer hjem til mig en almindelig hverdag, så kan der være alt andet end ro derhjemme. Men jeg har et roligt sind. Jeg tror heller ikke, at mine forældre opdagede, at jeg gik i puberteten i mine teenageår, for jeg var relativt chillet. Det skyldes nok også, at jeg altid har haft musikken, hvor jeg har kunnet udleve en masse ting – snarere end at være et uroligt væsen udadtil.”
Alligevel har du sagt, at nummeret ‘Millimeter’ handler om afmagt…
“Nummeret blev skrevet i en tid, hvor jeg – i en større kontekst, globalt set – tænkte, hvad fanden sker der? Jeg tror, mange mennesker oplever afmagt lige nu på grund af faren for 3. verdenskrig, klimarapporter og pandemier. Hvad kan man stille op? Det nummer er en musikalsk reaktion på de svære ting, vi går igennem, og hvor tynd en tråd vores overlevelse nogle gange lader til at hænge i.”
Hvordan har du det op til en udgivelse?
“Når pladen er færdig, helt færdig, når man har forsejlet den, når man har lavet et cover, og den er sendt til tryk, så føler jeg mig helt befriet. Og så går der nogle måneder, hvor den ikke er ude endnu, og selvom det her er mit fjerde album, og jeg har udgivet mange plader med Kashmir, så kan jeg godt ryge ind i sådan en post-production depression, hvor jeg er moody og tænker på, om det blev godt nok. Der er mange følelser, som måske mest af alt er nogle ego-ting.”
Hvor meget investerer du dig selv og dit ego, når du laver en ny plade?
“Det er jo hele mig. Det er i virkeligheden at stå frem og vise mig selv frem 100 procent. Jeg forsøger at være så ægte som muligt i hver eneste tone, jeg spiller.”
“Jeg havde faktisk skrevet et helt album før ‘Klangland’, som mere eller mindre var færdigt, og så vendte jeg tilbage til det efter sommerferien for snart to år siden, og så kunne jeg simpelthen ikke mærke det. Det var okay, men det føltes netop ikke som om det var 100 procent mig. Og så var jeg nødt til at starte forfra. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.”
Udover at være ægte i dit udtryk, hvordan ser din musikaske vision så ud?
“Jeg var jo 43, da jeg udgav mit første soloalbum. Og jeg havde gået i mange år og haft lyst, men ikke kunnet finde ud af, hvad konceptet skulle være. Jeg var ret træt af pianoet på det tidspunkt, men så genfandt jeg kærligheden til det, og så fandt jeg ud af, at konceptet skulle være klavermusik. Jeg ser mine tre første plader som søskende, men havde også brug for at sætte et punktum efter det tredje og gøre noget nyt den her gang. Det er så blevet til den her klaver- og stryger-plade.”
Hvad skete der, siden du genfandt glæden ved klaver?
“Jeg var hjemme hos mine forældre i Örebro i Sverige, hvor jeg er vokset op. Der står et gammelt opretstående klaver i køkkenet, som var det, jeg lærte at spille på som tre-årig. Det var jul, og jeg satte mig ned ved det og begyndte at spille, og så blev jeg ført tilbage. Det var lidt abstrakt for mig, men der var en masse minder i klangen, som sendte mig 40 år tilbage, og det blev en katalysator til, at jeg fik lysten til at spille klaver tilbage. Selvom det faktisk er et rigtig dårligt klaver, haha.”
Din musik er meget stemningsmættet og melankolsk. Hvad er det ved melankolien, der får dig til at blive ved med at udforske den?
“Det er helt og aldeles ubevidst. Men det, som jeg synes er så vidunderligt ved melankolien er, at stemningen oftest virker håbefuld. Jeg bryder mig ikke om, hvis ting er for dystre for længe af gangen. Melankolien har et indbygget paradoks, fordi det både kan være moody og håbefuldt på samme tid.”
Hvordan foregår den kreative proces typisk for dig?
“Med den her plade lagde jeg det benspænd ind, at jeg skulle væk fra computeren. Jeg satte mig over til flygelet med pen og papir simpelthen, og så komponerede jeg helt old school og skrev også strygerarrangementerne i hånden. Det var virkelig, virkelig fedt. Computeren skaber et filter imellem mig og musikken, som forsvinder helt, når man sætter sig ved instrumentet.”
“Nogle gange sidder jeg og improviserer, andre gange kan jeg komme med en melodi, som jeg har haft med mig i hovedet om morgenen, og så sætter jeg mig ned og prøver at få den forløst. Det er jo komposition. Man leder efter noget, der er godt.”
Hvad har været den største udfordring i pladens tilblivelse?
“Det var det store reality check, da jeg kom tilbage fra ferie og kunne se, at jeg måtte smide hele mit album ud. Det var vildt hårdt. Jeg havde jo en god fornemmelse og havde gået hele sommeren og troet, det var godt, så det var svært at erkende, at det ikke fungerede. Men der var en mening med det, kan jeg se. Det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive de sange, der er kommet på albummet nu.”
Det har taget to år at lave Klangland. Hvordan sørger du for at holde dig fokuseret i så lang tid?
“Jeg er nødt til at planlægge det hele, og jeg tror meget på fokuseret arbejde. Jeg er mest kreativ om morgenen, så jeg møder ind i studiet omkring klokken ni, og så slukker jeg for mobil og e-mails og knokler i det kreative rum indtil klokken 11-12. Jeg er meget determineret på at skrive hver dag. Det skal jeg gøre, også selvom det kun er én takt. Som filmkomponist har jeg vænnet mig til at arbejde med deadlines, og hvor vigtigt det er, at man forholder sig til dem for at få fremdrift i sin proces. Det har gjort, at jeg kan have meget store arbejdsbyrder, men komme i mål, uden at jeg behøver arbejde 80 timer om ugen.”
Hvad er du optaget af at blive bedre til som musiker?
“Jeg spillede klassisk, da jeg var barn, og jeg stoppede med det, da jeg var 12 år. Jeg havde en fantastisk klaverlærer, som gav mig en bog med Franz Schuberts musik fra 1820’erne. Det var i sommeren ’86, kort før jeg stoppede med at spille klassisk, og jeg lærte aldrig hans musik, fordi det var for svært. Men nu sidder jeg hver dag og øver mig. Jeg får nærmest tårer i øjnene af det, selvom det er 200 år gammelt. Måske holder jeg en lille koncert for min familie, når jeg har lært det.”
Hvad er din største force som et kreativt udfoldende menneske?
“Det er et svært spørgsmål, men jeg har med årene fundet frem til et ægte udtryk. Det er en livslang proces, og jeg har jo gået på konservatoriet og dygtiggjort mig på mange punkter, men udfordringen ved det kan være, at man får et intellektuelt forhold til det, man spiller. Da jeg kom med i Kashmir, dyrkede vi meget mere det personlige udtryk, og det har hjulpet mig meget på vejen. Det var først på mit første album, ‘Leken’, at jeg begyndte at tro mig selv 100 procent, fordi det simpelthen er så svært.”
“For seks-syv år siden blev jeg signet hos en filmkomponist-agent i England, og der sad jeg og pitchede rigtig meget til forskellige projekter. Det var enormt opslidende, fordi jeg var oppe imod så mange andre, der ville have samme job. Jeg fik aldrig et eneste job. Det fik mig til at indse, at jeg simpelthen ikke kan konkurrere med musik. Og jeg fundet ro i, at jeg ikke skal være alle mulige andre ting end mig selv. Det har paradoksalt nok efterfølgende givet mig flere og sjovere opgaver, blandt andet som spilkomponist.”
Hvilken person har betydet mest for dig musikalsk?
“Min morfar har helt klart spillet en vigtig rolle, fordi han også spillede klaver. Men min første klaverlærer Henriette har også betydet meget. Hun var faktisk cellist og satte sig til at spille cello, når jeg spillede til noder. Så allerede dér fik jeg lov til at spille sammen med andre. Det var fantastisk, det må jeg sige.”
Som noget nyt har du allieret dig med et stryger-ensemble på den her plade. Er du altid selvsikker, omkring den retning dit arbejde bevæger sig i?
“Tvivl er helt sikkert en ledsager på vejen. Konstant. Men den bliver tøjlet, synes jeg. På en dårlig dag kan jeg tvivle på, om det nu var det rigtige koncept. Men for mig hjælper det at se på mine plader som en slags dagbøger. Eller musikalske fingeraftryk fra en periode. Det afdramatiserer tvivlen for mig. Det vigtige er, at jeg gør mit bedste og er mig selv. Hvis man prøver at være noget andet, og ingen kan lide musikken, så taber man på begge fronter. ”
Har du altid haft det sådan?
“Nej. Jeg var rædselsslagen med mit første album. Det var første gang jeg stod frem helt selv og sagde: “Hvis jeg selv må bestemme, hvordan musik skal lyde, så synes jeg, den skal lyde sådan her.” Jeg var meget bange for, hvordan det ville blive taget imod. Siden har jeg fået virkelig mange personlige beskeder fra folk, som har fortalt, hvor meget min musik betyder for dem. Det har givet mig en tillid til, at der er nogle følelser i musikken, som en del mennesker kan bruge i deres liv.”
Okay, sidste ting. Savner du at spille med Kashmir?
“Nej, nu var vi jo sammen sidste år, og det var jo virkelig fantastisk. Dejligt at se hinanden igen, og mærke den der band-ånd igen. Jeg laver lidt musik med Kasper (Eistrup red.) til hans udstillinger, og vi kommer sikkert til at beholde en eller anden form for kreativt fællesskab. Jeg har spillet med bandet i 15 fantastisk givende år – og vi er jo ikke gået i opløsning. Men lige nu har jeg personligt så mange andre drømme og visioner om, hvad jeg skal.”