‘Woke’ er mantraet, der kendetegner en ung generation (millenials og dem der er yngre), der ved, at de er nødt til at holde sig vågne og på vagt for ikke at blive fuldstændig taget i røven af deres forgængere. Der er her tale om en generation, der grundet deres livslange internet-kost har været informeret om sexisme, racisme, homofobi og fattigdom fra barnsben af.
“So stay woke!” som Childish Gambino advarer på sangen ‘Redbone’. Det; eller “they gon’ catch you sleepin’”. Forbliv vågen, eller du falder i søvn på jobbet. Og når du sover, er du sårbar.
Gennem tilsynladende endeløse newsfeeds fyldt med død, krig og ødelæggelse har de woke fået en stærk, social bevidsthed. Fra deres perspektiv er verdenen arvet som uretfærdig og fuck’et. At ‘stay woke‘ er modsvaret – at holde sig informeret og opmærksom nok til at påpege uretfærdigheder, når de opstår.
Nu er wokeness-bølgen så kommet til Danmark. Som en lillebror, der samler slang op fra de store, er begrebet woke begyndt at dukke op i mainstream-aviser som Information og Politiken. Forleden overhørte jeg en pige i Fakta kalde økologisk mælk for woke. Da vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Så lad os få opklaret, hvad det er én gang for alle.
Udtrykket woke har floreret som afroamerikansk talemåde i små hundrede år, og sorte aktivister har brugt det i sammenhængen ‘at vække’ folk omkring sig til den racistiske realitet siden 1950’erne. Det var også sådan, Erykah Badu brugte det, da hun i 2008 for første gang introducerede udtrykket i popkulturen med hendes sang ‘Master Teacher’.
Men udtrykket spredte sig ikke for alvor før omkring 2012, hvor en række episoder med racistisk motiveret politivold satte gang i den amerikanske bevægelse #Blacklivesmatter, hvis løfte om at ‘stay woke’ var et spørgsmål om liv eller død i den til tider fatale kamp mod et racistisk system.
“At være woke er at være sort; at være bevidst om vores forfædres togt”, forklarede den anden bidrager til Badu-sangen ‘Master Teacher’, Georgia Anne Muldrow.
Siden da udviklede begrebet woke sig til en titel, man kunne gøre sig fortjent til. Et slags ‘badge of honor’, der gav udtryk for, at du var opmærksom på dine privilegier og generelt identitetspolitisk bevidst.
Væsentligt for #wokeness er, at når du én gang er blevet vækket, kan du ikke falde i søvn igen. Som i den famøse scene i ‘The Matrix’, hvor hovedpersonen Neo (Keanu Reeves) får tilbudt en blå og en rød pille, hvoraf kun den røde vil give ham mulighed for at se verdenen, som den virkelig er. Når man en gang har set verdenen med sit woke klarsyn, er den forevigt forandret.
Trumps opdelte USA
Trumps USA var udtryk for en realitet, hvor verden tydeligt kunne opdeles i dem, der var blevet ‘vækket’, og i dem. der stadig sov. Således var wokes gennemslagsmæssigt højdepunkt da også i valgåret 2016, hvor protest og forargelse gjorde #wokeness til en ekstremt udbredt modkultur, hvis ånd resulterede i store mængder god popkultur: Solanges album ‘A seat at the table’, Beyoncés superbowl-show og Kendrick Lamar’s Grammy-optræden for blot at nævne nogle få.
Men omkring 2016 skete der så noget andet. Noget som skulle tage wokes fokus ugenkaldeligt langt væk fra de afroamerikanske communities, hvor begrebet oprindeligt opstod. Som så mange andre ting opfostret i sorte subkulturer, blev wokeness pludselig trendy. #Wokeness blev et prestigefyldt mærkat, som både individer og brands efterstræbte. Det blev en marketingstrategi, man kunne bruge til at forhøje ens sociale og dermed også økonomiske kapital.
Således begyndte brands fra Urban Outfitters til Prada at dyrke en ekstremt kommerciel form for #wokeness, der primært bestod i at lade smukke mennesker i alle former og farver pryde reklamer, der før havde været forbeholdt et vaniljemiks af blege modeller. Samtlige Hollywoodstjerner udtrykte deres forargelse over den (fortsatte) overbalance af hvide Oscarfilm med hashtagget #Oscarssowhite. Bloggeren Fie Laursen bar stolt en fuck racism-t-shirt til et awardshow. Og så videre.
Og denne kommercielle udvikling fører os til det næste stadie i woke-begrebets evige udvikling: Woke blev memeficeret. Ordets betydning ændrede sig ikke, men det blev brugt på ironisk vis i internetjokes på Twitter og Instagram. Snart var broccoli, frivilligt arbejde, kondom-brug og gamle telefoner også et udtryk for at være woke.
Woke som type
Woke blev med andre ord en type, oftest en hvid hipster-type, med en hang til insta-kunst og veganer-mad. Hvis du vil vide, hvor du er på #woke-o-meteret, kan du for eksempel nu tage en ‘Hvor woke er du?’-quiz på Buzzfeed her.
Der er ingen tvivl om, at det er en rimelig udvandet form af ‘woke’, der lige nu er på kanten til at lande i den danske bevidsthed. Der er i hvert fald langt fra den originale #Blacklivesmatter-kontekst til at kalde en udstilling på Roskilde Festival for woke, som Politiken gjorde for nylig. Men der er heller ingen tvivl om, at woke-mentaliteten har sat sit præg på vores lille land. Tænk blot på den intersektionelle Nørrebro Pride, et anti-kapitalistisk modsvar til den overkommercielle ‘Nordea Pride’.
LÆS OGSÅ:
Eller se på burkadebatten, der gav danskerne rig mulighed for at vælge, hvilken side af woke/ikke-woke-kløften de ville slutte sig til. Dog er den nemmeste genvej til woke-mærkatet herhjemme stadig at stemme på Alternativet – et parti der med Uffe Elbæk i front red woke-bølgen direkte ind i magtens inderste kamre.
Herhjemme har vi, ligesom i USA, oplevet en mindst lige så kraftig anti-woke-bølge. Primært er det de ældre, der (surprise, surprise) synes, at den yngre generations nyeste påfund er noget værre vrøvl. De mener, at Generation Woke skaber sig med deres politiske korrekthed og blot opsøger provokation ved at påpege enhver krænkelse, stor som lille.
Er det f.eks. så vigtigt om #oscarssowhite? Kan I ikke bare se noget andet på tv? Men for mange millenials er verden sløret fuldstændigt til af uretfærdighed (og kan man overhovedet bebrejde en, der altid har haft en klima-betinget dommedags-fremtid hængende over hovedet for at tænke sådan?).
Man kan med andre ord ikke bare kigge væk, og deraf kommer logikken, at man lige så godt kan starte fra en ende af med at kritisere. Før i tiden, og især i 80’erne og 90’ernes storkapitalistiske konkurrencetider lød det, at ‘hvis alt er uretfærdigt, er intet uretfærdigt’. Det var sagens natur, at havde man magt, brugte man den, og havde man ikke, kunne man bare gøre sit bedste for at tilegne sig den.
I 2018 er det mere simpelt: Hvis alt er uretfærdigt, er alt uretfærdigt. Og alt hvad der er uretfærdigt, er værd at påpege.
Stay woke, derude.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
