Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix

Welcome to the dark side, Marie Kondo

Den store oprydningsguru har for nylig sagt, at hun nærmest har givet op på egne principper, efter at hun har fået barn nummer tre. Fryden er stor.

De seneste dage har en hel del internetbrugere moret sig godt og grundigt over nyheden om, at Marie Kondo ikke længere rydder ordentligt op derhjemme.

Det er simpelthen hendes tredje barn, der har fået hende til at krybe til korset. Eller det vil sige: Nyheden sneg sig faktisk ud som en prut via en tolk til et webinar, og det opsnappede Washington Post så rimelig hurtigt.

“Jeg gjorde mit bedste for at holde mit hjem opryddet hele tiden. Jeg har nærmest givet op overfor det på en god måde for mig. Nu har jeg indset, at det vigtigste for mig er at nyde at bruge tid med mine børn derhjemme,” sagde hun.

Ah, der er ikke noget som at se nogen falde fra tinderne. Især ikke, når det gælder en rigtig hovskisnovski. Selveste ryddelighedens Dalai Lama.

At Marie Kondo har gjort karriere på noget så irriterende som at rydde op – for andre! – kan jo godt være svært at rumme, når ens eget hjem består af overfyldte biospande og tre tusinde tilfældigt placerede legoklodser.

Vi er mange, der gerne ville se Marie Kondo træde på en Duplo-klods med bare tæer og spilde grøn te udover det hele, er vi ikke? Åh, fryd!

Forældreskabet er hårdt, og det får – før eller siden – krammet på os allesammen. Det er rart at vide, at vi alle er ens her i dyndet af gamle kiksekrummer og halvspiste figenstænger.

Okay, jeg kan faktisk godt lide Marie Kondo. Hun har jo dybest set et meget nobelt og velmenende projekt med sine oprydningsprogrammer på Netflix. Men faktum er, at jeg har haft dårlig samvittighed over mit rod, lige siden Marie Kondo kom på banen.

Her har vi gået og råbt: ‘Does it spark joy?” ind i hovederne på vores småbørn, hver gang de har slæbt en pind og syv kastanjer med hjem.

Vi har pligtskyldigt rullet vores t-shirts og ryddet op i vores tegnebog, og så viser det sig, at det hele var løgn. At der er vigtigere ting i livet end et rent hjem.

Nu indrømmer Kondo altså, at hun selv er et rodehoved. Men jeg er stadig ikke tilfreds.

Der er noget irriterende zenagtigt ved det lille indskudte “på en god måde”, som Kondo får med. Hvem fanden holder op med at rydde op på en god måde? Så brænd dog lortet ned. Som normale mennesker.

Man må vælge side med hensyn til sit rod. Det er ikke Ludo, det her. Man kan ikke bare sige, at det faktisk bare handler om at have det sjovt, fordi man kan se, at man er ved at tabe. Enten spiller vi, eller også spiller vi ikke.

Men altså, velkommen til the dark side, Marie. Det er godt at se dig. Endelig. Eller sagt på en anden måde: It sparks joy.

Footer graphics