Emilie Skadkjær

Artikelserien ‘Ungdommen nu til dags’: ”Jeg er bekymret for, hvordan verden egentlig kommer til at se ud. Om vi overhovedet kan bo her”

De er unge, de er førstegangsvælgere, og så er de den generation, der går forrest i klimakampen. I artikelserien ’Ungdommen nu til dags’ giver vi ordet til unge, som alle betegner sig selv som klimabekymrede og skal sætte deres første kryds til et folketingsvalg; et valg hvor klima og miljø, for første gang nogensinde, spås til at blive ét af valgkampens hovedtemaer.

Jeg hedder Emilie Skadkjær, jeg er 21 år, og frem til juni går jeg på højskole.

Jeg synes, det er spændende endelig at få indflydelse på de problemstillinger, jeg selv synes er vigtige til det kommende folketingsvalg. Generelt er jeg meget interesseret i, hvad der foregår rundt omkring i verden.

Klimaspørgsmålet har i allerhøjeste grad en indvirkning på, hvor jeg sætter mit kryds. Det er dét emne, jeg er mest optaget af at høre fra politikerne og de forskellige partier: Hvordan politikernes ambitioner stemmer overens med mine. Jeg har ikke besluttet mig for, hvem jeg stemmer på endnu – der er stadigvæk nogle partier, hvor jeg gerne vil have opklaret, hvad de mener om klimaudfordringerne og løsningerne hertil. Jeg vil være sikker på, at jeg har hørt, hvad de har at sige. Især når det er første gang, jeg skal stemme, så synes jeg, det er vigtigt, at jeg får hele spektret med.

Jeg går forholdsvis meget op i klimaet. Det er noget, jeg tænker på i daglig basis i de valg, jeg træffer – både i forhold til kost, transport, og shopping. Jeg har været flexitar i cirka tre år, og mit største incitament til ikke at spise kød er fakta om, hvor meget det belaster miljøet. Jeg synes næsten, det er en no brainer, når vi ved, hvor meget CO2 og vand, der bliver udledt ved kødproduktionen. Det virker meget oplagt for mig ikke at spise kød, når jeg ved, hvor stor en indvirkning, det har på miljøet.

Jeg shopper heller ikke lige så meget, som jeg har gjort. Jeg køber kvalitet frem for kvantitet, og så forsøger jeg så vidt muligt ikke at være med på den der fast fashion-bølge, hvor man hele tiden skal have nyt tøj. Så vil jeg hellere have gode standardting, jeg kan bruge i lang tid. Det startede i gymnasiet, hvor der var en gruppe piger, der allerede havde den tankegang, som købte tøj i genbrugsbutikker. Det synes jeg var en super god idé, det er også langt billigere.

Min lillesøster og jeg har skruet rigtig meget ned for vores forbrug af kød, og det har vi fået implementeret derhjemme. Mine forældre har et lidt andet syn på, hvordan det vil være bedst at ændre nogle ting til det bedre, og de tænker nok mere på udviklingen i det store billede. Men de er samtidig med på at ændre nogle af hverdagsvanerne ved eksempelvis at købe mindre kød.

Jeg rejser meget, og mit forbrug af flytransport kunne jeg godt skære ned på. Det gør det heller ikke nemmere, at det er så billigt at flyve, og jeg tror helt sikkert, det vil afholde mig fra at flyve, hvis der kom nogle afgifter på flybrændstof, så billetterne blev dyrere. Men det kan være en svær balancegang, for jeg vil også gerne ud at rejse. Der er jo mange unge, der skal ud på den store rejse i deres sabbatår. I forlængelse af at der kommet den her klimabevidsthed, så bliver man mere og mere klar over ens eget CO2-aftyk. Den dårlige bevidsthed følger med.

Jeg synes, at politikernes ambitioner på klimaområdet er utroligt lave. Nu så jeg lige, at Landbrug & Fødevarer sigter efter at have et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050. Det er der altså 30 år til, og det synes jeg godt nok er lang tid, de skal bruge på at gøre det klimaneutralt. Jeg ved godt, at der er nogle udfordringer, der følger med. Men 30 år? Det tror jeg simpelthen ikke, vi har. Så jeg synes, at vi skal skrue op for ambitionerne og tempoet, ellers er der snart ikke nogen klode tilbage. Og så synes jeg, det er en skam, at dem der sidder på magten og er i en position, hvor de kan gøre en forskel, ikke er villige til at gøre nok ved problemet. Så bliver det i stedet en kamp, som de unge kæmper for at fange politikernes og virksomhedernes opmærksomhed.

Når vi så oven i dét har en præsident i USA, som har været ude at sige, at han ikke tror på global opvarmning og gerne vil gøre olieindustrien større, så synes jeg, der er ret lang vej igen.

Med de kommende temperaturstigninger og de uforudsigelige vejrfænomener, vi kommer til at få, så er det især klimaflygtninge, der bekymrer mig. Hvordan mange millioner mennesker kommer til at flygte fra det sted, de bor, fordi de ikke kan bo der på grund af oversvømmelser og mangel på mad. Hvis vi har så svært ved at løse den flygtningestrøm, der var for nogle år siden, så tror jeg, at de millioner af klimaflygtninge, som statistikken viser, der kommer, bliver en rigtig stor udfordring.

Jeg er generelt bekymret for, hvordan verden egentlig kommer til at se ud. Om vi overhovedet kan bo her. Det er sgu det, jeg er mest bekymret for.

Fortalt til Ditte Hedegaard Davidsen

Footer graphics