Kan du huske Steve-O? Det var ham fra ‘Jackass’-showet på MTV, som var en flok drengerøve, der gav hinanden småfarlige og hel-smertefulde udfordringer. Resterne af holdet (flere af medlemmerne er døde eller ramt af misbrugsproblematikker) har holdt gang i gryden med en filmserie over temaet, der resulterede i filmen ‘Jackass Forever’ tidligere i år.
Nu udgiver Steve-O så en selvhjælpsbog, hvor han øser af sine tunge livserfaringer, ‘A Hard Kick in the Nuts: What I’ve Learned from a Lifetime of Terrible Decisions’. Man tænker jo lidt: Hvem skal dog be’ om livsråd fra Steve-O, en professionel idiot som New York Times har kaldt ham, der har skabt karriere på skridtspark, hajbid, at få fyret hundelort direkte i fjæset, sætte ild til sit røvhul og at inhalere wasabi gennem næsen?
“Jeg beskriver bogen sådan her: 90 % vanvittige historier om mit fucked-up liv og og måske 10 % små klumper af visdom lært fra at have truffet så mange forfærdelige beslutninger. De 10 % vil måske ikke hjælpe dig overhovedet, men du vil få en underholdende rejse,” udtaler han om bogen til The Guardian.
Bogen udkommer den 27. september. Så er du advaret.